Syg i ferien: Sådan er reglerne for erstatningsferie
En lille sommerbølge er coronasmitten, der lurer disse uger blevet kaldt. Og sygdom er en meget lidt velkommen gæst, nu da ferien for de fleste danskere står for døren. Men hvad betyder det for din ferie, hvis du bliver syg? Mulighederne for at få erstatningsferien afhænger af, hvornår du bliver syg. Her er, hvad du skal vide.
10. februar 2022
Snot, feber og ondt i halsen.
Tre klare symptomer på sygdom - og tre meget irriterende gæster at få besøg af, når kalenderen siger ferie.
Og hvad gør du, hvis du bliver ramt af sygdom? Skal du bare lade feriedagene passere i takt med, at feberen igen går ned? Eller kan du udskyde ferieafholdelsen?
Det afhænger af flere faktorer. Fagbladet FOA skitserer her det, du skal vide.
-
1
Jeg er blevet syg og skulle have været på ferie. Har jeg ret til erstatningsferie?
Du kan ikke blive pålagt at afholde ferie, hvis du har meldt dig syg, inden ferien starter. Du har ret til få ferien suspenderet, og får dermed ret til at holde erstatningsferie på et andet tidspunkt.
Din ferie starter på det tidspunkt, hvor du ellers skulle have mødt på arbejdet, hvis du ikke havde holdt ferie. Husk at sygemelde dig hurtigst muligt på din arbejdsplads, så din arbejdsgiver ved, at du er syg og ikke kan holde din ferie.
Hvis du melder dig syg, efter du har påbegyndt ferien, gælder det, at du kan få erstatningsferie efter fem karensdage. Det kræver, at du melder dig syg til din leder. Du skal have en lægeerklæring eller anden lægelig dokumentation for din sygdom. Den skal gælde fra den første sygedag, og du skal selv betale for lægeerklæringen.
Kontakt eventuelt din tillidsrepræsentant eller din afdeling, hvis du er i én af disse situationer.
-
2
Hvad hvis jeg bliver rask i løbet af ferien?
Bliver du rask igen i løbet af din ferie, skal du melde dig rask til din arbejdsgiver. Du skal også give besked, om du vil holde resten af din ferie med det samme.
Du har ikke krav på at holde din erstatningsferie i forlængelse af din raskmelding.
Når du begynder på arbejde igen, skal du planlægge din erstatningsferie med din arbejdsgiver.
-
3
Kan min arbejdsgiver inddrage min allerede planlagte ferie, hvis der er brug for, at jeg kommer på arbejde?
Er ferien endnu ikke påbegyndt, kan arbejdsgiver udskyde afholdelsen, hvis væsentlige, upåregnelige driftsmæssige hensyn gør det nødvendigt.
Der skal være tale om en force majeure-lignende situation. Det skal have været uforudsigeligt for din arbejdsgiver, at situationen kunne opstå. Hvis din arbejdsgiver vil ændre din ferie, skal det desuden være nødvendigt, at det netop er dig, der skal udføre arbejdet på dette tidspunkt, altså at arbejdsgiver ikke kan få arbejdet udført ved hjælp af anden arbejdskraft.
Din arbejdsgiver må altså foretage en konkret vurdering i situationen, og det skal altså være en situation, hvor din leder ikke kan skaffe anden arbejdskraft til at dække arbejdet. Hvis din ferie ændres, har du krav på at få erstattet eventuelle økonomiske tab i forbindelse hermed – eksempelvis afbestilling af sommerhus. Du har dog pligt til at søge at begrænse dit tab mest muligt.
Kontakt altid din lokale afdeling, hvis din arbejdsgiver vil inddrage din ferie.
-
4
Kan jeg blive kaldt på arbejde, mens jeg holder ferie, hvis for eksempel mange af mine kolleger bliver smittet med corona?
Nej. Har du allerede påbegyndt din ferie, kan arbejdsgiver ikke inddrage din ferie.
-
5
Kan jeg blive pålagt at afvikle afspadsering, hvis jeg er syg?
Hvis der er tale om afspadsering som følge af mer- eller overarbejde, kan det ikke varsles til afspadsering, når du er syg.
Kilder: foa.dk, FOA Overenskomst, borger.dk