Ingen advarselslamper blinkede

Døren var låst den forårsmorgen i 1995, da social- og sundhedsassistent Lotte Sandberg og hendes kollega skulle se til en ældre borger på et værelse.

Det var usædvanligt. Den 85-årige kvinde, der boede på et plejecenter på Frederiksberg, låste altid døren ind til sit soveværelse om natten, men hun låste også altid op igen om morgenen. Sammen fik Lotte og hendes kollega adgang til værelset.

Læs også: Trods utryghed og vold var det først efter drab, at tilsyn greb ind

Der var som altid pænt og ryddeligt på det lille værelse. Men der var helt stille. I sengen lå den ældre kvinde med hovedet på puden, iført nattøj. Hun havde taget sit eget liv.

”Jeg tænkte: ’Det er løgn’. Mit hjerte hamrede afsted, da det gik op for mig, hvad der var sket. Det er en oplevelse, som stadig sidder i mig den dag i dag,” siger 58-årige Lotte Sandberg.

Ingen advarselslamper

Kvinden var til tider meget depressiv, men var i behandling. Hun var åndsfrisk og fik jævnligt besøg af sin datter, så hun havde også mange gode dage. Det var muligvis mange års slidgigt og smerter efter knæ- og hofteoperationer, som havde fået kvinden til at begå selvmord, tror Lotte Sandberg.

”Det kan være svært at forstå, at nogle vælger at ende livet på den måde. Og dog, hvis hun virkelig har haft ondt. Men hun talte aldrig om at begå selvmord med personalet, så vi så ingen blinkende advarselslamper,” siger Lotte Sandberg.

Kollegerne hjalp hinanden

Kvindes afskedsbrev vidnede om, at hun havde tænkt på at tage sit eget liv i lang tid. Men hverken Lotte Sandberg eller hendes kolleger var blevet undervist i at vurdere selvmordsrisiko. Og heller ikke efter dødsfaldet var der hjælp at hente.

”Ja, det er, hvad der sker,” sagde plejehjemmets viceforstander ifølge Lotte Sandberg, da hun som ansvarshavende blev orienteret om hændelsen. Ingen af medarbejderne fik tilbud om krisehjælp eller samtaler. Og de blev heller ikke tilbudt at tage hjem og sunde sig efter hændelsen den morgen.

Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk

”Der burde have været taget mere hånd om os. De skulle have spurgt, hvordan vi havde det eller evalueret på, hvilke signaler vi havde overset. Det hele blev forbigået meget hurtigt. Vi fik aldrig nogle værktøjer til at arbejde med selvmordstruede borgere. Det er kritisabelt, men jeg vidste ikke bedre dengang,” siger Lotte Sandberg.

I tiden efter støttede kollegerne hinanden og bearbejdede hændelsen i fællesskab. Men Lotte Sandberg var påvirket længe efter, og hun frygtede tit for, hvad hun ville møde, når hun skulle besøge borgere.

Spørg en gang for meget 

I dag arbejder Lotte som praktikkoordinator i Frederiksberg hjemmepleje. Hun oplever, at hendes nuværende arbejdsplads har mere fokus på selvmordstruede borgere og hjælper de ansatte med krisehjælp og psykologbistand, hvis de er vidner til ubehagelige eller voldsomme episoder.

”Personalet skal føle sig ordentligt informeret og vide, hvor de kan få hjælp. Samtidig er det også vigtigt, at de husker at reagere, hvis de fornemmer noget. Hellere spørge borgeren én gang for meget end en gang for lidt,” siger Lotte Sandberg.