Mona var ordblind: Nu deler hun glæden ved at læse med børnene
Efter et ordblindekursus er Mona Marie Jensen blevet så glad for at læse, at hun er startet på aftenskole.
03. oktober 2018
Hele livet har ord og bogstaver drillet pædagogmedhjælper Mona Marie Jensen. I folkeskolen gik hun i ordblindeklasse, og på arbejdet har hun altid spurgt sine kolleger, når hun skulle stave noget.
“Jeg har været åben om, at jeg var ordblind. Men det har alligevel været lidt pinligt at bede om hjælp,” siger Mona Marie Jensen, der er pædagogmedhjælper i institutionen Klatretræet i Høje-Taastrup Kommune.
Læs også: Alle kommuner tilbyder nu gratis kurser til ord- og talblinde
Frivillig aftenskoleelev
Ud over at hjælpemidlerne har gjort arbejdsdagen lettere, er Mona blevet bedre og mere tryg ved ord. Efter kurset, hvor de startede med at lave krydsogtværser, er hun blevet bidt af mere udfordrende opgaver.
“Jeg har altid købt ‘Ude & Hjemme’ og kigget i det, men at tage en bog frem om aftenen for at læse – det har jeg aldrig gjort før.”
Til at starte med har Mona kastet sig over børnebøger. Læreren har rådet til ikke at gabe over tekster, der er for svære, men at hæve niveauet lidt ad gangen. Kurset sluttede i november 2017 efter ni ugers undervisning én gang om ugen.
Efterfølgende har Mona sammen med nogle af sine medkursister overtalt læreren til at oprette et frivilligt aftenskolehold.
“Jeg er begyndt at læse meget mere, end jeg har gjort hele mit liv. Derfor kunne det være rart at fortsætte,” siger hun.
Selvværd har fået et boost
Kurset har givet Mona Marie Jensen et selvværdsboost, og hun vil anbefale andre, som er ordblinde eller har faglige problemer, at tage imod tilbuddet.
“Jeg sagde ja, fordi jeg gerne vil være bedre til dokumentation på arbejdet, men også for min egen skyld. Jeg har virkelig haft glæde af det.”
Læs mere om, hvordan du som medlem af FOA kan komme på kursus her.