Arbejdsskader: Ventetiden gjorde Jane fattig og Rikke mere syg
Først blev social- og sundhedsassistenterne Jane Løvgren og Rikke Moseholm mødt med trusler og vold på jobbet. Så oplevede de, at ventetiden i deres arbejdsskadesager ødelagde deres liv endnu mere. Den ene stiftede gæld for at overleve. Den anden er blevet mere syg af at vente på svar. Nu står de frem for sammen at fortælle deres historier.
Af
Morten Bruun
12. december 2022
Den ene har fået at vide, at ventetiden belaster hende så meget, at hun nu har udviklet stress og risikerer, at hun aldrig kan komme til at arbejde igen.
Den anden har overlevet ventetiden. Men måtte undervejs optage bank- og kviklån for at forsørge sig selv og sine børn, og da sagen sluttede, skyldte hun 600.000 kroner væk.
Det er på den baggrund, at de to social- og sundhedsassistenter Rikke Moseholm og Jane Løvgren i dag står frem for sammen at fortælle, hvordan de – efter at de blev overfaldet og truet på deres job, og begge måtte sygemeldes med diagnosen PTSD – har oplevet mødet med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).
”I bund og grund er der ikke sket en skid i min sag. Det er et evighedsprojekt, og det er virkelig belastende,” siger Rikke Moseholm, der er 33 år og kom til skade, da hun i februar 2020 blev forsøgt kvalt på det regionale bosted, hvor hun arbejdede.
”Jeg har været vred på systemet. Jeg havde aldrig før bedt om hjælp, jeg havde ikke selv bedt om at stå i den situation, og jeg følte tit, at ingen troede på mig,” siger Jane Løvgren, der fylder 40 år på lørdag og gik i stykker i 2015, da hun som ansat i en kommunal hjemmepleje blev truet af en psykotisk borger.
Læs også: Rikke er ikke alene: Ventetid gør flere mere syge
Ingen respekt for svarfristerAES er den myndighed, der behandler arbejdsulykker og erhvervssygdomme og tager stilling til, om der er tale om en arbejdsskade, og om den i givet fald kan udløse en erstatning. Som beskrevet i Fagbladet FOA slås AES i dag med store sagsbunker, langtrukken behandling, udsatte afgørelser og mange rykkere – blandt andet fordi man mangler kvalificerede medarbejdere.
Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret
Det er Rikke Moseholms sag et godt eksempel på. Den har kun flyttet sig med få og små skridt ifølge den tidslinje, som Rikke Moseholms sagsbehandler i FOA Odense, Beate Lange, har lavet.Den viser blandt andet, at AES to gange udsatte vurderingen af Rikke Moseholms erhvervsevnetab. Den viser også, at Rikke Moseholm i maj fik udmålt en midlertidig méngrad på fem procent, som kunne have udløst en lille og foreløbig erstatning. Men de penge har Rikke Moseholm ikke fået. Forsikringsselskabet ankede nemlig afgørelsen, og efterfølgende har selskabet i foreløbig fem tilfælde undladt at overholde en række svarfrister i sagen.
”Det er som om, AES og forsikringsselskabet har frit lejde til at blæse på fristerne,” siger Rikke Moseholm, som senest – efter at FOA har klaget til Ankestyrelsen – har fået løfte om en afgørelse i løbet af december.
”Det vil jeg se, før jeg tror på det,” siger Rikke Moseholm.
Der ses fortsat PTSD-symptomer, men i mindst lige så høj grad vurderes patienten belastet af den udskudte arbejdsskadesag. Den aktuelle belastning forværrer symptomerne og forhindrer at patienten i at få optimalt udbytte af PTSD-behandlingen.
Fra specialpsykolog Lottesophia Gordon Drejers erklæring om Rikke Moseholm
Psykolog slår alarm
Alvoren i hendes sag understreges af den erklæring, som specialpsykolog Lottesophia Gordon Drejer på Afdeling for Traume og Torturoverlevere i Psykiatrien i Region Syddanmark, der behandler Rikke Moseholm for PTSD, skrev sidst i november.
Her står, at arbejdsskadesagen belaster Rikke Moseholm så meget, at hun har udviklet stress og derfor ikke er i stand til at få det optimale udbytte af PTSD-behandlingen. Psykologen fremhæver, at den vedvarende belastning betyder, at Rikke Moseholm i værste fald forværrer sine kroniske og kognitive problemer.
”Vedvarende belastning øger risikoen for varig nedsat evne til at varetage ethvert andet erhverv,” skriver psykologen.
Med andre ord: Ventetiden betyder, at Rikke Moseholm er blevet endnu mere syg.
Hun har opgivet, at hun nogensinde kommer tilbage i jobbet som social- og sundhedsassistent og den nære kontakt med borgere. I bedste fald – og det skal forstås som ’i allerbedste fald’ – finder hun et mindre udsat job. Det drømmer hun i hvert fald om, for som 33-årig kan hun ikke se sig selv uden for arbejdsmarkedet.
”Min kæreste og jeg fik en datter for tre måneder siden. Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort uden hende. Det er hende, der nu holder mig i live,” siger Rikke Moseholm.
Måtte låne for at overleve
Ventetiden var også voldsom for Jane Løvgren. Både mentalt og økonomisk. Da hun i 2016 blev fyret med PTSD – det var et år efter, at hun måtte stoppe i hjemmeplejen på grund af trusler – og kom på sygedagpenge og siden ressourceforløbsydelse, mistede hun knap 10.000 kroner om måneden.
Det økonomiske pres voksede, da hun – ’på grund af sagen’, som hun selv formulerer det – blev skilt og var alene med to sønner. Efter at have brugt sin opsparing på 35.000 kroner, måtte hun bede banken og familien om hjælp.
”Tidligere havde jeg kun lånt penge én gang. Det var til en bil, og lånet var indfriet. Jeg var altså gældfri, da alt det her skete. I begyndelsen fik jeg hjælp fra banken, men da den ikke ville låne mig flere penge, var der kun kviklån tilbage,” fortæller Jane Løvgren og tilføjer:
”Det første kviklån var forfærdeligt nedværdigende for mig. Men der var ingen anden udvej.”
Turde ikke være glad for afgørelsen
Da hendes sag blev endeligt afsluttet i april i år, og hun fik sin erstatning, havde hun svært ved at glæde sig, da hun straks efter indløste sin gæld, der var løbet op i cirka 600.000 kroner.
”I lang tid efter troede jeg, der ville komme nogen og sige, at afgørelsen var forkert, og at jeg skulle betale erstatningen tilbage. Og jeg kan blive helt skræmt, når jeg tænker på, hvad der var sket, hvis jeg ikke havde fået erstatning. Så var jeg aldrig blevet gældfri,” siger Jane Løvgren.
I dag tror hun på det. Erstatningen var stor nok til, at hun også kunne købe et lille hus og invitere børnene på ferie i Lalandia. Og når hun på lørdag fylder rundt, er der også råd til at fejre både den og sønnens 18 års dag – blandt andre med sin nye kæreste som en af gæsterne.
Alt det ændrer dog ikke på, at hun stadig kæmper med at acceptere, at hun nu er på førtidspension og ikke længere kan arbejde, fordi mareridtet fra hjemmeplejen bliver ved at forfølge hende.
”Når jeg er i Netto, skammer jeg mig, hvis nogen spørger mig, hvad jeg laver.”
Janes historie
Jane Løvgren var ansat i det team i en kommunal hjemmepleje, der tog sig af misbrugere. Hun var meget glad for jobbet og den særlige gruppe, hun tog sig af. Deriblandt den midaldrende mand, der – i et psykotisk anfald – truede hende, spyttede på hende og pressede hende om i et hjørne, da hun besøgte ham for at give ham medicin.
Jane Løvgren var mærket, men sygemeldte sig først en måned senere, da hun på vej til at arbejde blev lammet af angst. Det var ikke arbejdspladsen, men hendes private læge, der anmeldte episoden som en arbejdsskadesag.
Som kompensation for, at hun ikke længere kan arbejde og hente en normal indtægt, har hun fået en erstatning og får derudover løbende 7.000 kroner om måneden som supplement til førtidspensionen.
Det var ikke kun det økonomiske pres, der plagede Jane Løvgren, mens hendes sag blev behandlet. Mentalt fyldte den voldsomt meget, og hun har en stor, men også beskeden bøn til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og de politikere, der fastlægger vilkårene for bedømmelse af arbejdsskader:
”Jeg lærte hurtigt, at brevene fra AES altid dukkede op i min e-Boks kort efter midnat. Når jeg vidste, de var på vej med en besked, holdt jeg mig vågen. Og når der så kom et afslag eller en udsættelse, var det helt umuligt at falde i søvn. Hvor vil det være godt, hvis de beskeder kommer i dagtimerne,” siger hun og understreger, at det ikke er de enkelte medarbejdere i AES, hun kritiserer.
”Jeg er ikke i tvivl om, at de gør, hvad de kan.”
Rikkes historie
Den unge mand, som overfaldt Rikke Moseholm og forsøgte at kvæle hende, var kendt på det regionale bosted som meget impulsstyret og aggressiv og skulle altid håndteres af to medarbejdere. Men den kollega, der var sammen med Rikke Moseholm, kunne ikke forhindre, at det eskalerede. Bagefter blev arbejdspladsen meldt til Arbejdstilsynet af en kommunalt ansat jurist, og det var også denne jurist, der sørgede for, at overfaldet blev anmeldt som en arbejdsskade.
Den stressreaktion, der har ramt Rikke Moseholm i ventetiden, kædes også sammen med den økonomiske usikkerhed, der plager hende. Mens hun venter på en eventuel erstatning og har levet af sygedagpenge – og nu barselsydelse – må hun sammen med kæresten og deres lille datter blive i en to værelses lejlighed i kælderniveau og udskyde drømmen om et lille hus. Banken vil ikke låne dem pengene.
I dag, mens sagen stadig behandles, appellerer Rikke Moseholm til, at arbejdsskadesager håndteres hurtigere.
”AES bliver ved med at bede om svar på det samme, men ændrer bare formuleringerne lidt fra gang til gang. Min egen læge er blevet bedt om at udfylde den samme erklæring tre gange og forlangte til sidst penge for det. For det første er det dumt at trække sagerne ud på den måde, og for det andet er det også hårdt for mig, for jeg får flashback til overfaldet hver gang, jeg skal fortælle om det.”