Sosu-assistent: Corona har skabt stærkere bånd mellem os og beboerne

Trina Nissen, der er social- og sundhedsassistent samt arbejdsmiljørepræsentant på Plejecenter Plushøj, oplever at coronakrisen også har skabt nogle positive erfaringer, som er værd at tage med videre.  Jørgen True

Fraværet af frivillige og pårørende under coronanedlukningen har bundet personale og beboere tættere sammen. Social- og sundhedsassistent mener, at de stærkere relationer blandt andet har skabt et bedre arbejdsmiljø.

22. juni 2020

På Plejecenter Plushøj i Rødvig Stevns har coronapandemien som så mange andre steder sat sine spor. Dørene er lukkede for frivillige, og der er restriktioner i forhold til besøg fra pårørende. 
 
Selvom det lyder som en trist drejning, og krisen bestemt ikke har være sjov for hverken medarbejdere eller beboere, ser Trina Nissen, der er social- og sundhedsassistent samt arbejdsmiljørepræsentant på centret, også nogle positive ting midt i krisen. 
 
Hun oplever nemlig, at der mellem beboere og personale er blevet bundet et stærkere bånd. 
 
“Vi har fået en helt anderledes hverdag, fordi vi ikke har en masse forskellige mennesker forbi hele tiden. Det har skabt mere tid, og den tid har vi kunne bruge på beboerne,” siger hun.
 

Flere plejecentre oplever styrket relation

Trina Nissens oplevelse taler sig ind i en rundspørge, som Fagbladet FOA har lavet, hvor otte ud af ti plejehjem oplever en styrket relation beboere og personale imellem. 
 
Flere af de adspurgte ledere fortæller, at der er kommet mere ro og tid, fordi personalet ikke har skullet tage sig af besøg fra pårørende og frivillige. 
 
En tid, der er blevet brugt på at løse kerneopgaver omkring borgerne og lære dem bedre at kende. 
 
“Vi har simpelthen haft mere tid, fordi vi ikke bruger tid på pårørende og frivillige. Vi får tid til at sidde sammen, spille kort, lægge puslespil og snakke om de små ting,” siger Trina Nissen.

Læs også: Fravær af pårørende giver beboere og personale mere tid og ro

Dybere samtaler

Men den ekstra tid har også skabt plads til dybere samtaler. For når personalet har tid til at lytte, fortæller beboerne, i følge Trina Nissen, også mere. 
 
Og de fortællinger kan betyde meget for social- og sundhedsmedarbejdernes arbejde med borgerne. 
 
“Når man sidder stille og roligt med en beboer og eksempelvis lægger et puslespil, kan det bringe minder frem hos beboeren. Det kan være gode minder, men det kan også være de mere triste. Specielt for de demente beboere kan der komme fortællinger frem, vi ikke anede noget om,” siger Trina Nissen. 
 
Fortællingerne kan måske handle om vold, utroskab eller andre mere tabubelagte emner, som beboerne har oplevet tidligere i livet. Det er ofte disse fortællinger plejepersonalet ikke kender til, fordi det ikke er noget, de pårørende fortæller om. 
 
“Men når vi får de historier fra eksempelvis de demente borgere, kan vi bedre forstå situationer, der kan opstå i forbindelse med personlig pleje, eller hvis de bliver endnu mere demente, og på den måde kan vi måske reagere mere hensigtsmæssigt i en given situation,” siger hun.

Læs også: Coronakrisen har tømret plejere og pårørende tættere sammen

Bedre arbejdsmiljø

Det er ikke kun i forhold til arbejdet med borgerne, at Trina Nissen ser, at den større mængde tid og ro, som fraværet af frivillige og pårørende har skabt, kommer til gode. Det hjælper også på arbejdsmiljøet medarbejderne imellem. 
 
“Når vi føler, at vi gør vores arbejde ordentligt, er vi ikke så meget på nakken af hinanden, og det har den lille smule ekstra tid, vi har fået under corona været med til at give mulighed for. De små luftlommer, betyder også noget for vores trivsel,” siger hun. 
 
Trina Nissen håber, at de på Plejecenter Plushøj kan holde fast i de små luftlommer, der skaber ro og tid i hverdagen. Det har de blandt andet tænkt på at gøre ved at forsøge at målrette aktiviteterne fra de frivillige, så de på centret bedre kan være med til at klæde de frivillige på.