Markant flere unge mænd i sosu-faget
På 12 år er antallet af 20-29-årige mænd, der starter på sosu-skolen, mere end fordoblet. Det er glædeligt, mener formanden for FOAs Social- og Sundhedssektor.
Af
Layal Freije
06. maj 2019
Rekordmange unge mænd vælger at uddanne sig til social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent. Det var i hvert fald tilfældet i 2017, hvor 588 mænd i alderen 20-29 år startede på en sosu-uddannelse.
Det var det største antal siden Danmarks Statistik første opgørelse i 2005. Den gang var der knap 245 unge mænd, der søgte ind. På 12 år er der altså sket en stigning på næsten 150 procent, og den udvikling glæder Torben Hollmann, der er formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.
Læs også: Mandlig sosu-elev: Nu er jeg ligeglad med fordommene
“Det er altid godt at blande forskellige befolkningsgrupper på arbejdspladsen, både i forhold til etnicitet og køn, for man løser problemerne på forskellige måder,” siger han.Han hæfter sig også ved, at den øgede sosu-interesse fra mændene kommer på et tidspunkt, hvor sosu-skolerne på landsplan oplever nedgang i ansøgertallet.
“Hvis en større gruppe af mænd vil være social- og sundhedsassistent, er det ikke kun kvinderne, der skal løfte ansvaret,” siger Torben Hollmann.
Handler om kompetencer
Skolerne har dog ikke målrettede kampagner for at få flere mænd til at søge, fortæller uddannelseschef for SOPU-skolen i København og Nordsjælland, Jakob Lindberg Jensen.
“Det er ikke skolens holdning, at det gør nogen forskel, om det er mænd eller kvinder. Det handler om, hvilke professionelle kompetencer man har,” siger han.
Men da der er mangel på elever, glæder det uddannelseschefen, at man formår at fange interessen hos nogle, der ellers ikke plejer at overveje sosu-faget som en mulighed.