Nu begynder arbejdet med nye overenskomster
”Vi vil udnytte vores kampgejst i forhandlingerne,” lyder det fra FOAs forbundsformand.
18. juni 2020
Coronakrisen og en ændret økonomisk virkelighed har haft betydning for de indledende øvelser i forhandlingerne om nye overenskomster for offentligt ansatte.
”Vi har i den seneste tid vendt og drejet forskellige muligheder for de kommende overenskomstforhandlinger. Det har vi gjort for at sikre, at FOAs medlemmer opnår de bedst mulige resultater i en vanskelig økonomisk tid,” siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.
Video: På FOAs Facebookside orienterer Mona Striib FOAs medlemmer om de kommende overenskomstforhandlinger.
En mulighed, der har været diskuteret, var at forlænge de nuværende overenskomster og udsætte forhandlingerne i et år.
”Men vi er kommet frem til, at vi er klar til at forhandle nye overenskomster til næste år, hvor vi vil udnytte den kampgejst, vi har i øjeblikket,” siger Mona Striib og slår samtidig fast:
Læs også: Helt eller skurk? Denne ordning er megavigtig for din løn
”FOAs krav om lavtløn, ligeløn, uddannelse, rekruttering og arbejdsmiljø er på ingen måde sløjfet. Og lige efter sommerferien vil FOA afholde medlemsmøder rundt om i landet for at høre medlemmernes ønsker og krav.”
De gældende overenskomster for de offentligt ansatte udløber ved udgangen af marts 2021.