Husker du Else i liften? Anne Dorte vil nuancere debatten med bog om ’forråelsens vej’
Det er nødvendigt at være ærlig og opmærksom om risikoen for forråelse, mener social- og sundhedsassistent Anne Dorte Skovgaard. Af samme grund arbejder hun på at skrive en bog om emnet.
12. april 2021
De fleste husker formentlig stadig billederne af Else, der hænger i liften, mens hun råber ’av’.
Optagelserne, der stammer fra TV 2-dokumentaren “Plejehjemmene bag facaden”, chokerede sidste sommer befolkningen, og fra alle sider blev plejepersonalets handlinger mødt af fordømmelse.
At fordømme er den naturlige – og lette – reaktion, mener social- og sundhedsassistent og forfatterspire, 44-årige Anne Dorte Skovgaard.
”Fordi at det, der bliver vist i dokumentaren, er så voldsomt, skriger alt på fordømmelse. Vi bliver stødt væk og siger, at det kan aldrig nogensinde ske for mig, for sådan er jeg ikke.”
Men det er straks sværere at forstå de små mekanismer, der fører til, at plejepersonalet i dokumentaren kan fremstå uden empati og omsorg for de borgere, de er ansat til at hjælpe, mener Anne Dorte Skovgaard.
Social- og sundhedsassistenten arbejder af samme grund på en bog med titlen ’Forråelsens Vej’. Målet med bogen er at skabe opmærksomhed på faresignalerne for forråelse og bidrage til en mere nuanceret og åben debat, fortæller hun:
”Når det er en fiktiv fortælling, tror jeg, at modtageren kan få den distance, som gør, at man ser mere analyserende og refleksivt på det i stedet for bare at gå direkte over i at være fordømmende.”
Inspireret af egne oplevelser
I bogen møder læseren nyuddannede Camilla. Bogens personer, arbejdsplads og handling er fiktion, men Anne Dorte Skovgaard bruger sine egne oplevelser og erfaringer som ansat i ældreplejen.
Uddrag af 1. kapitel: ”For få hænder og for lidt tid”
Camilla har sovet uroligt om natten, hun har mærket forventningen stige hen over weekenden, og nu suser sommerfugle frit rundt i maven. Det er hendes første dag på en ny arbejdsplads, hendes første dag som uddannet social- og sundhedsassistent. Hun har hørt meget godt om plejecentret, hvor hun har fået job.
En venindes farmor boede der, for et par år tilbage. De er søde og dygtige der, min farmor havde det dejligt, det skal du glæde dig til, havde veninden smilende fortalt. Nu sidder hun i bilen på plejecentrets P-plads, klokken er kun 7.41, hun må hellere vente lidt med at gå ind. Hun skal først møde klokken 8. De skal jo lige være klar til at modtage hende, tænker hun og trækker vejret dybt. Hun ved godt hvor hektisk morgenerne kan være, når alle vil op på samme tid. Hun kan mærke et lille sug i maven, forventning. Drømmejobbet og kun 3 km hjemmefra. Børnehaven og skolen ligger næsten på vejen. Hun glæder sig til at kunne følges med sine to piger hjem hver eftermiddag.
Hun kigger på bygningen i de røde sten i to etager. Indgangspartiet er nyistandsat og hun ved fra jobsamtalen, at de har nogle stærke værdier om ordentlighed, samarbejde og livskvalitet for både ansatte og pårørende. Bygningen udstråler i hvert fald ordentlighed, og samtalen var foregået i en dejlig positiv tone. Hun glæder sig til at starte.
Camilla har været lidt omkring, inden hun endte her på denne hylde. Som helt ung ønskede hun at stå i butik. Hun havde også fået sig en uddannelse til salgsassistent, men havde trivedes mindre og mindre med kravene om mersalg og fokus på profit og da hun fik børn, gik det helt skævt pga. de sene arbejdsdage. Hun skiftede spor og hele vejen gennem SOSU-uddannelsen har hun følt, at det var det helt rigtige. Stillingen er fortrinsvis i dagvagter, på nær i en enkelt uge ud af 8 ugers rul, hvor hun skal have 4 aftenvagter. Det er ikke så svært at få til at gå op på hjemmefronten. Hun smiler til sig selv i bakspejlet. “Nå Camilla, så starter vi på et nyt kapitel,” siger hun højt til sig selv og stiger ud af bilen.
Camilla træder ind på afdelingen, hun skal være på. Der er yderligere 3 afdelinger og et dagcenter, men hun er udelukkende ansat her. Hun kigger sig rundt, der er en lang gang med boliger til den ene side. Hun drejer modsat mod fællesarealet og køkkenet. Der sidder en helt hvidhåret kvinde ved spisebordet. Store krøller står viltert ud omkring hendes ansigt, der er dybe furer i huden omkring munden. Der er intet personale at se, de er nok optaget ude i boligerne. Den gamle betragter hende kort og spørger med en lidt vred stemme, om Camilla ikke vil række hende termokanden, som står i den anden ende af bordet. Camilla tøver, men hælder en kop kaffe op i koppen. I det samme kommer der en ung pige i kittel kørende med en skrøbeligt udseende mand i en kørestol. “Hvor vil du sidde henne?” spørger den unge pige højt, manden kigger blot ud i luften. Den gamle dame peger over mod bordenden og siger med en skarp klar stemme: “Han plejer at sidde derhenne, det ved du vel.”
Personalet parkerer stolen og skynder sig ind i det åbne køkken, uden at se den nye medarbejder, som med undrende mine følger efter hen til køkkenet. Her rømmer Camilla sig og siger: “Hej, jeg hedder Camilla, jeg skal møde nu her kl 8. Jeg er ny.” Den unge pige kigger op fra den skål, hun er ved at hælde yoghurt op i. “Øhh det ved jeg ikke noget om, jeg er vikar, jeg aner ingenting.”
Hun åbner febrilsk tre skuffer, før hun finder en ske og sætter i yoghurten. Hun går ud af køkkenet og sætter skålen foran manden. “Værsgo.” Hun giver ham et forklæde på, som hun snupper fra en taske bag på kørestolen, det er plettet. Hrmm, udbryder hun og vender det om, så pletterne ikke ses. “Nå men du må nok bare vente på, at der kommer en af de faste, men der er altså ret travlt, for der sygdom. Vi er allerede to vikarer,” siger hun henvendt til Camilla, og skynder sig ned af den lange gang igen.
I sin egen tid i ældreplejen har Anne Dorte Skovgaard ikke oplevet episoder, der kan karakteriseres som voldsomme overgreb. Men hun husker tydeligt, hvordan hun som nyuddannet i 2016 tre måneder inde i ansættelsen på et plejehjem kom ind til en hjerneskadet borger med afføring ud over sengen. Da man altid var to til at skifte pågældende borger, gik Anne Dorte Skovgaard ud på gangen for at bede en kollega om hjælp.
”Men kollegaen sagde, at det måtte vente til efter kaffe og vagtskifte. Det var åbenbart vigtigere prioriteringer, end at få skiftet den borger.”
”Så jeg måtte skifte ham selv. Jeg knoklede, for det var hårdt, da det var jo netop var en borger, vi ikke skulle skifte selv. Jeg syntes, det var uretfærdigt, og jeg gik hjem med en meget ærgerlig følelse,” husker Anne Dorte Skovgaard.
Dagen efter ventede endnu en overraskelse. Den på det tidspunkt nyuddannede social- og sundhedsassistent fik en påtale af kollegerne for at være kommet for sent til kaffen og vagtskifte. Sådan gør vi ikke her, blev hun fortalt.
”Sådan var kulturen åbenbart, og det oplevede jeg som en hæmsko. Jeg var der bare to måneder mere, før jeg fandt nyt arbejde,” siger Anne Dorte Skovgaard.
Den lumske ’forråelsens vej’
I dag arbejder social- og sundhedsassistenten på et plejehjem, hvor hun oplever, at der er tillid og ærlighed mellem kollegerne og en ledelse, som lytter og handler på udfordringerne.
”Men alligevel kan jeg pludselig opdage mig selv stå udmattet i en frustration og en afmagt, hvor jeg stille og roligt træder ud ad den lumske ’forråelsens vej’. Jeg lader lige kaldet fra ’hende der’ gå videre, lukker en masse galde ud på kontoret, eller laver en dum parodi af ’ham der’,” siger Anne Dorte Skovgaard og fortsætter:
”På en aftenvagt for nylig er der for eksempel en borger, som spørger om de samme fem ting igen og igen, hvor man kl. 22 om aftenen bare ikke er ligeså imødekommende som om eftermiddagen. Smilene bliver mindre, og sukkene bliver dybere.”
Det er ikke noget, hun er stolt af - tværtimod. Men hvis man arbejder med mennesker, er det umuligt at sige sig fri for at have stået i lignende situationer, mener hun.
Det er et barskt emne, faktisk så barskt, at det har været svært at skrive bogen færdig.
Anne Dorte Skovgaard, social- og sundhedsassistent
Ikke ekspert
I sin bog skriver social- og sundhedsassistenten om en arbejdsplads, hvor der er rigtigt meget, der ikke virker. Der er alt for travlt, der er en hård tone, der er usikkerhed, mistrivsel og forråelse.
”Det er et barskt emne, faktisk så barskt, at det har været svært at skrive bogen færdig,” siger hun.
Social- og sundhedsassistenten gør opmærksom på, at hun på ingen måde er ekspert inden for hverken forråelse eller arbejdsmiljø. Men hun er taknemmelig for, at begrebet forråelse efter TV 2-dokumentaren sidste sommer for alvor har vundet indpas. Det skærper opmærksomheden, oplever hun.
Idé til titel kom til supervision
Det kom blandt andet til udtryk den dag, hun fik idéen til bogens titel. Anne Dorte Skovgaard var til supervision med kolleger på hendes nuværende arbejdsplads. Samtalen drejede sig om en kompleks borger, der gav personalegruppen store udfordringer og efterlod dem med en følelse af afmagt.
Supervisoren forsøgte at få personalet til at skabe et mere nuanceret billede af borgeren ved at fokusere på de positive ting, der var at sige, fortæller Anne Dorte Skovgaard.
”Men så var der en, der sagde, at hun ville have lov til at sige, hvad hun havde lyst til, og det var ikke fordi, hun så ikke opførte sig ordentligt overfor borgeren.”
”Så kom jeg til at sige noget i retning af, at når vi stod og snakkede grimt om borgeren på kontoret, så var det bare første skridt ud af forråelsens vej. Og det var der, min titel kom. Det er de små bitte trin, man tager. Man er hele tiden i fare for at træde et skridt nærmere forråelsen, fordi vi er for pressede,” siger Anne Dorte Skovgaard.
Også et opråb
Udover at bruge egne oplevelser og erfaringer i bogen, har den 44-årige kvinde også fundet hjælp og inspiration til handlingen i materialet ’Sig det højt – gør det fagligt’ på FOAs hjemmeside.
I materialet beskrives syv tegn, man skal være opmærksom på, hvis fagligheden er under pres, og som risikerer at føre til moralsk stress, omsorgstræthed, nedslidning og forråelse.
”Det er spændende materiale, og det har inspireret mig til målrettet at arbejde på at skrive et kapitel til hvert af de syv tegn,” forklarer Anne Dorte Skovgaard.
Social- og sundhedsassistenten ser også sin bog som et form for opråb, der skal gøre opmærksom på en stadig mere presset ældrepleje. Der er simpelthen for lidt tid og for få ressourcer, mener hun.
”Det er den største kilde til frustration. Når man står på gulvet og tænker, at man kunne have gjort meget mere, men så var der tre klokker, som ringede, og man ved, at den næste borger også sidder og venter. Det er det, der gør, at man risikerer at blive kynisk, fordi man hele tiden skal prioritere, hvad der er vigtigt,” siger Anne Dorte Skovgaard.
Her kan du læse ’Forråelsens Vej’
De seneste uger har Anne Dorte Skovgaard udgivet et kapitel af gangen på sin Facebookside ”Forråelsens vej”. Håbet er, at kapitlerne også bliver til en fysisk bog.
Kapitlerne kan læses her:
1. kapitel: For får hænder og for lidt tid
2. kapitel: Hård tone og negative fortællinger
3. kapital: Ingen mentale pusterum
4. kapitel: Fejl kommer ikke frem i lyset
5. kapitel: Det svære deles ikke med hinanden
6. kapitel: Uklare krav fra mange fronter
7. kapitel: Viden og erfaring bruges ikke
