Klumme: Mens vi venter på en ny læreplan

En af de udfordringer FOA har peget på er, at den nye læreplan mod al fornuft ikke bliver opdelt i læringsmål for 0-2-årige børn og 3-5-årige børn, skriver sektorformand Mogens Bech Madsen.  Jørgen True

Der er især to udfordringer i den politiske aftale om nye læreplaner for dagtilbud 0-5 år, skriver sektorformand Mogens Bech Madsen. 

11. oktober 2017

Lovteksten er endnu ikke skrevet, men der er truffet en politisk aftale om ny styrket læreplan for dagtilbud 0-5 år, som træder i kraft 1. juli 2018. Mange venter på svar på, hvad det nye er i den politiske aftale om en ny læreplan for dagtilbud 0-5 år, og hvilke udfordringer der følger med.  

FOA har peget på især to udfordringer i alle de fora, vi har medvirket i, om den nye læreplan. Den første udfordring er, at danske dagtilbud ikke er lige langt i deres udvikling i forhold til de krav, der bliver stillet i den nye læreplan. Nogle har for eksempel arbejdet med udvikling af læringsmiljøer længe, andre er lige begyndt.

Da de nuværende pædagogiske læreplaner blev indført i 2004, var mange hurtigt i gang med arbejdet, mens andre først kom rigtigt i gang i årene efter. Derfor er vi meget optaget af, at uddannelsen af de faglige fyrtårne, som skal sætte arbejdet med en ny styrket læreplan i gang, sikrer, at alle kommer med fra start. 

Den anden udfordring er, at den nye læreplan mod al fornuft ikke bliver opdelt i læringsmål for 0-2-årige børn og 3-5-årige børn.

Nogle har for eksempel arbejdet med udvikling af læringsmiljøer længe, andre er lige begyndt.

Mogens Bech Madsen, sektorformand. 

FOA har derfor sat en forsker i gang med undersøge, hvad der var særligt udfordrende i arbejdet med de nuværende læreplaner i dagtilbud 0-2 år. 

Dette skal bruges i materialer til FOAs medlemmer, der skal uddybe, hvordan den nye styrkede læreplan benyttes i det pædagogiske arbejde med de helt små børn. Resultatet præsenteres i forbindelse med landskonferencen ‘Kvalitet i dagplejen’ i foråret 2018.

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA