Samtalekort skaber liv i café for ældre
Husassistent Lene Thomasen sætter samtalekort om mærkedage på bordene i Områdecenter Lindevængets café i Randers. Kortene sætter gang i minder og snak.
07. marts 2019
-Hvad er samtalekort for noget?
Der findes 52 af dem svarende til lige så mange mærkedage i løbet af året. Der er de klassiske som jul, påske og store bededag, men listen inkluderer for eksempel også kyndelmisse, vaffeldag, Fandens fødselsdag og international krammedag. Kortene kan sætte gang i en snak om mad, traditioner og årstider.
Læs også: Her er trusler en del af hverdagen: ”Vi vil have del i de penge”
Jeg stiller dem på bordet. På kanelbollens dag 4. oktober kan borgerne for eksempel læse, at kagen på et tidspunkt tog turen fra Sverige, så den nu er i Danmark under navnet kanelsnegl. Den dag bager vi masser af kanelsnegle, som borgerne kan spise her og/eller købe med hjem.
-Hvorfor bruger du kortene?
For at få lidt flere kunder og skabe mere liv i caféen.
-Virker de?
Ja absolut. 5. maj på Danmarks befrielse satte kortene for eksempel gang i gode samtaler om personlige oplevelser fra befrielsesdagenes tid. Kortene er også gode for nye brugere i caféen. De virker som en slags isbrydere for den første kontakt med de andre.
Læs også: Inflationen har bidt sig fast: ”Jeg låner penge af mine børn for at betale tandlægen”
-Er det ikke svært at holde styr på alle de mærkedage?Slet ikke. Jeg har en overskuelig kalender i A4-størrelse, hvor de er plottet ind. Samtalekortene, som opbevares i en praktisk arkivkasse, er nemme at finde frem.