Beregn: Det kan du tjene på at gå op i tid

Der kan være store summer at indhente, hvis du skifter fra deltid til fuldtid. Du kan selv her beregne, hvilken sum, der er tale om for lige præcis dig og dit arbejde.  Anders Kidmose

Har du tænkt over, hvad det økonomisk vil betyde for dig, hvis du går op i tid? Fagbladet FOA har lavet en beregner, der giver dig en idé om, hvordan din lønseddel vil se ud, hvis du arbejder flere timer om ugen.

02. juni 2022

Årsagerne til ikke at være på fuldtid er rigtig mange. Og det er nok en af grundene til, at det kun er hver anden kommunalt ansatte, 46 procent, der arbejder fuldtid. Det viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.

Men nye beregninger fra KL og Forhandlingsfællesskabet viser også, at deltidsansatte over et liv mister millioner af kroner ved at være på deltid.

Eksempelvis vil en 25-årig, der går fra 25 til 37 timer over et arbejdsliv tjene 7,5 millioner kroner mere, end hvis vedkommende var blevet på 25 timer. 

Går du selv og leger med tanken om at gå op i tid, så kan du i beregneren nedenfor se, hvad det ville betyde for din økonomi. 

Beregningen tager udgangspunkt i din nuværende løn. Der er ikke taget højde for  pensionsforhold og trækprocent. Beregningen tager heller ikke hensyn til, om der eksempelvis sker ændringer i dine tillæg, hvis du siger ja til flere timer, ligesom der heller ikke er taget højde for, hvornår på døgnet/ugen de ekstra timer placeres. Men beregningen giver dig en fornemmelse af, hvor stor forskellen kan være. 

Ved at taste din løn før skat ind og det timeantal, du arbejder nu, vil du kunne se, hvad du ville kunne opnå i bruttoløn. Altså det beløb, som din arbejdsgiver giver dig, inden der bliver trukket skat, ATP, pension mv. 

Hvis du overvejer at gå op i tid, så kan du tage en snak med din tillidsrepræsentant, din leder eller din lokale FOA-afdeling. 

Du kan læse flere artikler om emnet og om andres erfaringer ved at gå op i tid på temaet på Fagbladet FOA.