Dagens coronahelt: Utrygheden for at blive smittet sidder i os alle

I stofindtagelsesrummet H17, hvor social- og sundhedsassistent Peter Joakim Buch arbejder, skal personalet kunne teste stofbrugerne for coronavirus. Når de gør det, er de iklædt værnemidler for at beskytte sig selv mod smitte. Iben Gad

Peter Joakim Buch er sosu-assistent i et af verdens største fixerum, hvor stofbrugerne for tiden også kan blive testet for corona. I dag er han en af dem, hele verden hylder, når coronakrisens frontmedarbejdere fremhæves på den internationale arbejdsmiljødag.  

28. april 2020

Når nattemørket falder på, trækker social- og sundhedsassistent Peter Joakim Buch i arbejdstøjet. Mens de fleste sover trygt og godt, arbejder han i stofindtagelsesrummet H17 på Vesterbro i København - et sted, hvor nogle af landets mest udsatte borgere kommer. Også under coronakrisen. 
“Det er altid vigtigt at passe på dem, men lige nu er det en særlig vigtig opgave, fordi coronasituationen gør dem endnu mere sårbare, end de er i forvejen. Mange af dem kæmper jo med kroniske sygdomme og psykiske lidelser,” siger Peter Joakim Buch.
Det er ikke kun stofbrugerne, der lige nu er i en udsat position. Det er Peter Joakim Buch og hans kolleger også. 
 
“Utrygheden og bekymringen for at blive smittet sidder i os alle, fordi vi er i tæt kontakt med brugerne. Og man ønsker jo ikke at tage smitte med hjem til sin familie,” siger den 58-årige social- og sundhedsassistent, som i sidste uge selv blev testet for corona på grund af symptomer. 
Testen var heldigvis negativ.

"Coronaen vinker til os"

Stofindtagelsesrummet på Vesterbro er et af verdens største. Og selvom ‘rygeren’ - den ene del af fixerummet, hvor brugerne kan ryge deres stof - er lukket ned på grund af corona, kommer der stadig mange stofbrugere i løbet af et døgn. 
“Det er klart, at det skaber en stor smitterisiko. Selvom vi arbejder efter alle retningslinjer, har vi ikke samme føling med brugerne og deres færden, som man for eksempel har med borgere på et plejehjem. Her kommer der hele tiden folk ud og ind,” siger Peter Joakim Buch.
I H17 kan personalet - iklædt værnemidler - teste stofbrugerne for coronavirus. Langt de fleste af dem er udsatte og får ikke selv opsøgt læge i tilfælde af symptomer, og derfor er det vigtigt, at de kan blive testet steder som her. Der har dog ikke været nogle positive tilfælde i fixerummet. Endnu.  
“Vi er bare sindssygt heldige, at smitten ikke har spredt sig herinde. Men jeg tror uden tvivl, det kommer. Andet ville næsten være et mirakel,” siger Peter Joakim Buch.  

Læs også: Dagens coronahelt: Jeg lever med risikoen ved at være i frontlinjen

Flere udsatte og hjemløse i København er nemlig blevet testet positiv med coronavirus. Og Peter Joakim Buch ved, at flere af stofbrugerne på H17 formentligt har været i kontakt med nogle af de smittede, da de kommer på samme herberg. En viden, som ikke har gjort smittebekymringen blandt personalet mindre.
“Når man pludselig har bevis på, at coronaen står i døren og vinker til en, så bliver man da lidt ekstra nervøs,” siger han. 

Meget at holde styr på

Under coronakrisen har brugerne været gode til at tage deres forholdsregler. De beder personalet om udstyr til at fixe i stedet for selv at tage det. De vasker hænder. Og de spritter godt af. 
“Der er en angst for sygdommen, som gør flere af dem meget påpasselige og fornuftige. Og selvom mange har deres psykoser at kæmpe med, så klarer de det helt fantastisk. Det har været en fornøjelse at se,” siger Peter Joakim Buch.

Læs også: Smittefrygt på jobbet: Sådan håndterer du din angst

Situationen er dog en lidt anden på arealet ude foran H17. Efter rygerummet er lukket, samles mange af rygerne og andre udsatte her. Derfor er der nu ekstra personale, som går rundt med håndsprit og opfordrer til at holde afstand. Det er nemlig ikke alle, som er lige gode til det, og sommetider sidder der mellem 20 og 25 brugere udenfor.
“Det er selvfølgelig problematisk, for det øger smittefaren, også hos de personer, som efterfølgende kommer ind for at fixe. Og så skaber det kaos. Der er slagsmål, og politiet kommer hele tiden, blandt andet for at sikre, at der holdes afstand. Så vi har ekstra meget at se til og holde styr på,” siger han. 

En international hyldest

I dag, den 28. april, er det international arbejdsmiljødag, og verden over hyldes de folk, der arbejder helt i front i coronakrisen. Folk som blandt andre Peter Joakim Buch. Han opfatter dog virkelig ikke sig selv som noget særligt, lyder svaret prompte, når man spørger ham. 
“Men jeg er så heldig at have en særlig funktion, fordi vi tager os af nogle af samfundets mest udsatte borgere,” siger han.

Læs også: Dagens coronahelt: Megasvært at skulle sige nej til at give et kram 

Skal han kigge ud over hele verden og selv hylde en kollega i fronten, er han dog ikke i tvivl om, hvem det skal være. 
“Det må være vores italienske venner, som virkelig har været hårdt ramt. De er jo blevet fuldstændig væltet af den her sygdom, og der er rigtig mange folk i felten, som har betalt den ultimative pris i coronakampen: Deres liv,” siger Peter Joakim Buch og fortsætter:
“Jeg synes, Italien er blevet det sorte får i klassen. Der har været meget diskussion om, hvorvidt de kunne have håndteret situationen bedre, men efter min mening burde vi have hjulpet dem mere. Men Italien har kæmpet, og derfor fortjener de en hyldest.”