Chikaneret af psykisk syg borger: Bente får over 900.000 kr. i erstatning
Først oplevede social- og sundhedshjælper Bente Hansen at blive forfulgt af en bipolar beboer på plejehjemmet på Ærø. Og så blev hun opsagt. Nu er hun – med FOAs hjælp – blevet tildelt en kompensation for den psykiske arbejdsskade og den usaglige fyring.
25. oktober 2021
En psykisk syg borger, der chikanerede hende og en ledelse, der først ikke lyttede og senere fyrede hende i stedet for at omplacere hende. Der er, hvad social- og sundhedshjælper Bente Hansen blev udsat for i ældreplejen på Ærø i 2018.
Et voldsomt forløb, som nu har ledt til, at hun ganske usædvanligt har fået 76.100 kroner i erstatning for psykisk arbejdsskade.
I forbindelse med at borgeren chikanerede Bente, søgte Bente om hjælp hos sin leder. Lederen indkaldte hende til en tjenstlig samtale, da Bente helt efter bogen var gået til den øverste ledelse.
Forløbet endte med, at ældreplejen i stedet for at omplacere Bente Hansen inden for området, fyrede hende usagligt efter to måneders sygemelding. En fyring som FOA har kæmpet for, at hun skulle få erstatning for – og som i dag dels har givet hende et engangsbeløb på 44.000 kroner og dels netop har givet hende en månedlig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste på 7.800 kroner frem til, hun når pensionsalderen.
Samlet løber erstatningen til Bente Hansen op i over 900.000 kroner.
”Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden FOA. FOA var der og støttede mig, da ingen andre ville lytte. Og de har simpelthen stået på hovedet for mig. Erstatningen kan ikke få de tabte år tilbage. Jeg ville til hver en tid helst have været hele det her forløb foruden og stadig have arbejdet med borgerne i ældreplejen. Men erstatningen gør, at jeg føler, at retfærdigheden er sket fyldest,” fortæller Bente Hansen.
I dag arbejder hun i havnekiosken i Marstal og ved, at hun ikke kommer tilbage til et social- og sundhedshjælperjob. Hun lider stadig af regelmæssige migræneanfald, og har brug for sovemedicin for at kunne falde i søvn om aftenen. Alligevel vågner hun meget tidligt om morgenen, har slet ikke samme overblik som før og bliver hurtigt træt. Så hendes hverdag er stadig meget påvirket af det, der skete.
Blev kaldt ’møgluder’ og ’kælling’
Bente Hansen blev uddannet social- og sundhedshjælper i 1992 og har arbejdet i ældreplejen siden. De første mange år boede hun og hendes mand på Fyn, men i 2012 fulgte de deres drøm om ø-livet og rykkede til Ærø, hvor Bente Hansen fik arbejde som aftenvagt på Gildeballehus.
Der var en beboer, som var bipolar og tidligere havde udset sig en ansat, som hun havde set sig sur på og kørte på. Da denne kollega blev syg, kastede beboeren sin vrede på Bente og kaldte hende ting som ’møgluder’ og ’kælling’. I starten var det bare en gang imellem, men i løbet af 2018 eskalerede det.
Og det var lige meget, om Bente kom ind på beboerens værelse på grund af et nødkald, eller om hun var på fællesarealerne, hvor beboeren opsøgte hende, gik helt tæt hen til Bente og hviskede i hendes øre. Nogle gange kastede beboeren også ting efter Bente. En gang ramte hun Bente Hansen på foden med en metal-salt-og-peber sæt, og en anden gang, kastede hun en tallerken mad efter Bente i fællesområdet.
Chikanen fra beboeren tog til frem mod sensommeren 2018. Flere gange bad Bente og kollegerne om hjælp til at tackle borgeren, uden at noget skete. Og efter en særlig slem episode i september 2018 bad Bente om et møde med lederen, som blot sagde at hun skulle undgå at gå ind til borgeren.
”Men hun opsøgte mig jo på gangene og fællesområderne. Jeg kunne aldrig vide mig sikker. Jeg følte ingen ville lytte til mig. Den dag græd jeg hele vejen hjem fra arbejde, og sygemeldte mig bagefter,” fortæller hun og fortsætter:
”Jeg har arbejdet i plejen i 25 år, og har aldrig haft problemer med hverken borgere eller kolleger før. Jeg havde en følelse af at være god til mig job, og jeg kunne lide det. Men det her gik ud over mit job og hele min livskvalitet.”
Fyret efter to måneder
Sammen med et par kolleger skrev hun et brev til den øverste ledelse om samarbejdsvanskeligheder og ønsket om hjælp. I stedet for at få det, blev de indkaldt til en tjenstlig samtale, og da Bente Hansen tog til syge-samtale med en anbefaling fra arbejdsmedicinsk afdeling om, at hun kunne arbejde i plejen, men skulle omplaceres til et andet sted, blev hun afvist. Ældreplejen på Ærø mente ikke, de kunne finde et sted til hende, og fyrede hende i stedet efter to måneders sygemelding.
”Var jeg ikke syg i forvejen, blev jeg det da af ikke at blive hørt. Jeg ville gerne være blevet i plejen, og de mangler uddannet personale. Men de ville ikke have mig længere,” fortæller Bente Hansen, som bakkes op af Maria Haladyn, der er sektornæstformand i sundheds- og servicesektoren for FOA Sydfyn:
”Det er en særlig sag. Bente Hansen gør, hvad vi anbefaler hende og går til ledelsen og beder om hjælp, da situationen spidser til, men bliver i stedet afskediget. Det er helt uhørt, og derfor også på sin plads, at hun får erstatning for det,” fortæller Maria Haladyn.
Fagbladet FOA har forelagt sagen for Ældre- og Sundhedschef i Ærø Kommune, Marianne L. Møller. Hun siger, at hun ikke kan kommentere på personalesager og ikke har yderligere kommentarer til sagen.