Derfor bliver børn lykkeligere af rollespil

På Langelinieskolens Fritidsinstitution er det rollespildag om onsdagen. Gennem rollespil udvikler børnene deres evner til at håndtere uoverensstemmelser og konflikter. En del af tiden går med forhandlinger. Jørgen True

Rollespil får børn ud af computerrummet og giver dem gode oplevelser i naturen.

21. september 2018

Kammeratskab med plads til alle, eventyrlige udfordringer og masser af motion i det fri. Rollespil kan bruges til meget pædagogisk arbejde, og det har fritidshjem, SFO’er og klubber fået øjnene op for. Det mærker blandt andre projektleder Jesper Kristiansen fra Rollespilsfabrikken.

Læs også: Sådan får fritidshjem børnene væk fra skærmen

”Det går stærkt og godt for institutionsrollespillet. Der er stor interesse for at bruge rollespil pædagogisk,” siger han.

Rollespilsfabrikken laver rollespil og uddanner rollespilinstruktører som led i projekt, ‘Orkerne kommer,’ der har til formål at udbrede rollespil blandt børn og unge blandt andet i fritidshjemsregi. Nordea-fonden støtter projektet med 4,9 millioner kroner.

”Rollespil tiltrækker nogle børn, der ikke typisk synes, det er fedt at gå til håndbold eller fodbold. Det er en god måde at gøre dem fysisk aktive på ude i naturen. Samtidig udvikler rollespil børnenes evner til at indgå i fællesskaber og danne venskaber. Det er en meget inkluderende aktivitet,” siger Tine Wickers, talsperson for Nordea-fonden.

Rollespil gør glad

I forbindelse med projektet har Institut for Lykkeforskning undersøgt, hvordan det påvirker børn og unge at spille rollespil og være med til at arrangere det for andre børn og unge.

Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk

Over halvdelen af de unge – 55 procent – oplevede større tilfredshed med livet, efter de deltog i første fase af projekt ’Orkerne kommer.’

”Det giver livskvalitet at være en værdifuld del af et fællesskab. Fordi der er mange ting, man kan være god til i rollespil, er der plads til, at alle kan få den oplevelse,” siger Jesper Kristiansen.