10 gode råd til snerydning
Er du for eksempel dagplejer eller arbejder i daginstitution, SFO og på skoler, kan du komme ud for, at du skal rydde sne for ikke at falde på halen. Men pas på din ryg, hvis du gør det.
01. marts 2018
Det er arbejdsgiverens ansvar at sikre, at du kan arbejde sikkert. Også, når det er glat udenfor, og der falder sne.
Læs også: Sværere at få anerkendt glatføreulykker som arbejdsskade
Sørg for, at alle ved, hvem der gør hvad, når det begynder at blive glat.Der kan dog opstå situationer, hvor du skal gruse eller skovle sne eksempelvis for at sikre børnene og personalets sikkerhed på legepladsen.
Hvad gør du?
1. Brug skridsikre sko
Det er vigtigt at kunne stå fast. Brug derfor skridsikre sko, for eksempel pigsko, grippers til at tage uden på skoene eller lignende.
2. Vær godt klædt på
Undgå 'et stykke med bart', da kulde får kroppen til at spænde. Brug eventuelt termotøj.
3. Brug en kraftig kost til nyfalden sne
Jo tidligere du går i gang med at fjerne nyfalden sne, desto lettere er det. Når du opdager, at det har sneet, kan du feje sneen væk.
4. Brug sneskovl til tung sne
Sneskovlen må gerne være bred, men den må ikke være for tung. En sneskovl fremstillet af krydsfiner eller plastik er som regel udmærket. Skub sneskovlen foran dig, så du selv går i den bane, den lige har ryddet.
5. Brug saltlage i stedet for tung salt
Ved saltlage (1 del salt og 4 dele lunkent vand) bruger du betydeligt mindre salt, end hvis det bliver strøet ud med hånden. Vejsalt er tungt opløseligt, så hvis du vil slippe for at røre så ofte, kan du anvende køkkensalt.
6. Undgå tunge løft
Bruger du grus eller salt, så tag små portioner ad gangen eller brug eventuelt en strøvogn. Fordel altid grus eller salt jævnt – det skåner overfladen og mindsker risikoen for glat føre
7. Hold ryggen lige
Pas godt på din krop. Hold ryggen lige og bøj i dine hofter og ben.
8. Hold de tre ’næser’ (skosnuder og næsen) i samme retning
Undgå vrid, der sætter sig i kroppen. Lad næse og sko pege i samme retning, Ikke mindst når du skal dreje dig for at komme af med sneen.
9. Variér arbejdet
Skift for eksempel med at kaste sneen til højre og til venstre.
10. Hold pauser
Snerydning er hårdt arbejde. Husk at holde pauser og tag en tår vand undervejs
Kilde: skovlsne.dk
Kilde: skovlsne.dk