Ansatte kræver navne-beskyttelse: ’Han vidste, hvor jeg boede og truede med at sprætte mine børn op’

Pludselig forsvandt farven i ansigtet. Koldsveden piblede frem, og pulsen hamrede af sted. Så ramte angsten. ’Hvad sker der med mig,’ tænkte Jacob Vind Wehl, mens alt i kroppen sitrede. Bare sekunder tidligere havde han siddet trygt ved spisebordet og spist morgenmad med sin kone og kigget på den julepynt, som han mente, det var på tide at tage ned. Ud af det blå havde han svært ved at trække vejret, og det sortnede for hans øjne. Kroppen sagde fra.

I dag – 14 måneder senere – har 41-årige Jacob Vind Wehl kun én forklaring på, hvorfor han den morgen blev ramt af et voldsomt angstanfald.

“Efter alle de trusler og slag, jeg har fået gennem årene, var mit bæger simpelthen fyldt op. Det er det værste, jeg nogensinde har prøvet,” siger social- og sundhedsassistenten.

På det tidspunkt var Jacob Vind Wehl sygemeldt fra sit arbejde på det psykiatriske sygehus i Aabenraa. Sidste år afleverede han sin opsigelse, men han er fortsat plaget af flashbacks. I dem genoplever han de mange slag, hans krop har taget imod og scener, hvor patienter skærer dybt i sig selv, og blodet flyder.

”Jeg har oplevet forfærdelige ting i mine knap ti år i psykiatrien,” siger han.

Trusler ramte også familien

“Men det mest ubehagelige var, da en meget udadreagerende patient truede med at komme efter mig og min familie. Han vidste, hvor jeg boede og truede med at sprætte mine børn op foran mig og min kone,” siger Jacob Vind Wehl.

Efterfølgende var social- og sundhedsassistenten præget af uro og sov kun et sted mellem en til to timer hver nat.

“Jeg var fyldt med paranoide tanker om, at jeg og min familie blev opsøgt af de patienter, der kunne have set sig vrede på mig. Jeg var i konstant alarmberedskab. Havde hovedpine, kunne ikke koncentrere mig om eller huske ting,” fortæller Jacob Vind Wehl.

Som ansat i psykiatrien måtte han affinde sig med, at patienterne havde adgang til hans fulde navn via navneskilt og digitale journal- og logoplysninger. Det er han utilfreds med. Medarbejderne fortjener navnebeskyttelse, så man ikke skal frygte, at patienter opsøger en privat, mener Jacob Vind Wehl.

Derfor har han – ligesom mere end 19.000 andre – skrevet under på borgerforslaget “Offentligt ansatte skal kunne gå sikkert på arbejde og kunne føle sig trygge, når de har fri. Derfor er navnebeskyttelse en nødvendighed”.

Problemet findes mange steder

Forslaget er stillet af blandt andre de to social- og sundhedsassistenter Lisbeth Glaven og Britt Christensen. De har begge i mange år arbejdet i psykiatrien, og siden 2013 kæmpet for, at personalet bliver registeret med tjenestenummer i stedet for at fremstå med fuldt navn i digitale oplysninger, som patienter kan tilgå.

Men den utryghed, som fuldt navn medfører, rammer ikke kun personalet i psykiatrien, understreger de to. Derfor omhandler borgerforslaget alle offentligt ansatte.

“Faktisk oplever alle faggrupper i det offentlige, hvor man fremstår med navn, at blive chikaneret og truet med inddragelse af ens privatliv,” siger Lisbeth Glaven og fortsætter:

“Det er alt lige fra terapeuter, plejepersonale, læger, socialrådgivere og psykologer. Det, vi får meldinger om, er, at folk i tiltagende grad bliver kontaktet af utilfredse borgere og pårørende. De bliver draget til ansvar, for de beslutninger som ledere og politikere træffer."

Når de to møder modstand mod forslaget, handler det ofte om, at navnebeskyttelse vil være ødelæggende for relationsarbejdet. Men den køber de ikke. For ønsket er ikke at være anonyme, påpeger Britt Christensen.

”Jeg har i snart 27 år arbejdet i psykiatrien, og det betyder ikke noget for relationen, om du ved, at jeg hedder Christensen til efternavn. Men at du ved, at jeg hedder Lise, Britt eller Lisbeth til fornavn – det er det, der betyder noget. At man tilkendegiver, at man har et navn. At fremstå med fuldt navn bidrager ikke med noget ekstra til relationen,” siger hun.

Stadig mærket af jobbet i psykiatrien

For social- og sundhedsassistent Jacob Vind Wehl har de mange trusler og overfald haft den konsekvens, at han aldrig kommer til at arbejde i faget igen. Var han fortsat, ville han formentlig have udviklet PTSD, har hans psykiater fortalt ham.

I dag arbejder Jacob Vind Wehl med elektronik, men bliver fortsat hurtigt udmattet.

”Selvom jeg er bombet, når jeg kommer hjem fra arbejde, kan min krop ikke falde til ro,” siger han og tilføjer, at han også som person er forandret:

”Tidligere var jeg den stærke, som altid tog sig af andre og var den, som viste overskud. Men pludselig var det min rygsæk, der var fyldt op, og jeg havde det som om, jeg hang ud over en klippe, hvor jeg kun hang fast med neglene.”

Jacob Vind Wehl tænker stadig sommetider på patienten, der hældte kogende kaffe på ham og fortalte, at han higede efter at gøre ham ondt, så han kunne få en forvaringsdom. Jacob Vind Wehl tror ikke, at navnebeskyttelse havde gjort truslerne færre.

”Men det havde været mere trygt, hvis jeg vidste, at de ikke ville kunne finde mig privat og på den måde også ramme min familie,” siger han.

Læge blev dræbt af tidligere patient

I FOA støtter sektorformand Torben Hollmann op om ønsket om navnebeskyttelse.

”Vi har fuld forståelse for behovet, og vi har set flere eksempler, hvor ansatte har modtaget ubehagelige beskeder, trusler og uventede besøg på hjemmeadressen,” siger sektorformanden.

Et meget tragisk eksempel er sagen om en læge, der blev dræbt af en tidligere patient, og hvor retten i februar måned kendte den tidligere patient skyldig i drab. Tilbage i 2014 blev han indlagt på sygehuset efter et færdselsuheld og senere overflyttet til psykiatrisk afsnit på grund af voldelig og aggressiv adfærd.

I 2019 opsøgte og dræbte han så en af de læger, der var med til at overflytte ham. Politiet fandt i dets efterforskning lægejournaler, hvor navne på sundhedspersonale – heriblandt den dræbte læge – var streget under.

Drab kunne være undgået

Lisbeth Glaven og Britt Christensen er ikke i tvivl om, at det drab var undgået, hvis lægen havde haft navnebeskyttelse. Sagen har gjort utrygheden blandt personalet større, fortæller de. 

”Hvordan skal vi kunne forudsige, om en patient, vi har i vores varetægt i dag, om fem år får flashback og bliver vred over noget, som vi gjorde, og derefter går ind og finder ens fulde navn,” spørger Lisbeth Glaven.

”Og vi oplever på daglig basis, at patienter siger, at ’du kan bare vente dig, for jeg skal nok finde dig’. Og det er rigeligt til, at alarmsystemet bliver aktiveret,” fortsætter hun.

Borgerforslaget blev stillet 18. februar, og på bare få uger har mere end 19.000 skrevet under.

”Det siger noget om, at vi har ramt lige ned i en åre af fuldstændig afmagt og noget, som har været et stort behov i alt for lang tid,” mener Britt Christensen.

- Hvis alt går vel for jer, opnår I 50.000 underskrifter, så der skal stemmes om forslaget i Folketinget. Har I tiltro til, at der vil være et flertal for forslaget?

”Ja, og det hænger sammen med, at vores politiske kontakter fortæller os, at det her bør ændres, og vi kan allerede nu se, at der tegner sig et flertal,” siger Lisbeth Glaven og tilføjer:

”Politikere får beskyttelse, når de bliver chikaneret. Det er på tide også at beskytte frontpersonalet, når de bliver chikaneret.”