6 gode råd: Sådan hjælper du ældre under hedebølgen

Det er især ældre borgere, som er særligt udsatte under den skarpe sol. Derfor er det vigtigt at holde ekstra øje med dem.  Colourbox

Særligt ældre borgere er i øget risiko for at bukke under af varmeudmattelse eller dehydrering. Find ud af, hvordan du hjælper bedst, når uheldet er ude.  

25. juli 2018

Danmark oplever nu decideret hedebølger, hvor gennemsnittet af dagens højeste temperaturer er over 28 grader i mindst tre dage i træk. Hedebølger giver ubehag og kan resultere i varmesygdomme og hedeslag. 

Det er særligt ældre borgere og børn, der er udsatte i varmen. På grund af dehydrering hos især ældre borgere har der været et eksplosivt antal af hospitalsindlæggelser på Odense Universitets Hospital, det skriver TV2 Fyn.

Hvis en kollega eller borger har symptomer på varmeudmattelse, solstik eller hedeslag, så skal de straks hjælpes. Symptomerne kan være svimmelhed, kvalme, synsforstyrrelser og hovedpine, og personen kan virke sløv eller forvirret. Huden bliver typisk varm og rød eller bleg og klamsvedende.

Dette skal du gøre, hvis en kollega eller borger viser tegn og symptomer på varmeudmattelse:

1. Få personen ud i køligere omgivelser

Få personen ind i skyggen eller et køligere rum. Hvis det er muligt, bør der være gennemtræk, luftviftere/ventilator eller aircondition, som gør rummet mere svalt og behageligt at opholde sig i.  

2. Giv personen rigeligt at drikke

Udover at personen skal drikke rigeligt, mindst ½-1 liter i timen, så er det også vigtigt, at der drikkes andet end almindeligt postevand. Der er ikke nogen salte i postevand, og det gør, at indholdet af salt i kroppen falder. Det kan være farligt i varmen. Drik derfor også juice, saftevand eller sodavand, som indeholder salte. 
 

3. Afklæd personen

Har personen for mange lag tøj på, eller er tøjet for varmt og tæt, bør du fjerne nogle af lagene, så huden kan komme af med varmen og fugten. 

4. Anbring personens hænder og fødder i køligt vand

Det er en effektiv måde at sænke personens kropstemperatur på ved at anbringe personens hænder og fødder i køligt vand. Du kan også nedsænke personen i et køligt vandbad, det kan dog være ubehageligt og skabe rystelser hos personen.

5. Læg kolde klude på underarme, underben og pande

En anden effektiv måde at yde ekstern nedkøling på er ved at lægge kolde klude på underarme, underben og pande. På den måde holdes personens hud fugtig. Du kan også bruge isposer, hvor de placeres i lysken og armhulen. Isposerne må dog ikke komme i direkte kontakt med huden.
 

6. Få kontakt til en læge eller ring 112, hvis personen ikke får det bedre

Kontakt altid en læge eller ring 112, hvis en person får det dårligt, så du kan få rette information og henvisning. 

Forsvinder symptomerne i løbet af 20-30 minutter, vil tilstanden formentlig gå over i løbet af to til tre timer. Er symptomerne ikke forbedret inde for 30 minutter, vil lægen behandle tilstanden som et hedeslag. Hvis lægen vurderer, at det er hedeslag vil lægen typisk lade personen hospitalsindlægge.
 
Kilde: Sundhed.dk