Over 2.000 FOA-tillidsfolk til stormøde: Vi står skulder ved skulder
Imens forhandlingerne fortsætter i Forligsinstitutionen, mødes over 2.000 af FOAs tillidsrepræsentanter i dag for at forberede sig på resultatet af overenskomstforhandlingerne.
17. april 2018
En hær af social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere, pædagoger, portører, paramedicinere og mange flere er mødt op i Odense Congress Center. Her bliver i dag afholdt stormøde for alle FOAs tillidsrepræsentanter.
Formålet er, at de tillidsvalgte i fællesskab skal forberede sig på resultatet af overenskomstforhandlingerne - om det bliver forlig, forlis eller udskydelse. På trods af sorte udsigter er det vigtigt at bevare solidariteten og gåpåmodet, mener næstformand i FOA, Mona Striib.
”Vi er nødt til at vise, at vi står skulder ved skulder. Også selvom vi kan ende i en konflikt, som det desværre godt kunne se ud, som om vi gør,” siger hun.
Tillidsrepræsentanter får travlt uanset udfald
Uanset hvilket resultat overenskomstforhandlinger får, kommer tillidsrepræsentanterne til at have meget at se til og et stort ansvar at skulle leve op til overfor deres kollegaer.
Derfor vil der i løbet af dagen afholdes workshops, hvor gode idéer til aktiviteter, tekster til demonstrationssange og erfaringer med kollegaers reaktioner og følelser kan deles.
Musketereden på dagsordenen
Derudover er musketereden også på dagsordenen. Formanden for lærerforeningen i Odense, Anne-Mette Kæseler, og formanden for 3F GOPS, Charlotte Vincent Pedersen er på programmet i løbet af formiddagen, hvor de vil sende en hilsen for at vise deres støtte til de offentligt ansatte FOA-medlemmer.
Det er vigtigt, at forhandlingscheferne kan se, at der bliver holdt sammen på tværs af faggrupper i Forhandlingsfællesskabet. Det mener Mona Striib.
”Vi vil en løsning for alle – og det gælder både lønspørgsmålet, lærernes arbejdstid og den betalte frokostpause. Det er vigtigt at vise omverden, at vi står sammen om vores krav,” siger hun.