Kulturchok og fornyet sosu-respekt under coronakrisen

“Så nu er jeg i oplæring”. Sådan skrev Birgitte Damholt i en SMS til sin familie en aften midt i marts få dage efter, at statsminister Mette Frederiksen havde lukket landet ned som følge af coronasmitten.

Som social- og sundhedsassistent ansat på Odense Universitetshospitals lungemedicinske afdeling J, havde hun sammen med kollegerne spekuleret på, om og i så fald hvordan, de ville blive inddraget i behandlingen af covid19-patienter. 

“Hvad hvis jeg bliver prikket ud til det her, kan jeg så tage hjem og sove, eller bliver jeg afskåret fra omverdenen,“ kan 51-årige Birgitte huske, at hun tænkte.

Læs også: Forsker: Flere plejeskandaler i vente efter Kongsgården

Alligevel var hun ikke i tvivl om, at det var en udfordring, hun ville sige ja til, hvis hun blev spurgt om at være en del af hospitalets coronaberedskab. Kun en gang tidligere, har hun været i nærheden af at være en del af et beredskab, og det var i forbindelse med togulykken på Storebælt.

“Lige pludselig var vi en del af beredskabet. Det føltes som historiens vingesus, så selvom forholdene fra Sydeuropa fyldte, var det spændende at få lov at være med.”

Familien stoppede hun for en periode med at kramme og komme for tæt på. Det fælles tandkrus blev skiftet ud med et krus og en tandpasta til hvert familiemedlem, og der står stadig håndsprit mange steder i hjemmet.

Et kulturchok

Mens Birgitte var en af dem, der blev sat af til at indgå i covid-beredskabet, skulle Hanne Hansen på 62 år fortsat varetage de lungemedicinske patienter. Men selve afdelingen og patienterne blev flyttet ned i den fælles akutmodtagelse.

“Det var et kulturchok. Jeg har arbejdet på OUH siden 1985, men har aldrig været i de omgivelser. Det var helt anderledes bygget op. Der var ikke arbejdsstationer, som vi normalt har, og personalerummet lå langt væk, og patientstuerne var ikke indrettet til, at patienterne er indlagt i lang tid,” siger Hanne Hansen i dag.

Med nye kolleger i den fælles akutmodtagelse var Hanne en af de mest erfarne medarbejdere, og derfor blev der ofte trukket i hende.

“Kan du ikke lige vise, hvordan vi samler medicinsk udstyr? Skal vi give medicin på maske her? Jeg kunne heldigvis bruge min erfaring fra mange år på lungemedicinsk, men indimellem måtte jeg lige stoppe op og sige: Jeg tænker lige. Der var ting, jeg følte var udover mine kompetencer,” siger Hanne og tilføjer:

“Efterhånden blev det nemmere, men jeg begyndte voldsomt at savne et sted at høre til. Og jeg savnede de kolleger, der var lånt ud.”

Læs også: Adgang til tests og værnemidler afgørende for det mentale helbred

Også Birgitte oplevede at hun blevet hevet i, fordi hun var en af de få på covid-afsnittet, der kendte de fysiske rammer på netop det afsnit.

“Jeg har aldrig før i mit liv fået mit navn sagt så mange gange. Mange kolleger var ikke vant til at stå med praktiske ting og kunne for eksempel ikke betjene bækkenkogeren. Det tænker man ikke over er en udfordring, men hvis du ikke er vant til det, så er det en udfordring.

Mange morgener stod Birgitte med 10-15 nye kolleger, og det gav hende en følelse af rodløshed.

“En af de første dage, gik jeg ned til min afdelingssygeplejerske og sagde: Hvordan kan man føle sig så ensom mellem så mange mennesker. Man kan sagtens have en kollegagruppe, hvor man absorberer nye hele tiden. Men hvis alle er nye, så bliver man rodløs og vikar i eget hus,” siger Birgitte.

Opgør med fordomme

Både Hanne og Birgitte oplevede også, at mange af deres nye kolleger ikke havde begreb om, hvad de som social- og sundhedsassistenter kan.

“På covid-afsnittet var mange sygeplejersker ikke vant til at arbejde med social- og sundhedsassistenter. Det var min opgave at forklare, hvad jeg kan. Det var hårdt. Til daglig ved vi, hvad hinanden kan,” siger Birgitte, og Hanne supplerer:

 

“På akutmodtagelsen var de målløse over, hvor meget vi gik og lavede. Der var én, der kom og sagde til mig: Jeg vidste ikke, du kun var assistent. Så svarede jeg: Jeg er ikke kun assistent. Det er de forestillinger og den uvidenhed, vi altid kæmper imod. Jeg vil da håbe, vi har bevist vores værd. Og jeg er glad for, at vi til daglig er et sted, hvor vi bliver værdsat og får lov at bruge vores kompetencer,” siger Hanne.

Begge har oplevet de seneste måneder som en tid, hvor alle har været dedikerede i forhold til at yde det bedste hos patienterne.

“Jeg er blevet bekræftet i, at jeg er omstillingsparat. Det kan godt være, man siger, vi er firkantede, og vi skal have løn for det hele, men vi lægger dæleme også nogle kræfter i det,” siger Birgitte. 

I dag er lungemedicinsk afdeling igen blevet flyttet til en ny afdeling, og Birgitte er fortsat en del af covid-beredskabet de næste måneder. Begge glæder sig dog til at vende tilbage til en hverdag, der minder om tiden inden corona.

“Det er rart at have forudsigeligheden, og at du kan hvile i det du gør,  fordi du er god til det du gør,” siger Birgitte Damholt.