Sosu fik nyt job på sms
Social- og sundhedshjælper Vivi Sloth Andersen hørte første gang om sit nye job i en sms fra FOA.
08. januar 2019
“Det er en kanon ordning.”
Sådan beskriver social- og sundhedshjælper Vivi Sloht Andersen FOA JobMatch, der er en landsdækkende jobformidling mellem FOAs medlemmer og arbejdsgiverne.
Vivi Sloht Andersen havde været ledig i et halvt år, da hun i juni 2018 fik en sms fra FOA JobMatch, om at Margretecentret i Maribo på Lolland manglede ferieafløsere. Vivi Sloht Andersen svarede straks tilbage, at de gerne måtte sende hendes cv til arbejdsgiveren. Og herfra gik det stærkt.
Læs også: Få hjælp til jobsøgningen: FOA matcher ledige med job
“Allerede et par timer efter ringede teamlederen og inviterede mig til samtale. Ugen efter, at sms’en tikkede ind fra FOA, begyndte jeg på mit nye arbejde,” siger hun. Vivi Sloht Andersen tilmeldte sig FOA JobMatch, da hun blev ledig.“Jeg synes, det er så nemt og noget helt andet end at sidde og skrive uopfordrede ansøgninger, som man ikke engang ved, om bliver læst,” siger hun.
Få opslåede jobs
Det halve år, Vivi Sloht Andersen gik ledig, var hårdt for hende. Der var kun få opslåede jobs, og på sine uopfordrede ansøgninger fik hun enten afslag, eller også fik hun slet ikke noget svar.“Jeg synes ikke, jeg kunne bruge møderne i jobcentret til noget. De gav aldrig en vejledning, der bragte mig tættere på et job,” siger hun.
Læs også: Fyret på dagpenge: Jeg havde ikke råd til mad
I dag er Vivi Sloht Andersen gladere, end hun har været længe. Hun er blevet forlænget på Margretecentret i et vikariat til oktober 2019, hvor hun udelukkende har dagvagter og gode kolleger, der passer på hinanden.“Jeg har fået en arbejdsglæde igen, som har været gemt væk i mange år, og jeg har fortalt alle mine kolleger om FOA JobMatch. Det er godt for dem at kende, hvis de selv skulle blive ledige en dag,” siger hun.