Minister: Sosu’er skal varetage flere opgaver fra sygeplejersker
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) vil have Folketingets opbakning til en ændring af loven, der betyder, at social- og sundhedsassistenter fremover kan varetage flere sygeplejerskeopgaver.
Af
Mette Boysen
18. januar 2019
Der er brug for en modernisering af lovgivningen. Det mener sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Hun fremlagde fredag regeringens udspil ’Flere hænder og større arbejdsglæde’, som kom i forlængelse af det udspil til en sundhedsreform, som regeringen præsenterede onsdag.
Når der er behov for lovændringer, skyldes det, at sundhedsministeren gerne ser, at både sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter overtager opgaver, som de ifølge loven tidligere ikke har skullet varetage.
For sygeplejersker drejer det sig blandt andet om at vaccinere ældre i eget hjem, sy små sår eller tage blodprøver uden at spørge lægen først.
”Tilsvarende har vi behov for flere social- og sundhedsassistenter, og vi har behov for, at de på en række områder kommer til at løfte flere opgaver. Regeringen vil indkalde FOA til drøftelser om, hvordan vi kan sikre en moderne lovgivning, hvor social- og sundhedsassistenter kan varetage flere opgaver,” sagde Ellen Trane Nørby på pressemødet.
Endnu kan hun dog ikke præcisere, hvilke opgaver der er tale om for social- og sundhedsassistenter.
”Vi skal have organisationernes egne input til, hvor man ser, at Folketinget moderniserer lovgivningen, så man kan lave opgaveglidning. De dygtige medarbejdere, vi har i hele vores sundhedsvæsen skal opleve, at man har en ramme omkring sit arbejde, hvor man både får lov at gøre en forskel, men også føler, at man fagligt bliver udfordret på en måde, så man har lyst til at blive i faget og til at efteruddanne sig,” sagde Ellen Trane Nørby.
FOA: Det har vi ventet på længe
Torben Hollmann, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, er glad for, at sundhedsminister Ellen Trane Nørby anerkender social- og sundhedsassistenters faglighed.
”Det har vi ventet på længe. Det er simpelthen på tide, at vi får udnyttet social- og sundhedsassistenternes uddannelse fuldt ud, så vi bruger de rette hænder til de rette opgaver. De har kompetencerne til det. De har bare aldrig fået lov til det,” siger han.
”Det er fuldstændig rigtig set af ministeren, at der skal gøres op med det nu. Det gør, at vi kan frigøre ressourcer andre steder i sundhedsvæsenet. Så det er jeg glad for,” siger han.
Læs også: Ung sosu: Vi har et fælles ansvar for at tale vores fag op
Torben Hollmann håber, at social- og sundhedsassistenterne i et sundhedshus for eksempel fremover får til opgave at tage imod patienterne, foretage målinger af KOL-patienter, forklare patienten hvad der skal foregå og generelt forberede lægens arbejde.I løbet af de næste uger skal sektorformanden mødes med ministeren og departementet for at aftale videre, hvilke opgaver der kunne overgå til social- og sundhedsassistenterne.
Dimensioneringen skal på plads
Et andet initiativ i regeringens udspil drejer sig om at få flere praktikpladser på social- og sundhedsuddannelserne.
Forhandlingerne om en dimensioneringsaftale har været svære og langvarige, men ministeren gav udtryk for, at hun håber, at man snart lander en aftale.
”Det er regeringens indgangsvinkel til forhandlingerne, at vi skal have et væsentligt løft af praktikpladser. Vi glæder os over, at man ved overenskomstforhandlingerne sidste forår fik sat praktiklønnen op. Det, tror vi også, er en vigtig forudsætning for at kunne rekruttere flere unge ind i sosu-fagene. Så vi presser på fra vores side,” sagde Ellen Trane Nørby.
Hun lagde desuden vægt på behovet for at tale faget op:
”Der er behov for, at vi i fællesskab får synliggjort, hvilket fantastisk fag det er at arbejde i. Der har været en tendens til, at man har fokuseret på udfordringer og ikke muligheder, og vi ved, det betyder rigtig meget, når unge mennesker skal vælge uddannelse, at de træder ind på et arbejdsmarked, hvor der er brug for dem, og hvor arbejdsglæden er der, og hvor vi får skabt bedre rammer end i dag,” sagde Ellen Trane Nørby.