Opgaver skifter i høj grad faggrupper

Flere social- og sundhedsassistenter på hospitaler landet over kan få lov til at bruge deres kompetencer på afdelingerne, som ellers før ikke var en mulighed. Heidi Lundsgaard (Arkiv)

’Nej, nej, nej, det må du ikke’ – er mange steder vendt til: ’Ja, det må du faktisk godt’. Manglen på personale får kommuner og regioner til at tænke kreativt, og det indebærer blandt andet, at faggrænser får et servicetjek, og at medarbejdere flere steder i højere grad får lov til at bruge deres kompetencer fuldt ud.

12. december 2022

Vi er i 2016. Forestil dig en social- og sundhedsassistent, der banker på chefens dør og siger: ”Jeg vil gerne dygtiggøre mig og bruge mine kompetencer, så jeg kan lægge drop og tage imod akutpatienter.”

Årstallet taget i betragtning er der stor sandsynlighed for, at chefen med overbærende mine havde sagt: ”Det er fint, men jeg tror snarere, du skal se dig om efter et andet job.”

Læs også: Guide: Sådan bruger du dine kompetencer til at få nye opgaver

På det tidspunkt – i 2016 – var antallet af social- og sundhedsassistenter i regionerne nemlig på et lavpunkt. Faggrænser var trukket hårdt op, og på mange hospitalsafdelinger var holdningen, at kun sygeplejersker eksempelvis kunne lægge sonde og gå stuegang med lægen.

Her i slutningen af 2022 blæser nye vinde. Rekrutteringsudfordringerne har fyret op under opgaveglidning, og landet over er hospitalsledelser i gang med manøvren: Hvem kan overtage hvilke opgaver, og er der andre faggrupper, der kan komme i betragtning?

Læs også: Mere ansvar til social og sundhedsassistenter på sygehuse

Plads til nye faggrupper
På flere sygehuse er social- og sundhedshjælpere rykket ind sammen med blandt andre pædagoger og diætister, og sygehuspersonalet har også fået selskab af ufaglærte og mennesker med en baggrund langt fra sundhedsverdenen. Det er blandt andet sket på Holbæk Sygehus, siger vicedirektør Dan Brun Petersen.

”Udviklingen tog fart under corona, hvor vi oprettede en personalebørs for ufaglærte og studerende, som kunne hjælpe med at bære ting ind og ud ad stuerne til de isolerede coronapatienter og dermed aflaste det faste personale. Med tiden fandt vi ud af at bruge ’runnerne’ til meget mere. De kan for eksempel sætte depotvarer på plads og udfylde skemaer over væskeindtag.”

Sosu-assistenter får nye opgaver

Manglen på sygeplejersker har desuden fået sygehusene til at se sig sultent om efter social- og sundhedsassistenter. Siden lavpunktet i 2016 er denne gruppe vokset med knap 700 fuldtidsansatte.

Den udvikling er blandt andet Bornholms Sygehus en del af. På få år er antallet steget fra 45 til 65, fortæller fællestillidsrepræsentant Lonni Fonnesbek Due. Hun lægger vægt på, at social- og sundhedsassistenterne også får tilbudt opkvalificering – blandt andet kurser i farmakologi og i at lægge drop.

”Det gør, at vi kan hjælpe sygeplejerskerne, og patienten får deres behandling hurtigere. Jeg synes, det er megalækkert, at vi kommer op i niveau. Vi har et godt tværfagligt samarbejde, hvor det handler om at få det hele til at gå op i en højere enhed,” siger hun.

I Holbæk er man ifølge vicesygehusdirektør Dan Brun Petersen gået så langt med opkvalificering, at social- og sundhedsassistenter sammen med fysio- og ergoterapeuter har overtaget opgaverne fra sygeplejerskerne om aftenen og natten på apopleksi- og rehabiliteringsafsnittet. Her ligger patienter, der skal genoptræne efter en blodprop i hjernen.

”Vi har en gruppe meget engagerede social- og sundhedsassistenter, som har fået større ansvar. De har for eksempel lært at give intravenøs væske, lægge sonde, kateter og gå stuegang med lægen. Erfaringerne er rigtig positive – patienterne opnår de samme resultater som før, selvom sammensætningen af personalet er en helt anden i dag,” siger vicesygehusdirektøren.

Læs også: I psykiatrien arbejder sosu-assistenter og sygeplejersker på lige fod

Stadig strid om faggrænser
På Nordsjællands Hospital har nogle af social- og sundhedsassistenterne også været på kursus, men her gik det ikke efter planen, fortæller fællestillidsrepræsentant Ingrid Traczyk:

”Flere har været på IV-kursus, som handler om at give intravenøs medicin, men da de kom tilbage på afdelingen, fik de alligevel ikke lov at varetage funktionen blandt andet på grund af strid om faggrænser.”

Og netop faggrænser skal der skubbes til, hvis det skal lykkes at rekruttere og fastholde medarbejdere til velfærdsområderne.

Læs også: Timeansættelser går ud over fagligheden

Det mener Mickael Bech, der er professor i sundhedsøkonomi og -ledelse og arbejder ved VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

”Flere kommuner arbejder med tværfaglige selvstyrende teams, hvor social- og sundhedshjælpere og -assistenter, sygeplejersker og terapeuter arbejder sammen i teams eller med tætte organisatoriske koblinger. Og her oplever social- og sundhedsmedarbejderne, at de får mulighed for at udvikle deres faglighed og samtidig er med til at løfte kvaliteten af plejen af borgerne,” siger Mickael Bech.

FOAs formand, Mona Striib, er enig i, at sundhedsvæsnet, herunder ældreplejen, har masser af uudnyttet kapacitet.

”Mange social- og sundhedsassistenter kan langt mere, end de får lov til at lave i dag. Det bør ledelserne på sygehusene give dem lov til. Vi er nødt til at give slip på nogle af de fasttømrede faggrænser – det gælder også i FOA, hvor vi kan opleve en uhensigtsmæssig konkurrence mellem social- og sundhedshjælpere og -assistenter. Min pointe er, at opgaverne skal følge kompetencerne, og snæversyn i forhold til brug af kompetencerne er en del af årsagen til den situation, vi står i med sundhedsvæsnet i dag,” siger hun.