OK21: Regionalt ansattes løn på spil i weekenden

FOAs formand, Mona Striib, forventer, at weekendens forhandlinger bliver svære med en del knaster. Tobias Stidsen

Fredag mødes forhandlerne på det regionale område til de afsluttende forhandlinger. FOAs formand, Mona Striib, forlader ikke forhandlingslokalet, før der er sikret samme generelle lønstigninger som i kommunerne, siger hun.

18. februar 2021

Løn, vilkår og arbejdsforhold for portører, serviceassistenter, ambulancepersonale, medarbejdere i psykiatrien og alle andre 142.000 regionalt ansatte skal diskuteres og forhandles, når de afsluttende overenskomstforhandlinger på det regionale område starter fredag klokken 14.

Slagets gang på lønmodtagersiden styres af formand for Dansk Sygeplejeråd og Sundhedskartellet, Grete Christensen, og på arbejdsgiversiden af Anders Kühnau, som ud over at være formand i Region Midtjylland også er formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

Mona Striib, formand for FOA og Forhandlingsfællesskabet, sidder også med til weekendens forhandlinger. Hun forventer, at det bliver en svær armlægning.

”Vi ser ind i forhandlinger, som har en del knaster i sig. Vi har stadig en samlet ramme på 6,75 procent, som vi godt ved, vi ikke kommer til at overskride. Og så har vi faktisk et større minus på reguleringsordningen at kigge ind i. Det kommer til at give os nogle udfordringer,” siger Mona Striib.


Samme generelle løn som i kommunerne

Den økonomiske ramme på 6,75 procent blev forhandlet hjem i de statslige forhandlinger, og den fastlægger økonomien i de kommunale og regionale forhandlinger.

Dog er der alligevel plads til forskelligheder indenfor rammen. De generelle lønstigninger, som alle ansatte får i staten, blev 4,42 procent over tre år, hvor de i kommunerne blev 5,02 procent. Derudover skal der også forhandles lønstigninger for de forskellige faggrupper.

Mona Striib er opsat på, at resultat i regionerne skal matche det kommunale.

”Vi går ikke ud af forhandlingslokalet uden de samme generelle lønstigninger på regionernes område, som vi fik forhandlet på kommunernes område,” siger hun.


Aftryk fra kommuner

Mona Striib går sammen med de andre lønmodtagere efter, at de initiativer, der landede sidste weekend på det kommunale område, også bliver forhandlet hjem på det regionale område.

”Vi skal simpelthen sikre os, at nogle af de aftryk, som vi heldigvis er kommet i mål med på det kommunale område, også kommer til at rykke på det regionale område. Både når det handler om fuldtid og deltid, bedre beskyttelse af frihed og psykisk arbejdsmiljø. Så vi har samme overordnede tilgang og dagsorden, som vi også har haft med KL,” siger hun.


Parternes krav

I december udvekslede arbejdsgivere og lønmodtagere krav til de kommende overenskomster. Danske Regioner har udover en samfundsøkonomisk, ansvarlig ramme blandt andet stillet krav til organisationerne om, at senioraftalen skal moderniseres med fokus på en mulighedsbaseret tilgang på området, og at pensionskarens kan fjernes.

Specifikt til FOA stiller regionerne blandt andet krav om, at tilpasse arbejdstidsreglerne for ambulancepersonale og at samle serviceområdet under én overenskomst.

Se Danske Regioners krav her.

Fra lønmodtagersiden stiller Forhandlingsfællesskabet blandt andet krav til Danske Regioner om som minimum at sikre reallønnen, at afsætte midler til en lavtløns- og ligelønspulje, at forpligte hinanden til at forbedre arbejdsmiljøet og at få flere fuldtidsstillinger og færre timelønsansatte.

FOAs egne krav til Danske Regioner lyder blandt andet, at markant flere skal sikres uddannelse, at elever og ambulancepersonale skal have bedre forhold, og at der skal tegnes overenskomst for ’peers’, som er ansættelser, hvor brugererfaring spiller en rolle.

Se Forhandlingsfællesskabet og FOAs krav her.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn Anders Kühnau.

Sådan forløber forhandlingerne

Efter aftaler om generelle vilkår for ansatte i staten og i kommunerne nu er indgået, følger forhandlingerne på det regionale område. Herefter mangler FOA en række forhandlinger med arbejdsgiverne:
 
FOAs overenskomster på det statslige område
Krav, der vedrører alle ansatte på FOAs overenskomster med kommunerne

Krav, der forhandles med kommunerne af FOAs fire sektorer, herunder krav for enkelte faggrupper
Krav, der vedrører alle ansatte på FOAs overenskomster med regionerne
Krav, der forhandles med regionerne af FOAs fire sektorer, herunder krav for enkelte faggrupper

Planen er, at alle forhandlinger skal være færdige inden udgangen af februar måned.
De samlede resultater sendes derefter til urafstemning, hvor alle medlemmer kan sige ja eller nej til resultaterne. 
Et samlet JA betyder, at nye overenskomster træder i kraft 1. april 2021.
Et samlet NEJ kan betyde genoptagelse af forhandlingerne, inddragelse af Forligsmanden og i sidste ende strejke og lockout.