Dennis: ”Vi har præcis hevet det i hus, som vi lagde ind i solidaritetspagten”
Nattens forlig mellem regionerne og LO-fagforbundene, herunder FOA, er et gennembrud i forhandlingerne om OK18. Men det splitter også de offentligt ansatte.
25. april 2018
Opdateret kl. 11.23 med kommentar fra afgående forbundsformand, Dennis Kristensen
Forliget mellem regionerne og fagforbundene under LO, herunder FOA, som blev indgået natten til i dag, onsdag, er det første konkrete resultat af de langvarige forhandlinger om de offentlige overenskomster.
Læs også: Forlig på det regionale område er i hus
Men det er samtidig et brud på det sammenhold mellem de offentligt ansatte på tværs af faggrupper og ansættelsesområdet, som har kendetegnet forhandlingerne denne gang.
For det er langtfra alle de regionalt ansatte, der er med i aftalen, for eksempel er sygeplejerskerne og lægerne ikke med i aftalen.
”Det kan ikke tolkes på anden måde, end at musketereden er skudt sønder og sammen nu,” siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet til avisen.dk.
Solidaritetspagten er opfyldt
Det er fagforeningerne, der har indgået forliget, dog ikke enige i.
”Vi har præcis hevet det i hus, som vi lagde ind i solidaritetspagten. Vi er faktisk enige om alt andet end spisepausen, hvor nogle har haft behov for større betryggelse," sagde FOAs formand, Dennis Kristensen umiddelbart efter indgåelsen af forliget.
Læs også: Dennis fortsætter som chefforhandler trods formandsvalg
Han er godt tilfreds med forliget, fordi det opfylder de hovedkrav, som FOA har haft til forhandlingerne.
"Jeg tror, at når røgen har lagt sig, så vil de fleste sige: Det var nu ikke så ringe endda, at vi fik skabt reallønsfremgang fra medlemmerne,” sagde han via videolink til de 598 delegerede på FOAs ekstraordinære kongres i Odense, hvor der i dag, 25. april, vælges en ny forbundsformand. Selv befinder han sig i Forligsinstitutionen i København, hvor der fortsat forhandles på det kommunale og statslige område i dag.
Chefforhandleren for Forhandlingsfællesskabet på det regionale område, sygeplejerskernes formand Grete Christensen, udtrykker over for TV 2 overraskelse over udviklingen og mener, at netop FOAs formand ellers har repræsenteret den holdning, at fællesskabet skulle stå sammen.
Musketereden må ikke spærre for aftaler
Akademikernes formand, Lars Qvistgaard, er også utilfreds med LO-gruppernes forlig.
”Jeg er drønærgerlig over, at vi ikke kunne holde sammen og blive enige. Men jeg synes stadigvæk, at vi har et stærkt sammenhold i staten og kommunerne. Nu handler det om at skabe fælles løsninger på de andre områder,” siger han til Danmarks Radio.
Læs også: Over 2.000 FOA-tillidsfolk til stormøde: Vi står skulder ved skulder
LOs formand Lizette Risgaard opfordrer til, at fagforeningerne holder op med at snakke om splittelse, og i stedet bruger kræfterne til at indgå forlig på de andre områder.
”Musketereden har aldrig været tænkt som noget, der skal spærre for, at man kan lave aftaler. Det er stadig muligt at komme ud med aftaler på alle områder,” siger hun til Ritzau.