Du får højere løn fra oktober - og den er blevet mere værd
Sjette og sidste lønstigning fra OK18 er på vej til din bankkonto. Lønnen er i hele perioden steget lidt mindre end forventet, til gengæld er dens købekraft øget mere, end forhandlerne regnede med i 2018.
22. oktober 2020
Sidste portion af de lønstigninger, der blev aftalt under de dramatiske OK18-forhandlinger for to et halvt år siden, udbetales med oktober-lønnen.
I kommunerne får medarbejderne øget lønnen med 0,75 procent, mens de regions-ansatte må nøjes med 0,4 procent.
Læs også: OK18-lønstigning: Se hvad Jytte, Camilla, Majbritt, Margit, Martin, Heidi og Rene får
Hvis man for eksempel har en årsløn på 300.000 kroner, betyder det 2.250 kroner mere om året for en kommunalt ansat (187,50 mere om måneden). I regionerne vil samme lønindtægt kun udløse en lønindtægt på 1.200 kroner (100 kroner om måneden).Forskellig effekt af reguleringsordning
I OK18 var der ellers lagt op til ensartet lønstigning i regioner og kommuner, nemlig 0,7 procent.
”Gennemsnitslønnen har udviklet sig forskelligt i regioner og kommuner. Det kan have flere årsager, for eksempel ændringer i personalesammensætningen og lokalløn. Men det betyder, at effekten af reguleringsordningen bliver forskellig,” forklarer Jakob Bang, der er forhandlingschef i FOA.
Læs også: Din nye overenskomst er stemt hjem med massivt flertal
Set over hele overenskomstperioden halter regionerne også efter kommunerne. Mens kommunernes ansatte har fået lagt 0,76 procent mindre på lønnen end forudset i overenskomsten, er forskellen dobbelt så stor i regionerne.”Forklaringen er den samme som ved oktober-lønstigningen. Og reguleringsordningen har generelt givet mindre, fordi inflationen har været markant lavere, end vi forventede, da overenskomsten blev aftalt. Derfor har lønstigningerne været mindre, end det umiddelbart fremgår af den,” siger Jakob Bang.
I bunden af artiklen vises eksempler på, hvor meget lønnen samlet set er steget i løbet af OK18.
Lav inflation
Den meget lave inflation har betydet, at ”reallønnen”, altså lønnens købekraft, er øget betydeligt. Da OK18-forliget blev indgået, blev det anslået, at prisstigningerne de kommende tre år ville være på 5,08 procent. Men opgørelser fra FOAs overenskomstafdeling viser, at inflationen i overenskomst-perioden snarere vil ligge omkring to procent.
Læs også: Se hvordan lønnen fordeler sig i OK18
Den endelige beregning kan først laves i foråret 2021. Men prisudviklingen frem til september i år ligger ifølge Danmarks Statistik på 1,8 procent, og Det Økonomiske Råd skønner, at priserne holder sig i ro resten af året.Den udvikling er Mona Striib, FOAs formand, rigtig tilfreds med.
”Jeg er glad for, at reallønnen udvikler sig så godt. Det skæpper godt på bundlinjen for medlemmerne, og det har de fortjent. Det betyder, at lønnen har større værdi, for det vigtige er jo, hvad den kan bruges til,” siger hun.
Ny overenskomst på vej
Mona Striib er ved at forberede sig til de snarlige forhandlinger om den nye overenskomst (OK21), og selv om hun generelt er tilfreds med forløbet af OK18, er der også plads til forbedringer.
Læs også: OK18: Se hvad der skete bag lukkede døre
”Vi skal have en mere retfærdig lokalløn og arbejdstidsregler, som ikke betyder så mange fejl, som vi oplever nu. Rekruttering bliver også et vigtigt emne, selv om der allerede er taget et hav af initiativer på det område,” siger FOAs formand.