Kæmpe lettelse: Tidligere medarbejdere i plejefirma får nu millioner

Social- og sundhedshjælpere Simone Eldrup er en af de 77 tidligere ansatte i plejefirmaet Kærkommen, som har ventet i 3,5 år på at få sine penge. Hun har været nødsaget til at låne penge af FOA, mens sagen har stået på. Nu håber hun, at et lovforslag vil forhindre, at andre kommer i samme situation. Anita Graversen

De tidligere medarbejdere i plejefirmaet Kærkommen er lettede over, at de efter 3,5 år endelig får de penge, de har haft til gode, siden det private plejefirma gik konkurs.

29. november 2018

”Det har været en speciel sag, fordi vi hele tiden har vidst, at vi ville vinde. Spørgsmålet var bare, hvem der ville tabe”.

Sådan indledte Mumme Thing, advokat for FOA, da der onsdag var møde i FOA Nordjylland i Aalborg. Senere samme dag var der et møde i FOA Vendsyssel i Hjørring. 

Anledningen var, at der efter 3,5 år endelig er sat punktum i en langstrakt sag om det private plejefirma Kærkommen, der gik konkurs i 2015.

Læs også: 3,5 år efter konkurs: 77 FOA-medlemmer venter på millioner

Konkursen betød, at medarbejderne ikke fik udbetalt løn, feriepenge og pension. FOA anlagde derfor en retssag på vegne af 77 FOA-medlemmer for at få næsten 12 millioner kroner udbetalt til medlemmerne.

Retten skulle afgøre, om pengene skulle udbetales af to kommuner, som har overtaget en del af Kærkommens aktiviteter, eller af Lønmodtagernes Garantifond. Fredag den 23. november afgjorde Vestre Landsret, at Lønmodtagernes Garantifond skal udbetale pengene.

Det vakte jubel blandt de FOA-medlemmer, som arbejdede i Kærkommen, da firmaet gik konkurs. Sagen har haft store personlige konsekvenser for mange.

Karina Mathiesen, social- og sundhedshjælper

Social- og sundhedshjælper Karina Mathiesen har 30.000 - 40.000 kroner til gode plus feriepenge og pension. Efter oplevelsen med Kærkommen er hun færdig med at arbejde i private plejefirmaer.
  
”Oplevelsen med Kærkommen har betydet, at jeg har besluttet aldrig mere at tage et job i et privat plejefirma. Det er alt for risikabelt. Nu er jeg offentligt ansat og kun som vikar, så jeg ikke har så mange penge på spil, ” siger hun. 

Simone Eldrup, social- og sundhedshjælper

Social- og sundhedshjælper Simone Eldrup har cirka 100.000 kroner til gode plus feriepenge og pension. Hun ønsker ikke at andre skal opleve det samme.

”Det er sørgeligt, at det har taget så lang tid. Vi burde have fået pengene udbetalt med det samme, og så kunne parterne have kæmpet om regningen bagefter. Derfor er jeg glad for, at der er fremsat et nyt lovforslag, som sikrer, at andre ikke havner i samme situation som os,” siger hun.

Ove Villadsen, serviceassistent