Nedslidt 63-årig kan gå 100 meter: Får afslag på seniorførtidspension
Kate Pedersen lider af diabetes, depression, hjertesvigt og nedsat lungefunktion. Hun har men fra en hofteoperation, en hjerneblødning og fra blodpropper i hjertet. Alligevel kan den 63-årige kvinde ikke få seniorførtidspension.
04. februar 2019
Der er ikke det, Kate Pedersen ikke fejler, fristes man til at sige. Den tidligere social- og sundhedshjælper lider af depression, diabetes, nedsat lungefunktion, forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol, hjertesvigt og søvnbesvær.
Hun har men fra en hofteoperation, en hjerneblødning og blodpropper i hjertet. 100 meter kan hun gå ad gangen, og så må hun holde pause. Det, hun plejede at kunne, kan hun ikke mere. Energien har forladt hende. Hun siger om sig selv, at hun er gået i stå. Kates læge skriver i hendes journal:
"Det vurderes umiddelbart urealistisk, at patienten i fremtiden kan indgå på det ordinære arbejdsmarked."
Alligevel har Esbjerg Kommune givet Kate Pedersen afslag på hendes ansøgning om seniorførtidspension. Ankestyrelsen har givet kommunen ret i den afgørelse.
"Jeg var chokeret, da jeg hørte det. Det kunne jeg ikke forstå," siger Kate.
Afklaring ikke fyldestgørende nok
En del af årsagen til, at Kate har fået afslag på en seniorførtidspension, er, at hendes jobafklaringsforløb ikke har været fyldestgørende nok, skriver kommunen.
På grund af problemer med Kates nye, kunstige hofte bevilligede kommunen hende et genoptræningsforløb i det lokale fitnesscenter. Men hun kunne ikke komme til 9 ud af ti genoptræninger, da hun havde problemer med maven.
”Jeg kastede op, og jeg var skidt hele tiden. Jeg kunne ikke forstå det. Da jeg så fik undersøgt det, havde jeg fem mavesår,” siger Kate.
Om mavesårene stammer fra noget af al den medicin, Kate tager hver dag, eller om det skyldes den stress, hun oplever, hver gang hun hører fra jobcenteret, ved hun ikke.
Men på grund af det manglende fremmøde til genoptræningen, og fordi kommunen ikke sendte Kate i praktik dengang, mener Esbjerg Kommune ikke, at Kates muligheder er udtømt. Derfor fik hun afslag på en seniorførtidspension. Det står i Kates papirer, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i.
I praktik som ’kaffetante’
I et nyt jobafklaringsforløb ønsker kommunen at sende Kate i praktik på det lokale plejecenter. De kalder jobbeskrivelsen for ’kaffetante’. Praktikken går ud på, at Kate skal drikke kaffe og snakke med de ældre på plejecenteret nogle timer om ugen.
Kate mener, at kommunen opfinder et job, som ikke findes i virkeligheden, for at fastholde hende på den lave ressourceforløbsydelse i stedet for at give hende seniorførtidspension.
”Det giver ingen mening at komme i praktik i et job, der ikke findes. Det er uværdigt,” siger Kate og tilføjer, at hun også ville få dårlig samvittighed over at sidde og se på sine gamle kolleger knokle uden at kunne hjælpe til.
Kate har arbejdet med ældre mennesker siden 1992, og i 2006 uddannede hun sig til social- og sundhedshjælper. Indtil 2013 arbejdede hun op til 50 timer om ugen. Hun arbejdede primært nat- og aftenvagter og tog gerne dobbeltvagter for at få det hele til at hænge sammen.
I 2013 gik Kate ned på 24 timer om ugen, og i marts 2015 brækkede hun lårbenet og måtte sygemelde sig. Det brækkede lårben resulterede i en hofteprotese. Efter hofteoperationen diagnosticerende lægerne hende med den ene sygdom efter den anden.
"Det er, som om alting har ramt mig på én gang," siger Kate.
”Vi har ingen penge”
Kampen med sygdommene, jobcentret og kommunen har været en belastning for Kates psyke. Hun døjer med søvnbesvær. Ofte ligger hun vågen til langt ud på natten. Tankerne kredser om jobcenteret, og hvad de finder på næste gang. Derudover har hun og hendes mand Tommy Pedersen sat huset til salg, hvor de har boet i 32 år. De har ikke længere råd.
”Jeg tjener ingenting, og Tommy er også på pension. Så vi skal have det solgt, og det koster at sælge. Vi har ingen penge. Det har vi simpelthen ikke. Så det kører tankerne om,” siger Kate.
Kate er i dag på ressourceforløbsydelse. Økonomisk svarer det til kontanthjælp, og hun får 11.423 kroner om måneden før skat. En seniorførtidspension udgør som udgangspunkt 16.044 kroner om måneden før skat for folk, der er gift. Der kan være individuelle justeringer afhængigt af indtægter.
Selvom Kate skulle få tilkendt seniorførtidspension en dag, ville hende og Tommy stadig flytte fra huset i Esbjerg. Det er for stort, og haven kan de ikke holde længere. De vil gerne flytte i lejlighed.
Da Tommy ringede 112
Søvnbesvær er ikke den eneste psykiske konsekvens, Kates forløb med Esbjerg Kommune har haft. I efteråret sidste år var det ved at gå helt galt. En aften drak Kate sig rigtig fuld. Og så tog hun en håndfuld af sin medicin og gik i seng.
”Jeg var træt af det hele. Jeg tænkte, at det kunne være lige meget,” siger Kate.
Kate havde været i soveværelset det meste af aftenen. Det tænkte hendes mand Tommy ikke videre over. Men tilfældigvis – og heldigvis – kiggede han ind til hende.
”Jeg kom ind i soveværelset og kunne se, at hun hev efter vejret. Jeg prøvede, men jeg kunne ikke få liv i hende. Og så hed det 112. Jeg har aldrig set hende sådan før, og jeg var bange for at miste hende. Hvis jeg ikke var kommet ind, havde det måske været for sent,” siger han.
Selvom redderne kom hurtigt, føltes tiden lang for Tommy. Kate kom med på sygehuset til observation, og der var heldigvis ikke sket noget livsfarligt. I dag kæmper hun ikke ligeså meget med psyken.
”Jeg bliver ked af det, når jeg tænker tilbage på den dag. Men der er ikke noget at gøre ved det. Jeg har jo gjort det,” siger Kate, som dog stadig får antidepressiv medicin.
FOA-konsulent: Det er helt absurd og uværdigt
Nanna Mørch er socialpolitisk konsulent i FOA, og hun kender til flere sager som Kates. Hun synes, det er problematisk, at nedslidte personer så tæt på pensionsalderen skal gennem samme jobafklaringsforløb som unge mennesker.
”Folk, der er så tæt på pensionsalderen, genvinder jo ikke pludselig en arbejdsevne. For unge, der muligvis har mange år tilbage på arbejdsmarkedet, giver det god mening at undersøge deres arbejdsevne. Men at den her gruppe skal gennemgå samme forløb, virker helt absurd og enormt uværdigt,” siger hun.
Hun tror på, at nogle kommuner fastholder folk på ressourceforløbsydelsen, som er mindre end satsen for seniorførtidspension, for at spare penge. Men hun har svært ved at se den økonomiske fordel i at fastholde Kate i forskellige forløb på jobcenteret.
”Ud over selve ydelsen vil der jo være udgifter til indsatser, der skal udvikle den her imaginære arbejdsevne. Det koster samfundet langt mere, end hvis man gav hende fred på en seniorførtidspension. Det ville også give langt mere værdighed,” siger Nanna Mørch.
Esbjerg Kommune: Reglerne er stramme
Henrik Vallø sidder i byrådet for Borgerlisten i Esbjerg Kommune og er formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget. Han forstår godt Kates frustration.
”Hun har det jo rigtig skidt i den situation, hun sidder i. Reglerne er jo blevet strammet, og Ankestyrelsen har jo samme holdning som os. Jeg indrømmer, at der har været nogle fejl fra jobcenterets side, som Ankestyrelsen har pointeret. Men det har ikke haft indflydelse på udfaldet,” siger han.
Henrik Vallø kan ikke svare på, hvorfor jobcenteret ikke tilbød Kate en praktik i første jobafklaringsforløb, så de fik udtømt hendes muligheder og evner i første omgang. Han kan heller ikke svare på, hvad der skal til, for at Kate kunne få tilkendt en seniorførtidspension.
Men han mener ikke, at Esbjerg Kommune fastholder Kate på den lave ressourceforløbsydelse fremfor at tilkende hende seniorførtidspension for at spare penge.
”Sådan arbejder Esbjerg Kommune ikke. Det skeler de slet ikke til,” siger han.