Ansatte på sygehus samler underskrifter: Psykiatrien skal på finansloven
Psykiatrien skal på finansloven og ikke være afhængig af satspuljemidler, mener sosu-assistent Kim Malmberg Hansen. Sammen med kolleger har han startet en underskriftindsamling.
16. oktober 2018
”At psykiatrien ikke for længst er kommet på finansloven, synes jeg, er en gåde,” siger social- og sundhedsassistent Kim Malmberg Hansen.
Han har sammen med blandt andet en sygeplejerske, en lægesekretær, en socialpædagog og en anden social- og sundhedsassistent stillet et borgerforslag om at sætte psykiatrien på finansloven.
”Når pengene er fordelt, er psykiatrien altid det speciale, som ender med at måtte nøjes med satspuljemidler. Kunne man forestille sig, at kræft- og hjertepakker skulle finansieres via puljer, som kunne være større eller mindre fra år til år? Det er uværdigt, at det gælder for psykiske sygdomme,” siger han.
Hvis borgerforslaget får 50.000 underskrifter, bliver det fremsat som et beslutningsforslag i Folketinget.
En top tre over mindst dårlige
Kim arbejder som social- og sundhedsassistent på retspsykiatrisk afdeling på Slagelse Sygehus. Han mener, at et mere fast budget ville give psykiatrien den kontinuitet og sikkerhed, som specialet har brug for.
Mangel på hænder, for meget tvang og utallige genindlæggelser har været en del af psykiatrien i mange år, mener Kim.
”Da jeg arbejdede på en almindelig lukket afdeling for tyve år siden, lavede vi hver dag en top tre over den mindst dårlige, næstmindst dårlige og tredjemindst dårlige, så vi vidste, hvem vi skulle udskrive, hvis vi kom i pladsmangel. Og jeg ved, at det foregår på samme måde i dag,” siger han.
Kim håber, at en plads på finansloven vil skaffe psykiatrien flere sengepladser og flere hænder, så antallet af genindlæggelser kan formindskes.
”Genindlæggelser er jo et symptom på, at man udskriver patienter, der ikke er
færdigudredte, og det sker, fordi man mangler pladser,” siger han.
Stadig langt til Folketinget
Siden borgerforslaget blev offentliggjort på borgerforslag.dk, har han modtaget støttende beskeder fra en masse forskellige mennesker landet over. Men alligevel er der langt til de 50.000 stemmer, som det kræver, før et borgerforslag bliver fremsat i Folketinget.
”Jeg ved ikke, om jeg har været lidt naiv, for jeg håbede, at stemmerne ville strømme ind. Men drømmen er stadig, at vi når de 50.000 underskrifter og får skabt et større fokus,” siger han.
Kim har oprettet en Facebookside, der hedder 'Psykiatrien på Finansloven', hvor han samler viden om emnet og forsøger at udbrede sit budskab. I skrivende stund har borgerforslaget 2.475 underskrifter. Det kører indtil den 14. januar 2019. Du kan også læse mere om Kims borgerforslag her.