Kommune vil have pensionerede sosu’er tilbage på arbejde

Står det til Vejle Kommune, skal pensionerede social- og sundhedshjælpere og -assistenter finde vækkeuret frem igen. For der er hårdt brug for dem i kommunens ældrepleje. Colourbox

Manglen på social- og sundhedspersonale får nu Vejle Kommune til at efterlyse pensionister fra faget. ”Kom tilbage – vi savner dig”, lyder budskabet fra kommunen.

05. november 2019

Mens en del kommuner forsøger sig med Fakta-mottoet – ”Vi vil så gerne have, at du bliver lidt længere” – for at holde på ældre ansatte, er Vejle Kommune gået skridtet videre.

Kommunen vil nemlig have allerede pensionerede ansatte tilbage i folden.

Læs også: Hårdt brug for ældre ansatte - men svært at få senioraftale

Baggrunden er, at der mangler social- og sundhedspersonale og sygeplejersker i Vejle. En ny kampagne, som kommunen har udarbejdet i samarbejde med FOA og Dansk Sygeplejeråd, skal få pensionister fra plejefagene op af de dybe lænestole. Det skriver mikropol.dk

Godt tilbud fra kommunen

”Kom tilbage – vi savner dig”, lyder kampagnens hovedbudskab, og Helle Brinch, der er seniorchef i Vejle Kommune, oplyser, at kommunen er parat til at gå langt for at få tidligere medarbejdere tilbage i faget.

Læs også: Højere grundløn for alle: Her er slutresultatet for medlemmer i Teknik- og Servicesektoren 

”Vi er parate til at lave individuelle aftaler om for eksempel arbejdstid. Måske er der nogle derude, der savner deres gamle fag og gerne vil arbejde for eksempel nogle formiddage om ugen. Og vi er parat til at give dem et job, hvor vi tager hensyn til både deres kunnen og egne ønsker,” siger hun til mikropol.dk, der udgives i et samarbejde mellem Vejle Kommune og Vejles erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner.