Dagplejere: Børn født under corona er sværere at køre ind

De kan være lidt mere utrygge. Lidt mere tilbageholdende over for fremmede. Og langt sværere at køre ind. 

For helt fysisk har børn født lige før eller under corona primært været i hænderne på forældrene. Og det kan mærkes, når de starter i dagplejen, mener dagplejer Jannie Frandsen fra Ribe. 

”Vi er begyndt at få de første ’coronabørn’, altså børn, der er født lige omkring pandemiens start, og det er noget, vi taler meget om i dagplejegruppen. For vi kan mærke tydelig forskel,” siger Jannie Frandsen der peger coronaens konsekvenser for de mindste. 

Satte ord på coronabørn

For eksempel kan en indkøring, der normalt tager en til to uger, nu tage tre-fire uger i stedet.  

”Det kan være sværere at knytte bånd til dem, og det tager længere tid. Selv er jeg meget omfavnende, og jeg sætter pris på at kramme børnene og være tæt på dem, men jeg kan mærke, at de nye børn er en lille smule mere tilbageholdende end tidligere,” siger Jannie Frandsen, der fik sat ord på, da en bekymret mor inden indkøring nævnte over for hendes kollega, at ’nu havde hun jo et coronabarn’, der aldrig havde haft tæt kontakt til andre end de allernærmeste. 

”Lige der var det som om, hun satte ord på det, vi alle havde oplevet. Men det er klart. De er ikke kommet i favnen på onkler og tanter, der har ikke været mødregrupper, barselsbesøg og babysvømning, og hvis de har set andre mennesker, så har de haft mundbind på, så man ikke kan afkode deres ansigtsudtryk. Det sætter sig præg,” siger Jannie Frandsen, der ikke mener, det er en tilfældighed, at hendes kollega, som har været dagplejer igennem 20 år, netop nu oplever den sværeste indkøring af et barn i sit dagplejerliv. 

Flugter med forskningen

Og dagplejernes oplevelser lyder helt plausible, mener Grethe Kragh-Müller, der er forsker i børns psykologi og lektor ved DPU, Aarhus Universitet. 

”Børn udvikler sig i forhold til deres omgivelser, så når børn kun ser forældrene og måske en enkelt bedsteforælder, så vil de blive mere forsigtige over for nyt, de møder, netop fordi det er det, de er vant til,” siger Grethe Kragh-Müller, der i virkeligheden ikke er overrasket over dagplejernes observationer. 

”Det flugter med forskningen, og det vi ved om tilknytning og børns udvikling omkring det første leveår.” 

Mangler erfaringerne

For når børn ikke er vant til andre end de nærmeste, får de heller ikke erfaringer med, at andre kan være givende og trygge at være sammen med. Og det har selv små børn brug for. 

”Den tryghed barnet kan få med, at verden er mangfoldig, og at der er flere voksne, der er sjove, vil barnet det godt og kan noget, som barnet synes er sjovt, får børnene ikke i samme grad lige nu. Det ser jeg klart som en begrænsning af de oplevelser, barnet får det første leveår,” siger hun. 

En begrænsning, der kan give utryghed og angstfølelser, når barnet endelig skal passes af andre. For eksempel, når de starter i dagtilbud, fordi de netop ikke har erfaringer med, at situationen er tryg.   

”Det kan give de her startvanskeligheder, som dagplejerne ser lige nu,” siger Grethe Kragh-Müller, der peger på, at små børn heldigvis udvikler sig hele tiden. De tilpasser sig på sigt nye situationer og nye virkeligheder. 

”Det er fuldstændig som med større børn og voksne, at vores hjerner udvikler sig i takt med de erfaringer, vi har. Så børnene skal nok udvikle sig, vi skal ikke male fanden på væggen. Men man kan ikke udelukke, at coronasituationen kan få konsekvenser på sigt,” siger hun.  

Formidler vi utryghed?

Hvilke konsekvenser, kan hun kun gætte på. 

”Får vi skabt utryghed hos børnene med den måde, vi voksne har med verden at gøre på i øjeblikket? Det er et vanvittigt interessant spørgsmål. For eksempel når du ikke rækker dit barn til andre, også selv om det er i bedste mening, fordi du vil passe på barnet. Men spørgsmålet er, hvad det formidler til barnet om den tryghed, du kan have over for verden.” 

Presser ikke på

Indtil videre håndterer Lis Norden, der er dagplejer i Silkeborg, situationen ved at give børnene ro. 

”For noget tid siden kom der en VVS’er forbi her hos mig, og børnene bakkede helt fysisk, så de til sidst hang i mine bukseben alle sammen,” siger Lis Norden og griner lidt. 

Stemningen, forklarer hun, er anderledes, end hun nogensinde har oplevet den i sin tid som dagplejer. For eksempel kunne der før corona sagtens kravle 10 børn hen over hinanden, når de var i legestue eller havde en af de andre dagplejere på besøg. Det er utænkeligt i dag, mener hun. Børnene ville være langt mere tilbageholdende over for hinanden, se hinanden an, og hun ville sætte sig på gulvet sammen med dem, for at give dem tryghed. 

”Det er ikke kun mig, der oplever det her. Det er en helt generel fornemmelse, vi har i dagplejegruppen. Der skal være mere ro og ikke alt for store programmer. Så snart vi skal være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, slår de bak, fordi de ikke er vant til at skulle ud ad døren. Så jeg presser ikke på. Om vi er ude i skoven klokken 9 eller 10 spiller jo ikke den store rolle."