Tjek din kommune: Sådan har lokallønnen udviklet sig på ældreområdet
Over hele landet kæmper kommuner med at finde tilstrækkeligt med personale til ældreplejen. Lokalløn er et redskab til at styrke rekruttering og fastholdelse, men det er vidt forskelligt, hvordan kommunerne bruger netop det.
01. september 2022
Det kan efterhånden næppe komme bag på nogen, at ældreplejen befinder sig midt i en massiv rekrutterings- og fastholdelseskrise, som ifølge diverse fremskrivninger kun ser ud til at vokse.
Til Fagbladet FOA har arbejdsmarkedsforsker Nana Wesley Hansen tidligere forklaret, hvordan lokalløn er et af de værktøjer, som kommunerne kan skrue på for at håndtere særlige rekrutteringsudfordringer.
Tal fra Kommunerne og Regionernes Løndatakontor (KRL) viser imidlertid, at det er vidt forskelligt, hvordan kommunerne honorerer deres social- og sundhedshjælpere og -assistenter med lokalløn.
For eksempel får en social- og sundhedsassistent i Allerød Kommune i gennemsnit mere end 3.000 kroner hver måned i lokalløn. I Herning Kommune er det beløb godt 1.000 kroner – altså 2.000 kroner mindre på lønsedlen hver måned.
I danmarkskortet herunder kan du se, hvordan lokallønnen har udviklet sig for social- og sundhedshjælpere og -assistenter det seneste år.
’Historisk stor’ aftale om lokalløn
Helt i top over største spring i lokalløn til begge faggrupper placerer Nyborg Kommune sig. Det skyldes en ny aftale om lokalløn, som kommunen indgik med FOA Odense tilbage i marts, forklarer kommunens økonomidirektør Anders M. Sørensen.
“For at vi fortsat kan levere en god og værdig pleje til de ældre, kræver det, at vi har dygtige og engagerede medarbejdere. Vi har derfor stort fokus på at skabe gode rammer og arbejdsbetingelser for alle vores ansatte,” siger Anders M. Sørensen om baggrunden for at indgå den nye aftale.
Med aftalen er der indført en såkaldt kompetencestige, hvor medarbejderne stiger i lokalløn i takt med, at ens kompetencer udvikles. Derudover belønnes medarbejderne også for at gå op i tid.
Vi indgik en historisk stor lønaftale med FOA for at skabe bedre rammer for rekruttering og fastholdelse i fremtiden.
Anders M. Sørensen, økonomidirektør i Nyborg Kommune
Og selvom aftalen fortsat er relativt ny, har den allerede haft en positiv virkning, fortæller økonomidirektøren.
”Vi indgik en historisk stor lønaftale med FOA for at skabe bedre rammer for rekruttering og fastholdelse i fremtiden, hvilket er blevet taget rigtig godt imod af vores ledere og medarbejdere. Vi har fået flere nye medarbejdere, og vi mærker også en øget interesse for at gå op i tid eller få udbetalt timer for en ekstra indsats som særydelser,” siger Anders M. Sørensen.
Aftalen er indgået med tilbagevirkende kraft fra 1. september 2021. Derfor er beløbet i Fagbladet FOAs opgørelse formentlig højere end det reelle billede, bemærker økonomidirektøren, der uddyber:
”Men derfor kan lokallønnen sagtens stige til et endnu større beløb i takt med, at flere af medarbejderne får øjnene op for at gå op i tid, og at vi får sendt flere af sted på kurser og kompetenceudvikling.”
Midtjysk kommune i bunden
I den anden ende af skalaen ligger Herning Kommune, der er den kommune, som giver mindst i lokalløn til social- og sundhedsassistenter og næstmindst til social- og sundhedshjælpere. Sammenlignet med for et år siden er beløbet til begge grupper tilmed faldet en smule.
Kommunens sundheds- og ældrechef Anne Ramsgaard gør opmærksom på, at der aktuelt pågår lokallønsforhandlinger med den lokale FOA-afdeling.
Hun vil ikke løfte sløret for, hvad kommunen har med til forhandlingsbordet, men slår fast, at kommune “ikke love en masse ekstra penge.”
“Vi har ikke afsat ekstra midler som sådan, men vi taler med FOA om, hvad der er brug for, og så forsøger vi at strikke det sammen bedst muligt,” uddyber Anne Ramsgaard.
Vi bruger ressourcer på rigtig mange andre ting, som også har stor værdi.
Anne Ramsgaard, sundheds- og ældrechef i Herning Kommune
Handler om prioritering
- Men når jeg kan fortælle dig, at Herning Kommune placerer sig helt i bund, får det så dig til at tænke, at jeres medarbejdere bør få mere i lokalløn?
FOA vil styrke arbejdet med lokalløn
I 2020 søsatte FOA et særligt lokallønsprojekt for at sikre medlemmerne flere lokallønskroner.
I første del af projektet har fem lokalafdelinger med medlemmer i sammenlagt 13 kommuner deltaget, og foreløbige resultater viser, at det øgede fokus betaler sig. Sådan lyder vurderingen fra Thomas Enghausen, næstformand i FOA.
”På løntræffet opskalerer vi vores fokus på lokalløn, hvor vi deler de gode eksempler, og giver de mange tillidsrepræsentanter konkrete redskaber til at gribe arbejdet for mere i lokalløn an,” siger Thomas Enghausen.
Opdatering 6. september: Frederikssund Kommune har gjort Fagbladet FOA opmærksom på, at data fra Frederikssund Kommune ikke giver et retvisende billede af, hvor stor lokallønnen i kommunen er. Det skyldes, at kommunen har indgået en lokalaftale om FEA-vagter, som i lønstatistikken figurerer som lokalløn. Stigningen i lokalløn er derfor et udtryk for, at især social- og sundhedshjælperne har taget FEA-vagter og ikke, at de får mere i lokalløn.
Løntræffet: Kampen for din løn
FOA kæmper for, at medlemmerne får mere i løn. Det sker ved de centrale forhandlingsborde, og det sker ude på arbejdspladserne.
Flertallet af FOAs medlemmer skal have nye overenskomster i 2024, og forarbejdet er i fuld gang.
Den 5. september 2022 skød FOA anden del af en stor kampagne i gang, som gør opmærksom på værdien af medlemmers arbejde.
Som en del af kampagnen samles 1300 deltagere til løntræf for tillidsfolk den 6.-7. september i Fredericia. Planen er, at de vender kloge og kampklar retur – med mod på at forhandle lønnen op.