FOA: Nedslidte Vibeke skal have ret til seniorførtidspension
Et fysisk hårdt arbejdsliv har sat sine mærkbare spor i sosu-assistent Vibeke Christensens krop. FOA foreslår markante forbedringer i lovgivningen, der skal hjælpe hende og andre nedslidte.
21. februar 2019
”Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, hvis jeg ikke får seniorførtidspension,” siger social- og sundhedsassistent Vibeke Christensen, der er sygemeldt med store nedslidningsskader.
”Min krop kan ikke mere, jeg har slidgigt i knæene og i ryggen, og mine fingerled er blevet stive,” siger sosu-assistenten, der også døjer med eftervirkningerne af en arbejdsskade fra 2012, som yderligere belastede hendes ryg.
”Jeg fik et smæk i lænden, da jeg skulle hjælpe en borger med halvsidig lammelse på plads i sin seng. Det gjorde rigtig ondt, og det er bare blevet værre og være. Det trækker fra lænden ned over balderne og ned i mit højre ben,” siger Vibeke Christensen.
Fysisk hårdt arbejdsliv
Hun har arbejdet som sosu-assistent siden 1995 og tidligere som husassistent og i hjemmehjælpen. Hun startede sit arbejdsliv med ansættelser hos en slagter og i en købmandsbutik og belastede allerede dengang sin krop med tunge løft af for eksempel øl- og sodavandskasser, der skulle ud til kunderne.
Læs også: Ny pensionsalder rammer nedslidte hårdest
Vibeke Christensen fylder 62 år i næste måned, og det ser hun frem til, for så har hun lige præcis den alder, der skal til, for at hun kan søge om seniorførtidspension. Nemlig 5 år før, at hun bliver folkepensionist.Men intet er sikkert, for kun cirka 1.500 personer har fået seniorførtidspension, siden den blev indført i 2014. Det er mindre end en femtedel det antal, politikerne regnede med, da de vedtog loven.
FOA vil have retskrav
FOA mener derfor, at der er brug for ændringer af loven, så flere kan få gavn af den, og så det bliver en ret for nedslidte, der opfylder bestemte kriterier. FOA foreslår, at nedslidte får ret til seniorførtidspension, hvis deres arbejdsevne er så nedsat, at de ikke kan klare arbejde på normale vilkår. Det vil efter nuværende praksis betyde, at arbejdsevnen skal være nedsat til cirka det halve.
Læs også: 7 skridt til seniorførtidspension
FOA ønsker endvidere, at mennesker med væsentlig og varig nedsættelse af deres arbejdsevne skal kunne søge seniorførtidspension 10 år, før de når den almindelige pensionsalder. Mange af FOAs medlemmer bliver nedslidte, inden de fylder 60 år, og forslaget vil sikre, at den stigende pensionsalder ikke også kræver en meget høj alder for at få seniorførtidspension.Gode idéer til politikerne
”Vi melder os på banen med vores forslag netop nu, fordi partierne på Christiansborg er i gang med at diskutere mulige ændringer af seniorførtidspensionen. Og vi vil gerne give dem et par ideer,” siger FOAs formand Mona Striib.
Hun oplyser også, at hun forventer opbakning til FOAs forslag hos de øvrige fagforeninger i FH (Fagbevægelsen Hovedorganisation, tidligere LO og FTF).
Mona Striib oplever, at alt for få nedslidte FOA-medlemmer får glæde af muligheden for førtidspension, og det gør ikke indtryk på hende, at beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen har peget på, at 9 ud af 10, der ansøger, får pensionen bevilget.
”Mange oplever at støde ind i en mur, og de opgiver på forhånd at søge,” siger hun.
Tretrinsraket til seniorerne
FOA ser forslaget om forbedret seniorførtidspension som del af en tretrinsraket, hvor forbundet også byder ind med bud på, hvordan den almindelige førtidspension kan forbedres, og med et forslag til tidligere folkepension for grupper med hårdt fysisk arbejde (differentieret folkepensionsalder).
Læs også: Lægeformand: Funktionsevnetab skal afgøre pension uanset diagnoser og alder
Alt sammen for at sikre Vibeke Christensen og andre nedslidte FOA-medlemmer nogle bedre seniorår.”Det vil betyde ALT for mig, hvis jeg kan få seniorførtidspensionen, så bliver mit liv lidt lettere at leve,” siger Vibeke Christensen forhåbningsfuldt.
”Lægerne siger, at det er udelukket, at jeg kan genoptage mit arbejde. Jeg kan ikke arbejde, til jeg er 67 år, for jeg ved ikke, hvad de skal sætte mig til. Hvis jeg er heldig, kan jeg stå op i 10 minutter, så skal jeg enten sidde eller ligge for at aflaste min lænd.”