Hvert femte FOA-medlem har været syg af stress

I Dalby Børnehus i Faxe Kommune har de ansatte fået 'selvstyre', hvor de er med til at bestemme arbejdstider, indkøb til stuerne og vikardækning uden lederens godkendelse. Siden den nye struktur blev indført, har ingen været sygemeldt med stress.  Jørgen True

Arbejdet er den primære årsag til stresssygemeldinger blandt FOAs medlemmer. Det viser en ny undersøgelse. Omsorgsfag er særligt udsatte, mener forsker. 

15. november 2018

Hvert femte FOA-medlem (19 procent) har været sygemeldt med stress inden for de seneste to år, og knap hver tredje (29 procent) har været tæt på at sygemelde sig. Det viser en ny undersøgelse blandt FOAs medlemmer.

68 procent af de, der har været sygemeldt med stress, svarer, at arbejdet var den primære årsag til sygemeldingen.

Læs også: 5 gode råd: Sådan taler du åbent om stress

Ifølge Malene Friis Andersen, som er psykolog, ph.d. og forsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, er det et vilkår for mange ansatte i omsorgsfag at bruge sig selv i arbejdet. Det er meningsfuldt, men også hårdt, siger hun:

"Det kan være en årsag til stress. Selvom det ofte er arbejdsvilkårene, den er gal med, vender mange det indad og bebrejder sig selv," siger hun.

Stress er et kollektivt problem

Tanja Kirkegaard, som er ph.d. og stressforsker ved Aarhus Universitet mener, at kollektive tiltag er vejen frem. 

"Mange arbejdspladser tilbyder individuelle løsninger som mindfulness og kurser i stresshåndtering. Det virker et stykke hen ad vejen, men kan ikke stå alene. Det gør, at mange ser stress som et problem, man skal løse selv," siger hun.

Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk

Malene Friis Andersen peger på, at arbejdspladserne med ledelsen i spidsen bør vurdere, om ressourcerne imødekommer kravene.

"Hvis kravene ikke er til diskussion, bør man kigge på rammerne. Er der nok tid til oplæring, kollegial sparring og basal personaleledelse?" siger hun.

Fagbladet FOA har forsøgt at få en kommentar fra Kommunernes Landsforening, men de har ikke ønsket at deltage.