Rutinemæssig gennemgang af børn viser gode resultater

Sundhedsplejerske Dorte Lindberg Madsen (tv), socialrådgiver Astrid Abildgaard Klausen og dagplejeleder Anne Bay Madsen er på besøg i legestuen, så blandt andre dagplejer Gitte Albertsen kan få faglig sparring i middagsstunden. Heidi Lundsgaard

Alle børn i dagplejen på Ærø bliver gennemgået på tværfaglige møder hver måned i legestuen.

05. april 2018

Der er ro i dagplejens hus i St. Rise på Ærø. Alle børnene sover under halvtaget i haven efter en formiddag med tummel og leg. 

Middagsstunden bliver denne onsdag brugt til et møde, hvor dagplejeleder Anne Bay Madsen samt en socialrådgiver og øens eneste sundhedsplejerske deltager. 

Læs også: Ansatte i dagtilbud får sparring udefra

Sammen med de tre dagplejere i legestuen gennemgår de alle børnene. Det sker som en fast rutine hver måned. 

“Vi fanger stort og småt og taler om, hvordan vi kan hjælpe barnet. Det kan være alt fra at sætte grænser eller få en god søvn til større indsatser med udvidet hjælp til dagplejer eller familie,” fortæller Anne Bay Madsen, der både er leder og dagplejepædagog. 

Er der større udfordringer, aftaler de opfølgende møder med forældrene eller større indsatser.

Renlige børn

Samarbejdet har eksempelvis ført til, at stort set alle dagplejebørn på Ærø har smidt bleen, inden de starter i børnehave, fortæller sundhedsplejerske Dorte Lindberg Madsen. 

Læs også: Genåbning af dagtilbud: Nogle vil få brug for mere tid

“Vi kunne se, at en del børn ikke nåede at blive renlige. Vi indkaldte derfor til et forældremøde, hvor vi talte om renlighed, og havde fokus på det på vores månedlige møder. Det gav hurtigt resultater,” siger hun.

Glad for sparring

Gitte Albertsen, der har været dagplejer i to år, er glad for den månedlige sparring. Også selvom hun ikke altid synes, hun har noget at komme med.

Læs også: Coronaregler i dagtilbud: Sådan giver du børnene tryghed

“Når vi taler om børnene, og de andre spørger og byder ind med deres faglighed, får vi alligevel fat i vores tvivl og ideer til, hvordan vi kan hjælpe børnene,” fortæller hun.

”Som ny dagplejer får jeg også styrket min faglighed igennem samtalerne, og vi lærer hinandens børns styrker og svagheder bedre at kende.”

Hun oplever, at forældrene sætter pris på sparringen og regelmæssigt giver hende spørgsmål med, når hun nu alligevel mødes med de andre.