Lempede retningslinjer for færdigvaccinerede: Det skal du vide
Der er godt nyt til den halve million danskere, der er færdigvaccinerede. Nu lempes anbefalingerne nemlig for dem.
20. april 2021
Færre test, mindre afstand og en mere normal hverdag for færdigvaccinerede i risikogruppen. Det er nogle af de lempede anbefalinger til færdigvaccinerede, Sundhedsstyrelsen præsenterede i en pressemeddelelse mandag.
Godt nyt til personer i risikogruppen
Der er også godt nyt til personer i øget risiko, der er blevet vaccineret. Nu kan de nemlig igen gå på arbejde, handle og tage offentlig transport. På samme måde kan deres pårørende også komme tilbage på arbejde.
”Mange personer, der er i særlig risiko for et alvorligt forløb med covid-19, har det seneste år levet med flere forholdsregler end resten af befolkningen. Det har haft store konsekvenser for deres familieliv, sociale relationer og arbejdet,” siger Helene Bilsted Probst og fortsætter:
”Der er ingen tvivl om, at det har stor betydning for den enkelte, at de nu kan deltage mere normalt i dagligdagsaktiviteter. De skal ikke længere være bekymrede for at blive alvorligt syge eller indlagt på sygehus.”
Af pressemeddelelsen fremgår det også, at de en million borgere, der har fået første stik med en vaccine også snart kan se frem til at have en mere normal hverdag med færre restriktioner.
Nye anbefalinger for dig, der er færdigvaccineret
Anbefalinger til vaccinerede personer i øget risiko
- Du kan opføre dig som andre vaccinerede og du behøver ikke tage særlige forholdsregler fx bruge mundbind i private sammenhænge
- Du kan deltage i aktiviteter med flere personer, fx gå til fritidsaktiviteter
- Du kan benytte offentlig transport og handle, uden at begrænse det til tidspunkter uden for myldretiden
- Du kan som udgangspunkt gå på arbejde, som du plejer og du behøver ikke blive omplaceret
- Pårørende til personer i øget risiko skal heller ikke omplaceres hvis personen i øget risiko, eller den pårørende, er færdigvaccineret