Klumme: Corona viser, at rengøring er en alvorlig sag
Det er ikke godt nok at være bevæbnet med en dunk Ajax, en spand og en klud og gode intentioner. Det har de fleste efterhånden erkendt.
22. juni 2020
Når nu Danmark åbner mere og mere, er et skarpt fokus på rengøring og hygiejne en vigtig forudsætning for at holde smitten nede og coronavirussen i ave. Derfor er det godt at se, at både befolkning og myndigheder er begyndt at tage rengøring og hygiejne meget mere alvorligt. Håndsprit, hyppig håndvask og grundig rengøring af kontaktflader er kommet for at blive.
Det nye fokus er også tiltrængt, for hele området har i årevis været presset økonomisk. Riget fattes penge, og desværre er rengøring et af de områder, der først falder for sparekniven eller rammes af uigennemtænkte udliciteringer.
Læs også: Genåbning af dagtilbud: Nogle vil få brug for mere tid
Der er sparet både på tid, medarbejdere og uddannelse. Det har haft betydning for både den daglige rengøring, vedligehold og på hovedrengøringen. Vi har en tendens til at mene, at god og effektiv rengøring er noget, vi kan vurdere med det blotte øje. Hvis vi ikke kan se noget skidt, går det nok. Men det er ikke godt nok. Slet ikke i den nuværende situation.
Der skal være fokus på den hygiejniske rengøring, som fjerner vira de steder, som folk kommer i berøring med. Her er det ikke godt nok at være bevæbnet med en dunk Ajax, en spand og en klud og gode intentioner. Det har de fleste efterhånden erkendt. I FOA vil vi sætte ekstra kræfter ind på at sikre, at den erkendelse også bliver omsat til virkelighed ude på arbejdspladserne