8 råd til dig, der arbejder, når det er glat
Det er under normale omstændigheder arbejdsgiverens ansvar, at du kan arbejde sikkert, når det er blevet glat. Men du kan også selv gøre noget – læs rådene fra FOAs advokat.
08. januar 2018
Lige nu er det meste af landet dækket af sne. Nogle steder endda ekstraordinært meget.
Og med sne kommer der også en risiko for glatte fortove, stier og veje. Selv om det er arbejdsgivers ansvar, at du kan arbejde sikkert, er der også ting, du selv kan gøre.
Du kan blandt andet råbe op om problemerne, så der er dokumentation til senere, hvis uheldet er ude, siger advokat i FOA, Anne Signora Toft.
-
1
Lav et beredskab for glatføre
Brug et personalemøde til at tale om, hvor der er problemer med is og sne og find gode fælles løsninger. Ingen må være i tvivl om, hvem der har ansvar for snerydning, og hvad man skal gøre, hvis uheldet sker.
-
2
Brug de tilbudte hjælpemidler
Du bør tage imod hjælpemidler som for eksempel pigsko, såkaldte grippers, der kan trækkes ud over almindeligt fodtøj. Også selv om de ikke er pæne, siger advokat i FOA, Anne Signora Toft.”Hvis kommunen har stillet hjælpemidler til rådighed, der ville have virket og forebygget, og man vælger at trippe afsted i almindelige sko og glider, er det svært at vinde sagen efterfølgende,” siger hun. -
3
Udstyret skal være klar
Sørg for, at udstyret er klar. Der bør være vinterdæk på bilen fra november til april, og cyklen bør udstyres med pigdæk i samme periode. Der skal være sprinklervæske og isskraber i bilen og lys og reflekser på cyklen.
-
4
Råb op om problemerne og skriv ned
Råb op, hvis du gang på gang oplever, at det er glat de samme steder. Ryk, hvis der ikke sker noget og få det skrevet ned.”Få det dokumenteret på mail, i et mødereferat eller skriv det i bøgerne, så vi efterfølgende kan dokumentere, at du gjorde arbejdsgiveren opmærksom på, at der ikke er ryddet sne hos borgeren. Arbejdsgiveren skal håndtere problemet ved at bede borgeren om at få det bragt i orden, lægge gummimåtter ud foran borgerens dør eller ringe til kommunens Teknik- og Miljøforvaltning, hvis det er en offentlig vej,” lyder rådet. -
5
Ikke din opgave at rydde sne
Som udekørende kan du blive bedt om at tage for eksempel kattegrus med i bilen. Men det er som udgangspunkt ikke dit ansvar at sørge for glatførebekæmpelse.”Social- og sundhedspersonale har mange besøg på en dag og skal ikke bruge deres i forvejen hårdt belastede ryg på at gruse og fjerne sne. Men der kan opstå situationer, hvor det kan være nødvendigt for, at du ikke skøjter afsted,” siger Anne Signora Toft. -
6
Dokumentér ulykken – tag fotos med din telefon
Det er vigtigt at have dokumentationen i orden, hvis uheldet er ude – ikke mindst til en senere retssag. Det er godt at have fotos af stedet.”Send din søn eller nabo hen for at tage et foto af det glatte fortov eller cykelsti, hvor du er faldet. Når vi kommer et halvt år senere, og alt er lysegrønt, er det svært at dokumentere, at der var is, sne eller fedtede blade. Fortæl til ambulancefolkene, hvorfor du er faldet – vi kontakter dem nogle gange efterfølgende,” siger Anne Signora Toft. -
7
Anmeld sagen og søg erstatning
Informer straks din arbejdsgiver og arbejdsmiljørepræsentant, hvis du har en ulykke. Din lokale FOA-afdeling hjælper dig med at få anmeldt arbejdsskaden og eventuelt søge erstatning, da du hurtigt kan ende på sygedagpenge.”Det kan være ubehageligt, at det er de borgere, man plejer at hjælpe, man skal anlægge et erstatningskrav imod. Men det er deres forsikring, der dækker – ikke dem selv personligt,” siger Anne Signora Toft. -
8
Søg læge
Et vigtigt råd er at søge læge hurtigt.”Man får ikke noget ud af at vente, men har alt at vinde. Man kan ikke selv vurdere, hvordan en skade vil udvikle sig,” siger Anne Signora Toft.