Pædagogmedhjælper: Vi har ansvaret for at lære børnene at passe på naturen

’Under Egen’, der har 75 børnehavebørn og 27 vuggestuebørn, ligger tæt på en å og en skov og indbyder til udeliv. ”Jeg elsker, når børnene vælter en træstub, ser en masse bænkebidere og råber: ’Mette, kom og kig.’ Det er skønt, når de bliver så opslugt af naturen,” siger pædagogmedhjælper Mette Dyrgaard Rasmussen. Jørgen True

Vuggestue- og børnehavebørn er ude stort set hele dagen i daginstitutionen ’Under Egen’. På den måde får de et forhold til naturen og lærer at passe på dyrene.

17. september 2020

I daginstitutionen ’Under Egen’ i Kolding gør man det simpelt. For hvorfor købe nyt, når en pind nemt kan være en boremaskine og gryder bundet fast på et hegn kan simulere et trommesæt.

Og op ad bakken, henne ved træerne har pædagogmedhjælper Mette Dyrgaard Rasmussen sat fire træplader op, der indhegner en masse snegle, som hun har med fra sin egen have. En såkaldt sneglefarm, der får børnene til at lægge sig på maven og nærstudere farverne på skjoldene og slimen, som sneglen udskiller.

”Det er fantastisk, når jeg kan fange dem på den måde. Det bliver jeg helt høj af,” siger 49-årige Mette Dyrgaard Rasmussen.

Læs også: FOA-medlemmer: Vi vil kæmpe for klimaet på jobbet

Fra jord til bord

’Under Egen er en temainstitution med fokus på natur og bæredygtighed. Det indebærer, at børnene lærer at genbruge, kompostere og høste udbyttet af kartofler, tomater, gulerødder og ærter, som de dyrker ved deres kolonihaver tæt på institutionen. De lærer også, at bænkebidere ikke bare er dyr, man træder på. Og når de går ture, har børnene poser med til at samle affald.

”Vi lærer dem om princippet fra jord til bord. I dag har børnene for eksempel været med til at skære rabarber, som bagefter bliver til rabarberkompot – med hjælp fra børnene,” siger Mette Dyrgaard Rasmussen.

Børn og voksne er ude stort set hele dagen, og når de en sjælden gang er indenfor, lærer børnene at spare på lys og vand. Man trykker kun én gang på sæben og toiletskyllet. Og legetøjet er købt i en genbrugsbutik. Derudover efterspørger de ting fra forældrene.

”Om det er paller, syltetøjsglas eller noget tredje. Der er mange, der har noget i gemmerne, siger Mette Dyrgaard Rasmussen.

Læs også: Leder: Virussen skygger for klimaet

Nye idéer spirer

Arbejdet med natur, bæredygtighed og dyreliv er let at få ned i børnehøjde, mener Mette Dyrgaard Rasmussen og souschef Dorthe Eriksen.

”Forleden dag, da vi var på tur, så vi en fugl, der lå død på vejen, og det snakkede vi om flere dage efter,” siger Mette Dyrgaard Rasmussen, der suppleres af Dorthe Eriksen:

”Og børnene insisterer på at samle affald, fordi vi har haft fokus på det. Så længe man lærer dem de her principper med en masse nærvær, er de bare med på det.”

For nyligt var syv af de ansatte til en konference arrangeret af ’Grønne Spirer’, hvor de fik ny inspiration til naturpædagogik og bæredygtighed i børnehøjde. For eksempel et bytteskab, hvor børn kan lægge legetøj i og så tage et andet med hjem.

”Det skal vi bare i gang med,” siger Dorthe Eriksen

Læs også: Pedel skal sikre, at institutioner lykkes med affaldssortering

Regionale dialogmøder

Fra den 22. september til 3. november har du mulighed for at deltage i regionale dialogmøder om klimaudfordringen og grøn omstilling med fokus på, hvad vi kan gøre som arbejdsplads, fagforening og organisation for at opnå en reduktion i udslippet af klimagasser på 70 procent i 2030. Det er Broen til Fremtiden, der står bag møderne.

Alle FOAs medlemmer er velkomne. Det kræver, at man tilmelder sig.