Mange frygter at blive syge og nedslidte
Op mod halvdelen af de faglærte og ufaglærte er bekymrede for, om de kan holde til pensionsalderen.
03. september 2018
45 procent af alle ufaglærte og 41 procent af alle faglærte over 40 år er nervøse for at måtte forlade arbejdsmarkedet på en uværdig måde.
Det viser tal fra Trygfondens endnu ikke offentliggjorte tryghedsundersøgelse, som professor Jørgen Goul Andersen har leveret til forfatter og debattør Lars Olsens nye bog ‘Det forsvundne Folk’.
Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret
Lars Olsen peger på, at der går en lige linje mellem utrygheden i arbejdslivet og de seneste års politiske reformer, der har ført til højere efterløn- og pensionsalder.“Hvis du er i 50’erne og lider af ryg- eller gigtproblemer, er det en enorm utryghedsskabende faktor, at man kan se, at man skal blive ved indtil, man er i slutningen af 60’erne,” siger han.
Smerter er en del af hverdagen
Blandt højere funktionærer er kun 26 procent bekymrede for at kunne holde til at arbejde så længe, det kræves. For lavere funktionærer gælder det 30 procent. Social- og sundhedsassistent Pia Sørensen på 57 år er en af de faglærte, der frygter seniorårene på arbejdsmarkedet.
Hun fik en arbejdsskade under en forflytning af en patient på Odense Universitets Hospital i 2016 og har været igennem en skulderoperation og en længere sygemelding.
Hun har fået nye arbejdsopgaver, som ikke kræver løft eller andre belastninger. Alligevel er hun bekymret.
“Der går nærmest ikke en nat, hvor jeg ikke er oppe på grund af smerter. Min krop er allerede træt og slidt. Jeg frygter, at jeg om nogle år er så slidt, at jeg ingenting kan selv,” siger hun.