Mange sosu-elever opsiges i praktikken
14 procent af social- og sundhedsassistenteleverne bliver opsagt af arbejdsgiver i praktikken. Det skal der gøres noget ved, mener både FOA, KL og sosu-skolerne.
Af
Mette Boysen
17. oktober 2018
Hver 7. social- og sundhedsassistentelev bliver opsagt i prøvetiden i den første praktik. Det viser tal fra Danske SOSU-skoler, der baserer sig på de elever, der begyndte på uddannelsen i 2017 og første halvår af 2018.
“Vi har haft en god dialog parterne imellem. Vi er enige om, at vi hurtigt skal analysere årsagerne og se på, hvad vi kan gøre for at få antallet ned,” siger direktør i KL Kristian Heunicke.
Læs også: 9 tip til at få det bedste ud din praktik
I den periode fik i alt 576 ud af 4.024 elever ophævet deres ansættelse inden for prøvetiden på tre måneder. Det antal er for højt, mener både FOA, Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Sosu-skoler, som nu sammen er ved at finde årsagerne til det store frafald.“Vi har haft en god dialog parterne imellem. Vi er enige om, at vi hurtigt skal analysere årsagerne og se på, hvad vi kan gøre for at få antallet ned,” siger direktør i KL Kristian Heunicke.
Brug for bedre vejledning
Formanden for Danske SOSU-skoler, Jeppe Poulsen, mener, at det spiller en rolle, at kommunerne har været vant til, at eleverne havde mere erfaring, når de kom i praktik. Tidligere lå praktikken i kommunerne som elevernes sidste praktik, nu er det den første.“Derfor kunne eleverne tidligere mere, når de kom i praktik i kommunerne. I dag er eleverne yngre, og deres vidensgrundlag er sparsomt,” siger Jeppe Poulsen.
Ifølge ham har kommunerne for høje forventninger til, hvad eleverne kan.
“Derfor tror jeg, at de kan komme til at dømme praktikanterne ude lidt for hurtigt,” siger Jeppe Poulsen.
Vigtige praktikvejledere
Hos FOA er formand for Social- og Sundhedssektoren, Torben Hollmann, enig:
“En elev, der bliver opsagt i de første tre måneder har reelt kun haft en måneds tid til at bevise noget i. Der er altid nogen, der ikke er egnede, men havde de fået lov at være i praktik i et halvt år, kan det være, at de var vokset med opgaven,” siger han.
Torben Hollmann understreger samtidig, at praktikvejledernes rolle er afgørende:
“Hvis man virkelig skal have folk til at gennemføre, skal vejlederne tættere på eleverne. Derfor skal vi investere mere i tid med og uddannelse af vejlederne.”