Guide: Det skal du vide om coronavirus, når du arbejder med mennesker

Det første udbrud af coronasmitten er torsdag bekræftet i Danmark.  Colourbox

Det første tilfælde af coronavirus er torsdag bekræftet i Danmark. Fagbladet FOA guider dig, der arbejder tæt på mennesker til, hvordan du skal forholde dig til smitten. 

27. februar 2020

OBS:Indholdet i nedenstående artikel kan have ændret sig, siden artiklen blev publiceret. Se de seneste opdaterede svar her

Opdateret 6. marts kl 10.31: 20 personer er nu smittet med coronavirus i Danmark. En person er raskmeldt.
Mange af FOAs medlemmer er til daglig i tæt kontakt med mange forskellige patienter, børn eller ældre borgere, og oplysningen om, at en dansk mand nu er smittet med coronavirus, kan lede til bekymring og frygt for smitterisiko. 

Torsdag morgen blev der afholdt pressemøde i Sundheds- og Ældreministeriet på baggrund af den første smittede dansker.

Læs også: 6 gode råd: Sådan undgår du influenza på jobbet

Her deltog sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), faglig direktør for Statens Seruminstitut Kåre Mølbak, direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og direktør for Patientsikkerhed Anne-Marie Vangsted.

Fagbladet FOA guider dig til, hvad du skal vide om coronavirus og smitterisikoen.

1: Sådan smitter corona

Coronavirussen smitter fra person til person. Den bliver overført i dråber via nys eller hoste, både hvis nogen nyser dig direkte i hovedet, men også via sekret, der eksempelvis kan sidde på hænderne, efter man har hostet eller nyst. 

 2: Husk god håndhygiejne

Derfor er håndhygiejne ligesom ved alle andre smittefarlige sygdomme vigtigt. 

Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer kan du selv være med til at nedsætte risikoen for smitte. Det kan du gøre ved at holde god håndhygiejne og vaske dine hænder jævnligt eventuelt også bruge hånddesinfektion, når hænderne er rene og tørre. Du bør også undgå kontakt med personer, der har symptomer på forkølelse og/eller luftvejsinfektion. Og så skal du huske at hoste og nyse i engangslommetørklæder eller albuebøjningen.

Læs også: kend din ret, hvis du skal til læge i arbejdstiden

3: Tag ikke hen til lægen, hvis du har mistanke om coronavirus

Symptomerne på coronavirus er, ifølge Sundhedsstyrelsen, tør hoste, feber eller vejrtrækningsbesvær. Hvis du oplever nogle af disse symptomer og samtidig har rejst i nogle af de lande, der er smitteudbrud i, skal du kontakte din læge - ikke tage direkte derhen, men ringe og fortælle om symptomerne og din rejse først.  

Hvis du ikke har været ude at rejse i nogle af de pågældende lande, skal du forholde dig, ligesom du ville gøre, hvis du havde symptomer på almindelig feber, og kontakte din læge på normal vis.  

“Vi har ikke smittespredning i Danmark. Vi kan ikke udelukke, at der ikke er flere med coronasmitte i Danmark, vi kan heller ikke udelukke, at der kan komme små smittekæder i Danmark. Men med den strategi vi har med opsporing og inddæmning, har vi en fornemmelse af, at vi kan forebygge, og at det derfor ikke kommer så vidt, som det gjorde i Italien,” siger Søren Brostrøm.

4: Du må ikke blive hjemme fra arbejde

Selvom du kunne være bekymret for at blive smittet med coronavirus, ville det ikke være tilladt at blive hjemme fra arbejde. Det siger chefjurist i FOA, Ettie Trier Petersen. 

“Du må ikke bare blive hjemme på grund af bekymring for at blive smittet. Heller ikke selv om du måske føler dig særligt udsat. Det kræver en vurdering fra en læge,” siger Ettie Trier Petersen. 

5: Hold afstand fra personer, der kan være smittet

Søren Brostrøm opfordrer til, at sundhedspersonale følger de retningslinjer, der findes fra Sundhedsstyrelsen.

De indeholder blandt andet vejledning til, hvad man skal gøre, hvis man møder en person, man er bekymret for, kan være smittet. 

“Man skal tage afstand til patienter, der viser tegn på infektion. Det er måske lidt kontraintuitivt, men hvis der på en skadestue eller i et venteværelse ligger én, der er kommet hjem fra et land, hvor smitten er i udbrud, skal man gå væk fra personen, skærme af og så håndtere det ud fra vores retningslinjer. Det er ikke 100 procent sikkert, men det giver meget stor sikkerhed for, at sundhedspersonalet ikke bliver smittet,” siger han. 

6: Hvad gør du ved mistanke om smitte hos en borger

Søren Brostrøm mener ikke, at det på nuværende tidspunkt er specielt sandsynligt, at personer på ældrecentre er smittet med coronavirussen.
 
Hvis det viser sig, at der er nogle, der er kommet hjem fra et af de lande, hvor smitten er i udbrud, vil Sundhedsstyrelsen skrue op for kommunikationen til institutioner og plejecentre. 
Du ville ikke kunne afvise at besøge en borger, selvom du måtte være bekymret for, om vedkommende kunne være smittet:
 
“Hvis du har en konkret mistanke om smitte hos en borger og vedkommende ikke har søgt læge, bør du tage fat i din leder,” siger Ettie Trier Petersen.

7: Hold dig opdateret

Det er Sundhedsstyrelsen, der formidler viden og står for den nationale planlægning af beredskabet. Du kan holde dig opdateret på styrelsens side om coronavirus.
Kommunerne skal udarbejde en sundhedsberedskabsplan og holde sig opdateret på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Kommunerne skal ligeledes sørge for, at planen er opdateret, og at relevante medarbejdere er orienterede i forhold til sundhedsberedskabsplanen.

8: Ingen grund til hysteri

Kåre Mølbak fra Statens Seruminstitut lægger vægt på, at de fleste tilfælde af smitten kun udmønter sig i milde infektioner. 
 
“Faktisk er corona ikke særlig smitsom. Vi snakker ikke mæslinger, skoldkopper eller kighoste. Corona er ikke super smitsomt,” siger Kåre Mølbak.
 
I de fleste tilfælde er det ældre eller andre med nedsat immunforsvar, der har oplevet alvorlig sygdom. 
Sundhedsstyrelsen skriver, at dødeligheden blandt registrerede tilfælde i Kina er omkring to procent, men at dødeligheden kan være mindre i et udviklet sundhedsvæsen som det danske, ligesom man ikke kender omfanget af milde tilfælde af smittede, der ikke er registreret
 
 “Som sådan skal den almindelige borger i Danmark ikke bekymre sig over den her situation,” siger Kåre Mølbak.
 
Kilder: Kåre Mølbak, Statens Seruminstitut, Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsen, KL, Ettie Trier Petersen, FOA

Opdatering: Artiklen er opdateret med seneste melding om antallet af smittede med coronavirus. Tallene stammer fra Styrelsen for Patientsikkerhed.