Nu får peeransatte også en overenskomst

For knap 20 år siden blev Jan Bruun Bjerregaard indlagt med en tung depression. Nu bruger han sine egne erfaringer som peer-medarbejder i psykiatrien – og han er glad for, at FOA nu har formået at få området dækket af en overenskomst. Niels Åge Skovbo

På FOAs initiativ bliver psykiatriens recoverymentorer og andre medarbejdere med sårbar baggrund nu omfattet af en overenskomst. Jan Bruun Bjerregaard, der arbejder med psykisk syge og selv har været indlagt, ser en stor signalværdi i aftalen.

22. marts 2021

”For mig handler det om anerkendelse. Anerkendelse af, at de erfaringer, vi har som peer-medarbejdere, er betydningsfulde.”

Sådan lyder det fra Jan Bruun Bjerregaard, der er ansat som recoverymentor på Afdelingen for Psykoser på Aarhus Universitetshospital, Skejby.

10 ting du skal vide om de nye sosu-overenskomster


For ham er det en glædelig nyhed, at FOA og Danske Regioner netop har indgået overenskomst for den såkaldte peergruppe, som favner medarbejdere, der arbejder ud fra deres egne, personlige erfaringer med for eksempel psykisk sårbarhed, misbrug eller som patienter i psykiatrien.

Som peermedarbejder lærer de at omforme disse erfaringer til en kompetence og en værdifuld viden, der kan komme borgere, brugere, patienter eller pårørende til gavn.

Peers udvikler arbejdspladserne

Men indtil nu har de stået nøgne på det danske arbejdsmarked. En ordentlig løn, gode arbejdsforhold og tryghed i ansættelsen har ikke været et basalt vilkår for dem, og det har i FOAs optik været urimeligt. For som forbundsformand Mona Striib har forklaret, så har et stigende antal peer-medarbejdere gennem de seneste par år spredt sig mere og mere indenfor FOAs områder.

”Det har derfor været helt naturligt for os at få gruppen overenskomstdækket,” forklarer Mona Striib.

Nye stillinger i ældreplejen skaber nye karriereveje og større anerkendelse

Hun pointerer, at det unikke ved peermedarbejdere er, at de kommer med deres egne erfaringer med psykisk sårbarhed, som de sætter i spil i arbejdet som for eksempel recoverymentorer. Den særlige erfaring kan udvikle arbejdspladserne, lyder det fra Mona Striib.

”Vi har set flere eksempler på peermedarbejdernes betydning. Senest i den meget fine tv-dokumentar fra den lukkede afdeling på Rigshospitalet,” pointerer Mona Striib.

Lavtløns- og ligelønspulje forhandlet hjem ved OK21: Se, hvem der får et ekstra lønløft

 

Omvandrende håb for patienterne 

Jan Bruun Bjerregaard røg selv ned med flaget tilbage i 2003 med en moderat til svær depression, der blandt andet betød, at han var indlagt på psykiatrisk afdeling. Med hans egne ord var han ’langt ude i tovene’, og det tog en del tid at komme ovenpå igen.

For ham er der derfor stor signalværdi i en overenskomst. Det betyder nemlig, at de mange baggrunde, som peers kommer med, herunder hans egen, bliver tillagt den værdi, de fortjener.

”Vi kigger ikke på diagnoser eller forholder os til medicin, men fokuserer på at bringe os selv på banen og på den måde fungere som en slags omvandrende håb for både patienter og pårørende,” siger Jan Bruun Bjerregaard.

FOAs hovedbestyrelse siger ja til OK21: Nu er det op til medlemmerne


For ham handler en overenskomst derfor ikke først og fremmest om ønsket om en højere løn. Alt bliver alligevel modregnet i den førtidspension, han har fået tildelt. Men han ved, at der er mange af hans kolleger, der sætter pris på et lønhop.

 

Større tryghed i ansættelsen

Jan Bruun Bjerregaard og flere af hans kolleger på Afdelingen for Psykoser får, som det er nu, 137,50 kroner i timen. Det er der flere, der ikke kan leve for. Blandt andet en af Jans kolleger, der har været nødt til at tage et ekstra job et andet sted, for at få økonomien til at hænge sammen.

OK21 skal gøre lederjob mere attraktive – også for medarbejderne

Det har været utilstedeligt, hvis du spørger fællestillidsrepræsentant for FOA i Region Midtjylland, Jesper Priskorn, der derfor glæder sig over, at der er indgået overenskomst for peermedarbejderne.

”I det hele taget har den her gruppe haft krav på langt større tryghed i ansættelsen. De har brug for den beskyttelse, der er i en overenskomst,” lyder det fra Jesper Priskorn.

FOA er nu i dialog med et landsdækkende netværk af peermedarbejdere for på den måde at komme i kontakt med hele gruppen. Netværket alene tæller 230 personer.

Opdatering: Efter offentliggørelse af artiklen har Peer-Netværket Danmark kontaktet Fagbladet FOA og udtrykt kritik af overenskomsten og efterlyst at blive involveret i forhandlingsprocessen.

I overenskomsten for peergruppen er det blandt andet aftalt, at:

  • medarbejdere indplaceres på løntrin 11. Der kan ud fra en konkret individuel vurdering ske indplacering på grundløn 13 eller 15,
  • der derudover kan aftales lokalløn,
  • der kan forhandles et kvalifikationstillæg efter 3 års ansættelse, og
  • øvrige vilkår følger overenskomst for social- og sundhedspersonale.

Kilde: FOA