Pædagogisk assistent: Slut med at være misundelig på pædagogerne

“Min uddannelse har givet mig en bedre forståelse for, hvordan det er at være et toårigt barn, og hvordan de udvikler sig og tager imod læring,” fortæller Jette Schultz, der efter 15 år som ufaglært har taget en uddannelse som pædagogisk assistent. Anita Graversen

Med en uddannelse i ryggen fik Jette Schultz ikke bare mere i løn. Hun fik også en faglig sikkerhed for, at det, hun gør i praksis, er rigtigt. 

21. januar 2019

“Er der nogen, der vil hjælpe mig,” råber Jette Schultz ud over legepladsen.

Straks rejser en håndfuld unger i vandtætte flyverdragter sig op, stavrer over fliserne og stiller sig ved sandkassen med de høje kanter.

“Vi skal bygge en slange af sand,” forklarer hun, og inden hun har set sig om, er Gabriel, Anton og de andre allerede i fuld sving med at forme en slange, der snor sig på kanten af sandkassen.

Læs også: Stadig få pædagogiske assistenter ansat i kommunerne

Lokkede med lønforhøjelse


Jette Schultz har i 15 år arbejdet i vuggestuen Toftelunden, som er en del af Hørning Dagtilbud. I februar 2018 blev hun færdig som pædagogisk assistent, og da hun efter 10 måneder på skolebænken igen svingede ind på vuggestuens p-plads, havde hun ikke bare et 12 tal i sit afgangsprojekt i rygsækken, hun var også klædt i en ny og skinnende faglig stolthed.

Og det var lidt af en overraskelse i sig selv.

“Min leder havde flere gange opfordret mig til at tage uddannelsen, men jeg var skeptisk. Hvad skulle jeg få ud af det? Men hun lokkede med en lønforhøjelse, og i dag er jeg lykkelig for, at jeg gjorde det,” fortæller Jette Schultz.

Misundelig på pædagogerne


På skolebænken fik hun sat ord og begreber på det, hun i praksis har gjort hver eneste dag med børnene i garderoben, på stuen og på legepladsen.

“Jeg har altid været misundelig på pædagogernes faglige stolthed, men pludselig fik jeg den selv, fordi jeg kunne se, at det, jeg gjorde, var rigtigt,” fortæller Jette Schultz.

Hun har aldrig set sig selv som kreativ. Hun er hverken dygtig til at tegne eller sy, men på skolebænken lærte hun noget vigtigt om sig selv. At hun havde taget fejl. 

“Jeg troede, at kreativitet handlede om at kunne lave en flot perleplade. Men jeg lærte, at det også handler om fantasi, og det har jeg nok af. Derfor lavede jeg afgangsprojekt om ‘børn og udeliv’, og den indsigt bruger jeg dagligt på legepladsen,” fortæller Jette Schultz.

Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk

Legen stopper aldrig

Slangen på sandkassen er næsten færdig. Den bugter sig på den brede trækant, og undervejs har den både slugt store sten, et æsel og fået mønster på ryggen. Gabriel har lært, at en slange kan bide sig selv i halen, at den fordøjer, mens den sover, og når Anton skal til rytmik sammen med Kristian, kan de sno sig på gulvet som smidige kvælerslanger.

“Tidligere passede vi børn. I dag udvikler vi dem, og min uddannelse har gjort, at jeg kan se perspektiverne i de lege, jeg sætter i gang på legepladsen. Den stopper ikke i sandkassen, når slangen er nået hele vejen rundt. Den udvikler sig, og det giver mig en enorm energi at se, hvordan børnene griber det, jeg sætter i gang, og selv kan bevæge det videre,” siger Jette Schultz.

Læs også: Quiz: Kan du dit fagblad