Sådan bekæmper dansk hospital madspild

På Hvidovre Hospital bestemmer patienterne selv, hvad de vil spise og vælger ud fra et menukort. Maden anrettes på en bakke med patientens navn og nummer. Det gør spildet mindre end ved servering fra en buffet. Jørgen True

Wienerbrødet og rundstykkerne er blevet mindre, patienterne får mindre portioner – og vælger selv menu. Grøntsagsskræller og kødben bliver kogt til fond, og i personalekantinen kan medarbejderne købe en boks med mad, der ikke er blevet solgt ved lukketid, med hjem. På Hvidovre Hospital er køkkenet gået til kamp mod madspild. Målet er, at 18 tons mindre mad skal smides ud.

10. oktober 2019

90 medarbejdere laver hver dag mad til 550 indlagte patienter, til patienter i akutmodtagelsen og til personalekantinen på Hvidovre Hospital. Køkkenet smed sidste år 60 tons færdigtilberedt mad til en værdi af 1,4 millioner kroner i skraldespanden.