Flygtninge hjælper flygtninge: ”Vi ved, hvordan det er”
Sanela, Anjela, Jan og Amin er køkkenmedarbejdere på Center Sandholm. Her forkæler de beboerne – flygtninge, der har søgt om asyl i Danmark – med daglige måltider. Men de møder dem også med kram og klap på skuldrene. De ved nemlig, hvad det betyder, for tre af dem er selv flygtet fra krig og ufred. I april fik de selskab af Tanja. Hun er flygtet fra Ukraine og bød sig til som frivillig i køkkenet.
13. juni 2022
Med det af deres liv, de har kunnet bære i rygsække og rullekufferter, er flere end 6.000 ukrainske flygtninge landet i det bakkede, nordsjællandske landskab på Center Sandholm, et modtagecenter for flygtninge.
Nogle bliver et par dage, andre flere måneder, inden de bliver sluset ud i en dansk kommune. Men fælles for beboerne er, at de ikke ved, hvad fremtiden bringer, hvor de skal bo og hvor længe. Hvad de kan vide sig sikre på, er, at deres næste måltid er varmt, smagfuldt og tilberedt af mennesker, der har erfaringer med det selvsamme, som de har været igennem.
Tegnsprog er internationalt
I Sandholms samlingspunkt, køkkenet, bag store industrigryder og skærebrætter, møder vi køkkenmedarbejderne Amin fra Irak, Anjela fra Tjetjenien, Sanela fra Bosnien, Jan fra Danmark og en frivillig af centrets beboere, Tanja fra Ukraine. Herfra bliver dagens tre måltider – og to ekstra under ramadanen – kreeret og kræset om.
”Vi har et helt særligt og rigtig godt sammenhold i vores gruppe. Vi har arbejdet sammen i mange år, og vi kender også hinanden privat. Vi er altid sammen,” siger 48-årige Sanela Qablan.
Hun har arbejdet i køkkenet i 21 år og boede selv kort tid på centret, da hun kom til Danmark fra Bosnien i 1999. At kunne hjælpe de flygtninge, der kommer her, ser hun som sin allervigtigste opgave. For hun husker selv, hvordan det var at stå på den anden side af skranken.
”Det er ikke sjovt. Ens hoved er helt fyldt op, og man er i krise. Så for os handler arbejdet ikke kun om at lave mad. Vi sørger for, at ligegyldigt hvor travlt vi har, har vi altid tid til at hjælpe en flygtning, der spørger. For det meste vil de bare vide praktiske ting og høre, hvor
de kan få shampoo, bleer eller bind. Men vi skal sørge for, at de ikke føler sig til besvær, eller at der er forskel på dem og os. Der er kun ét vi,” siger hun.
Selvom langt størstedelen af beboerne lige nu er fra Ukraine, og Sanela ikke taler hverken ukrainsk eller russisk, snakker hun med de beboere, der kommer forbi, for bosnisk og ukrainsk har samme sprogstamme.
”Og så bruger vi tegnsprog for resten.”
Det problem har den 53-årige tjetjener Anjela Idrissova ikke. Hun flygtede fra krigen mod Rusland i 2001, og fordi hun taler russisk, er det ofte hende, der for tiden står bag disken i køkkenet og serverer mad for beboerne.
”Det er en stor fordel, at jeg kan tale med ukrainerne. De er stressede og tit meget forvirrede, men vi kan give gode råd og information om det danske system, så vi måske kan mindske deres stress,” siger Anjela.
Når kollegerne ikke forstår ukrainsk eller russisk, hjælper Anjela gerne – som for eksempel da en ældre, ukrainsk kvinde på den anden side af plexiglasset henvender sig til en vikar i køkkenet, da hun får serveret dagens ret.
”Hun siger tusind tak for alt,” lyder det fra Anjela, som står bag frituregryden med pommes frittes i hjørnet af køkkenet.
Men selvom hun og ukrainerne taler samme sprog, er det ikke alt, der behøver at blive sagt.
”Vi kender de følelser, de har, og de behøver ikke forklare os, hvad de føler. Jeg har prøvet at bo i krig. Jeg har oplevet alt det, som ukrainerne har. Jeg mærker, hvad de mærker.”
En hilsen på Nørrebro
Der har ikke før boet så mange ukrainere på Sandholm som nu. Sidste år og frem til Ruslands invasion af Ukraine var det primært afghanere, der kom hertil. I 2015 var her mange syrere. I de år, hvor beboerne primært er kommet fra Mellemøsten, har det været irakiske Amin Akram på 47 år, der har kunnet kommunikere bedst med dem.
Han kom til Danmark i 1999 som politisk flygtning. I de første dage af hans ansøgningsproces, da han søgte opholdstilladelse i Danmark, boede han ligesom flere af sine kolleger her på Sandholm – og han passer stadig på sig selv.
På grund af sin baggrund som politisk flygtning ønsker Amin således ikke at blive fotograferet, men han fortæller, at han er et kendt ansigt blandt de mange personer, der efterhånden har været forbi Sandholm på deres vej mod at få opholdstilladelse.
”Nogle gange, når jeg går rundt på Nørrebro, møder jeg folk, som har boet på Sandholm, og så kommer de hen og hilser og siger tak for mad. Jeg kan ikke altid kende dem, for der kommer jo så mange igennem, men jeg bliver så glad, når det sker,” siger han.
Fra ris til kartofler
Menuen ændrer sig selvfølgelig i takt med, at der kommer nye nationaliteter til Sandholm, fortæller en af køkkenets få etnisk danske medarbejdere, Jan Pedersen. Beboerne er med til at præge menuen, siger han, og da her primært var afghanere og syrere, spiste de mange ris – op til 400 kg ris om ugen. I dag er der oftere kartofler på menuen. Til glæde for ukrainerne.
Men de største hits blandt beboerne – uanset deres etniske oprindelse – er ifølge Jan overraskende ens. Samosaer, pizza, lasagne og den slags, der har været en tur i frituregryden.
”Men det er en balancegang. Nogle kan lide det krydret, andre kan ikke.”
Jan er køkkenets veteran med 32 år på Sandholm – undervejs med afstikkere til andre asylcentre. Det omskiftelige, multikulturelle miljø og muligheden for at kunne hjælpe mennesker i nød er dét, der driver ham. I løbet af årene har han været med til at bygge køkkener i mange andre flygtningecentre. Han har set, hvad krig kan gøre ved folk.
”Da jeg startede, gik jeg hjem om aftenen og flæbede over de skæbner, jeg så. Der var selvmord og børn, der fik tæsk og gik rundt uden tøj på. Det gik mig virkelig på. Nu er jeg blevet mere hærdet. Ikke fordi jeg ikke har empati mere, men for at passe på mig selv. I dag parkerer jeg arbejdet, når jeg tager hjem. Ellers tror jeg ikke, man holder til det,” siger han.
Heldigvis er forholdene forbedret markant i den tid, han har været her. Fra at være et sted, hvor beboerne skulle passe sig selv, er det i dag et hus fyldt med initiativer, psykologer, socialrådgivere, pædagogisk personale og frivillige. Og nogle af de skæbner, Jan har mødt, er endt med at blive hans gode kolleger.
Bosniske Sanela husker selv, hvordan Jan var en del af køkkenholdet, da hun kom til Danmark og blev frivillig i køkkenet på asylcenter Kongelunden på Amager, hvor hun boede. Og senere, da Sanela havde fået job i Sandholm, husker hun, hvordan Anjela kom som flygtning og blev frivillig i køkkenet.
Hjemmestrikkede sokker
På Sandholm har beboerne nemlig mulighed for at hjælpe til på forskellige måder, hvis de ønsker det – også i køkkenet. Lige nu hjælper Tanja til. Hun kom til Danmark i starten af april med sin svigerdatter og barnebarn og taler hverken dansk eller engelsk. Men både Anjela og Sanela forstår, hvad hun siger.
Tanja har arbejdet som ingeniør i kulindustrien og boede i den nu sønderbombede millionby Kharkiv i det østlige Ukraine. Alle vinduer i familiens bolig er sprængt i stykker efter raketangreb, men hendes søn lever stadig. Håbet er, at han snart kommer til Danmark – medmindre det bliver muligt for den lille familie at vende tilbage til Ukraine.
Her i køkkenet på Sandholm får hun et frirum fra tankemylderet. Og det er netop formålet med at involvere flygtningene som frivillige. Det praktiske arbejde giver dem noget andet at tænke på. Ligesom de andre sidder Tanja sjældent ned. Men når hun endelig tager sig et velfortjent hvil på en stol, finder hun strikkepindene frem.
Lige da hun kom, havde hun ikke noget garn med, så hun var nødt til at trevle en gammel sweater op for at have noget at strikke med. Men Sanela efterlyste noget garn til Tanja i Sandholms tøjshop, og nu har Tanja strikket sokker til alle kollegerne i køkkenet.
”Varm og respektfuld indstilling fra personalet giver lyst til at arbejde,” fortæller Tanja med hjælp fra Google Translate.
Den varme og respekt går Sanela og kollegerne meget op i at vise. Også når tankerne bliver for tunge, og det koster et par tårer.
”Det kan jeg sagtens håndtere, for jeg husker selv, hvordan det var. Det skete også for mig,” siger Sanela og giver Tanja et opmuntrende klap på skulderen.
