Ambulancestationens Gertrud Sand
”Jeg er nok stationens juletosse. Eller Gertrud Sand fra The Julekalender,” konstaterer ambulancebehandler Karina Jensen.
19. december 2022
På Den Præhospitale Virksomhed i Nørresundby skal Karinas kolleger også mærke, det er jul. Derfor starter julemåneden med, at Karina pynter stationen op med granglimmer, julelys og nisser overalt.
Læs også: Lidt ekstra juleglimmer i håret
Heller ikke ambulancen går fri. Førerhuset pyntes med lyskæder, og på instrumentbrættet sætter Karina et lille juletræ fast med sugekop.
”Jeg bager også småkager hele december, så kollegerne altid har friskbagte småkager, når de er på arbejde. Vi skal jo have det lidt godt i december,” siger hun.
Vi hygger os altid helt vildt og giver hinanden julegaver. Vi laver brunch om morgenen med æg, og vi får god frokost. Og så får vi julesnolder i løbet af dagen. Hvis der er mulighed for det, spiser vi julemad omkring kl. 18, for helvede bryder altid løs efterfølgende
Karina Jensen, ambulancebehandler
Med sine 32 år i jobbet har hun haft flere end 10 juleaftener i ambulancen. Senest sidste år. Og normalt er det særligt to typer patienter, som ambulancerne bliver kaldt ud til i højtiden.
”Først på aftenen er det de ældre, der er på hjemmebesøg fra plejehjemmet, som har forspist sig. Men omkring klokken 22 skifter det. I Aalborg er der tradition for, at byens unge mødes i Jomfru Ane Gade, når julen derhjemme er overstået, og så fester de hele natten. Der får vi for alvor travlt.”
Derfor forsøger de to kolleger, der har juledøgnvagten på stationen i Nørresundby, at planlægge efter, at der fra spisetid bliver travlt til ud på natten.
”Vi hygger os altid helt vildt og giver hinanden julegaver. Vi laver brunch om morgenen med æg, og vi får god frokost. Og så får vi julesnolder i løbet af dagen. Hvis der er mulighed for det, spiser vi julemad omkring kl. 18, for helvede bryder altid løs efterfølgende.”
Mange af patienterne i julen er festgæster, der er kommet galt af sted, men julemåneden er også der, hvor selvmordsraten er højst.
”Det er der, det gør mest ondt at være på arbejde. At se, hvor trist det kan være for dem, som opdager, hvor alene de er. Man får jo lyst til at tage alle med hjem,” siger Karina.