Stor uenighed om åbning af landets plejehjem

Fra torsdag åbner landets plejecentre igen for besøg både inden- og udendørs. Meldingen får blandet modtagelse fra ansatte på plejecentre på Facebook.  Lars Horn

Utrygt eller på høje tid? Beslutningen om at genåbne plejehjem både inden- og udendørs deler vandene.

01. juli 2020

Fra 2. juli er landets plejehjem igen åbne for besøg både inden- og udendørs. Udsigten til, at alle nu frit kan besøge beboere på plejehjem skaber debat på Fagbladet FOAs Facebookside.

 

Læs også: Nu åbner plejehjem for besøg indendørs

”Synes, det er for tidligt at lukke helt op set i lyset af, hvor let folk efterhånden tager på situationen, og meget andet er lukket op. Og ja, er klar over vi alle kan være uheldige at bære virus uden at have symptomer, men vi behøver ikke tilføre endnu større risiko. Min oplevelse er, at beboerne klarer og har klaret det her rigtig flot med vores, personalets hjælp og omsorg,” skriver Carina Kelleskov Hennie Lindensparre i en kommentar på Facebook.

 

Bekymring at spore

For flere skaber nyheden om åbning af plejehjem utryghed.

”Føler mig utryg ved, at de pårørende skal komme ind på vores afdelinger. Som personale holder vi selv afstand til vores egen familie, og nu skal vi bare tage imod alle pårørende, det er ikke okay,” skriver Susanne Nyborg Valter.

”De pårørende tænker sig ikke om (i hvert fald ikke alle), og med nye udbryd i landet, så er det virkeligt utrygt både for de ældre men også os medarbejdere og vores familier,” skriver Kamilla Larsen.

”Jeg er bekymret, og det er ikke fordi jeg ikke forstår, at det er trist med ikke at få besøg inde på plejecentrene. Vi står i felten med vrede pårørende i dag, tænker om det bliver endnu værre, hvis beboerne bliver smittet. Det kan jeg godt frygte,” skriver Birthe Nordby.

Den rigtige beslutning

Andre mener til gengæld, at det er på tide, at pårørende igen frit kan besøge deres kære på plejehjem.

”Det bliver godt for de ældre. Tænker, vi har nogle ansvarlige pårørende, som ved, de stadig skal passe på. Vi kan ikke blive ved at være isoleret, vi skal også videre i vores liv, og de ældre har brug for en normal hverdag igen,” skriver Charlotte Bonné.

”Ja, synes der skal åbnes nu. Det er falsk tryghed, at de mobile render ind og ud, og de svage bliver mere og mere isolerede,” skriver Kirsten Rasmussen.

"Det er overhovedet ikke for tidligt, men omsorgssvigt for beboeren ikke at gøre det. De ældre/syge der bor i plejebolig har jo ikke rigtig mange år tilbage, og den tid skal ikke bruges isoleret og uden kram fra deres allernærmeste", skriver Helle Bøgh Højland.

For kort varsel

Annemette Pelsen har også forståelse for, at der bliver åbnet nu. Men det sker med for kort varsel, mener hun.

”Der skulle have været mere tid til at lave retningslinjer for besøg af pårørende indendørs og herefter informere alle involverede parter. Nu risikerer plejehjemmene at blive rendt fuldstændig over ende på meget kort tid oven i købet midt i ferietiden, hvor mange fastansatte og chefer ikke er på arbejde til at håndhæve gældende retningslinjer. Bekymrende,” skriver Annemette Pelsen.

Hvad mener du? Deltag i debatten på Fagbladet FOAs facebookside