Heidi vinder mobbesag i landsretten
Social- og sundhedsassistent Heidi Nowakowski blev i 2014 udsat for mobning af sine kolleger. Nu har Vestre Landsret dømt Region Midtjylland for ikke at tage ansvar for miljøet. Regionen skal betale over to millioner i erstatning.
16. december 2021
Efter lang tids venten kan Heidi Nowakowski endelig ånde lettet op.
Vestre Landsret har netop stadfæstet dommen fra byretten, hvori Region Midtjylland bliver gjort ansvarlige for ikke at gøre nok for at stoppe mobningen af Heidi Nowakowski og forbedre det dårlige psykiske arbejdsmiljø, der var på det bosted, hvor hun arbejdede tilbage i 2014.
Den 49-årige social- og sundhedsassistent kan derfor se frem til, at Region Midtjylland skal betale hende en erstatning på 2,3 millioner kroner, som skal dække det erhvervsevnetab, hun har fået af mobningen.
“Det glæder mig på vegne af mine ‘kolleger’ ude på det danske arbejdsmarked, som har været eller er udsat for mobning. De har nu en lignende sag at støtte sig op af i kampen mod retfærdighed. Jeg håber, at vores ledere fremadrettet vil forstå vigtigheden i at sørge for et godt psykisk arbejdsmiljø for deres ansatte,” siger Heidi Nowakowski i dag.
“Vi er alt for mange, der bliver syge af at gå på arbejde. Og det skal simpelthen italesættes til evighed. Jeg gør og vil gøre mit for at det skal frem i lyset. Mange aner jo ikke - som jeg heller ikke gjorde - at man kan blive syge af at være i sådan en miljø.”
Længe undervejs
Fra januar 2014 til sommeren samme år blev Heidi Nowakowski udsat for mobning af kolleger på det bosted, hun arbejdede. Og selvom ledelsen blev gjort opmærksom på problemet, blev det ikke stoppet.
Siden er mobningen af Heidi Nowakowski blevet anerkendt som arbejdsskade. En skade, som har kostet hende 95 procent af hendes erhvervsevne efter erstatningsansvarslovens regi.
I dommene er der lagt vægt på, at arbejdsgiveren ikke har gjort nok for at stoppe mobningen af Heidi Nowakowski. Derfor er regionen blevet dømt til at betale en erstatning på 2,3 millioner kroner.
Tine Marie Andersen, Heidi Nowakowskis advokat fra FOA, mener, at dommen er et vigtigt skridt for at sikre medarbejdernes psykiske arbejdsmiljø.
“Som arbejdsgiver skal man ikke kun sikre det fysiske arbejdsmiljø, man skal også sikre det psykiske. Og det er ikke kun psykiske gener som følge af overfald eller andet, men også af hvad der foregår internt i medarbejdergruppen. Der er ikke nogen, der skal blive syg af at gå på arbejde. Heller ikke af at blive mobbet. Og det er den her sag et soleklart eksempel på,” siger Tine Marie Andersen.
Uenige med dommen
Region Midtjylland valgte tilbage i januar at anke, da de var uenige med den afsagte dom. Ann-Christina Frederiksen, områdechef for Specialområde Hjerneskade i regionen, siger:
“Vi er selvfølgelig stadig ikke enige i dommen. Ellers ville vi ikke have anket den i sin tid. Og det er vi ikke, da vi ikke vidste, at vi havde en medarbejder, der blev mobbet,” siger Ann-Christina Frederiksen. Dog er hun ikke i tvivl om, at det har haft konsekvenser.
“Vi har haft gang i virkelig mange tiltag, så det var og er et godt sted at arbejde. Men det ændrer jo ikke på sagen for Heidi og den oplevelse, hun har haft. Og det er jo beklageligt. Det var jo beklageligt, at vi ikke vidste det, og det er beklageligt, at vi derfor ikke har kunne ændre på det i 2014, da medarbejderen var ansat. For uanset hvad dommen siger, så har vi haft en medarbejder, der havde det skidt.”