Stoffer, afpresning og tabte liv bag hegnet: Den store fortælling om psykiatrien
Dette er en longread om et psykiatrisk system i krise. Det er også fortællingen om Peter og den skæbnesvangre dag med kniven – og hans kamp for at komme tilbage.
27. juli 2017
1. Køkkenkniven
Det var en grå, fugtig vintermorgen på Buddinge Hovedgade. Klokken var 7.30.
40-årige Peter gik langs den travle gade i morgentrafikken med bare fødder. Han var kun iført bukser og T-shirt. Mens han gik på den kølige asfalt, sagde han nogle uforståelige, forpinte lyde.
I hånden holdt han en stor køkkenkniv.
En tilfældig cyklist kom kørende mod Peter.
Indtil denne dag havde han aldrig reageret voldeligt. Han havde altid rettet den smerte, som hans sygdom forvoldte, ind mod sig selv. Men lige nu var Peter nedsunket i en tung psykose, der havde lagt sig som en dyne hen over det venlige, ømme og lidt usikre sind, som normalt kendetegnede ham.
I vildelse hævede han kniven over hovedet. Han gjorde et udfald mod cyklisten, som nåede at undvige den sølvblanke klinge. Endnu et hug blev rettet mod den næste cyklist.
De søvnige morgentrafikanter havde nu fået øje på Peter. Øjenvidner har senere beskrevet, hvordan gymnasieelever og forældre med børn på armen løb skrigende væk.
I sin psykose forsøgte Peter at trænge ind i en nærliggende børnehave. Men det lykkedes panikslagne forældre og pædagoger at blokere døren. En civilbetjent, der tilfældigt kom forbi, fik først fjernet Peters opmærksomhed fra børnehaven. Herefter sprøjtede han peberspray i hans øjne. Det fik Peter til at smide kniven, og betjenten kunne så pacificere ham.
Kort før klokken 8 om morgenen blev Peter lagt i håndjern. Bortset fra en cyklist, der fik et overfladisk snitsår i ansigtet, kom ingen alvorligt til skade.
I de fleste landsdækkende medier blev det samme dag i 2012 beskrevet, hvordan den knivbevæbnede Peter havde forsøgt at komme ind i børnehaven. Herfra fortsatte nyhedsdagsordenen sin buldrende gang, og fortællingen om Peter blev aldrig til mere end endnu en historie om et psykisk sygt menneske, der var gået amok. Peter blev glemt. Selv om den vigtigste historie på sin vis udfoldede sig bagefter.
2. Bristepunktet: Et dobbelt svigt
Fortællingen om Peter skriver sig ind i en større fortælling om en psykiatri i krise. En krise med store menneskelige og økonomiske omkostninger.
Roden til krisen er et misforhold mellem ressourcer og patienter. Der er sket en eksplosiv vækst i patienter de seneste år, mens antallet af senge er reduceret. Det skader behandlingen.
Samtidig har vi set en eksplosiv vækst i retspsykiatriske patienter, altså psykisk syge med domme. Selv om regionerne har lavet flere senge til dem, er man alligevel blevet løbet over ende af stigningen i kriminelle patienter. På grund af pladsmangel må flere af de retspsykiatriske patienter derfor indlægges blandt andre, almindelige patienter.
Vi kan her dokumentere, at der i næsten hver tiende seng på de almindelige psykiatriske afdelinger ligger en retspsykiatrisk patient. Det betyder, at deprimerede fru Hansen risikerer at blive indlagt ved siden af en patient, der er dømt for mord, voldtægt eller stofsalg. Det er selvsagt problematisk. Vi har kendskab til flere eksempler, hvor de almindelige patienter afpresses eller tvinges til at smugle stoffer ind af deres retspsykiatriske sengekammerater.
Svigtet er imidlertid dobbelt. Flere af de retspsykiatriske patienter kan ikke få den hjælp, de har brug for, i den almindelige psykiatri. Indlæggelsen her risikerer derfor at få karakter af opbevaring frem for behandling. Det gavner hverken patient eller samfund, når patienten om nogle år skal udskrives igen.
Krisen er ikke afgrænset af hegnene om de psykiatriske hospitaler. Den breder sig langt ud i samfundets afkroge og har blandt andet kostet flere ansatte og patienter livet. Og ser man på data fra psykiatrien, tyder alt på, at udviklingen fortsætter sin negative retning.
“Psykiatrien befinder sig i en ond cirkel. Det kan få meget alvorlige konsekvenser, hvis ikke vi gør noget nu,” siger Anne Lindhardt, formand for Psykiatrifonden.
Denne fortælling handler om et psykiatrisk system strakt til noget når bristepunktet. På baggrund af mere end 100 aktindsigter fra forskellige myndigheder, interviews med adskillige kilder samt reportager fra hospitaler og bosteder afdækker vi årsagerne til og konsekvenserne af psykiatriens deroute.
3. Hanne og Leif i Bagsværd
For Peter og hans forældre havde de skæbnesvangre minutter på Buddinge Hovedgade store konsekvenser.
Det blev begyndelsen på et næsten fem år langt forløb i retspsykiatrien, hvor forældrene og Peter oplevede et bureaukratisk behandlingssystem, der nogle gange virkede til at skade mere, end det gavnede.
Dokumentationen af kampen er manifesteret i en række tykke ringbind med mere end tusind mails, breve og journalnotater, som Peters mor, Hanne, sidder og bladrer i ved køkkenbordet i sit og ægtefællen Leifs lyse hus i Bagsværd. De er begge pensionerede akademikere. Hanne har arbejdet som læge og underviser på Københavns Universitet, mens Leif har arbejdet som civilingeniør og underviser på DTU.
Historien om Peter kunne være historien om en gerningsmand. Den kunne også være historien om et offer uden håb. Men begge historier ville være forsimplede. Historien om Peter er langt større og langt mere nuanceret.
Både Hanne og Leif er åbne om sønnens sygdom, men for at skærme ham har de ønsket kun at blive omtalt ved deres fornavn. Efternavnet vil gøre det let at identificere dem – og dermed også sønnen.
Jeg har også talt med Peter. Men når det er Hanne, Peters mor, der udlægger dele af sønnens historie, er det ikke tilfældigt. Nogle dele af Peters livserindringer er sløret af skizofrenien og en dyne af tung antipsykotisk medicin. Hanne, der har fulgt sønnen tæt hele livet, kan med bistand fra et tykt spor af dokumenter bedre redegøre for dele af sønnens livsforløb, end han selv kan.
Det virker også, som om Peter har meget svært ved at sætte ord på dele af sygdomsforløbet og sine eksistentielle kriser. Når man spørger ind til det, svarer han kort og afvigende. Her har Hanne – med Peters accept – hjulpet med at sætte ord på det, han selv har haft svært ved at tale om.
Hanne husker tydeligt tirsdagen for fem år siden.
“Det kom fuldstændigt bag på os. Vores søn har aldrig været voldelig over for os eller andre. Han har altid været rolig og blev indelukket i de perioder, hvor han har haft det dårligt,” fortæller Hanne.
Da Hanne blev klar over, hvad der var sket, ringede hun til politiet i Gladsaxe og fortalte, at hendes søn var syg og skulle køres på den lukkede afdeling.
“Samme dag tog jeg til den psykiatriske afdeling i Gentofte for at aflevere en taske med ejendele. Da jeg mødte ham, var han næsten bevidstløs af medicin. Jeg tog ham i hånden. Så gav han mig et klem og sagde: ‘Nu skal vi hjem, mor’,” fortæller Hanne.
Der skulle vise sig at gå lang tid, før sønnen fik det ønske opfyldt.
4. Ringe i vandet: Flere patienter, færre senge
Flere og flere pårørende oplever – som Hanne har gjort – hvad det vil sige at leve med et menneske med psykisk sygdom. De sidste år er det samlede antal patienter med kontakt til det psykiatriske sygehusvæsen vokset fra 114.000 i 2010 til 148.000 i 2015.Samtidig udfordrer en anden udvikling. Antallet af senge i almenpsykiatrien, altså der, hvor du og jeg bliver indlagt, hvis vi bliver syge i sindet, er faldet fra 2.648 i 2010 til 2.426 i 2016. Det viser aktindsigter hos hver af de fem regioner.
De færre senge lyder ulogisk set i lyset af udviklingen i patienter. Men faktisk er det et udtryk for en sympatisk strategi om, at psykisk syge skal inkluderes i samfundet i stedet for at leve et liv på lukkede afdelinger. Problemet er bare, at de tilbud, der skulle samle patienterne op uden for hospitalerne, ikke er blevet oprustet med samme hast, som sengene er skåret væk.
Det øger risikoen for, at sindslidende mennesker sendes tilbage på gaden eller bostedet uden at være færdigbehandlede. Og når de står her, har de svært ved at få hjælp fra den distriktspsykiatri, som egentlig skulle samle dem op efter den tidligere og tidligere udskrivning fra hospitalssengen.
“Behandling af psykisk syge er en velfærdsydelse, men i den her meget hårde konkurrence, der er imellem patienterne, er det ikke alle, der kan få hjælp. En del af dem lever på gaden og er kronisk sindssyge,” siger Torsten Bjørn Jacobsen, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.
Det har konsekvenser. I den nyeste benchmarking af psykiatrien foretaget af Danske Regioner kan man se, hvordan indlæggelsestiden falder, mens antallet af genindlæggelser vokser støt. Når patienterne bliver udskrevet tidligere og oftere har brug for at blive genindlagt, tyder noget altså på, at de ikke altid er færdigbehandlede, når de forlader hospitalet.
Aktindsigter i opkald fra bosteder til politiet dokumenterer da også flere konkrete episoder, hvor betjente enten må hente en psykotisk patient og køre til dennes bosted på grund af ‘pladsmangel’ eller køre retur til hospitalet med en beboer, fordi han er blevet udskrevet uden at være færdigbehandlet.
Mens der fra 2010 til 2016 er blevet færre senge til de almindelige psykiatriske patienter, er antallet af senge i retspsykiatrien i samme periode steget – fra 283 til 363. Forklaringen på det er, at antallet af patienter med domme for kriminalitet er næsten tredoblet siden 2001.
Finansieringen af de retspsykiatriske senge er i flere regioner sket ved at nedlægge almindelige psykiatriske sengepladser. Det viser aktindsigter hos regionerne og tilsynsnotater fra Ombudsmanden. Selv om regionerne har rustet op for retspsykiatrien, har oprustningen ikke kunnet stå mål med udviklingen i patienter. Således bliver næsten hver tiende seng i almenpsykiatrien i øjeblikket optaget af en retspsykiatrisk patient.
De mange patienter i retspsykiatrien skader behandlingen. Dels risikerer de at gøre de øvrige patienter utrygge, og det gør det sværere for personalet at hjælpe dem. Men behandlingen på de travle almenpsykiatriske afdelinger er også tilrettelagt mod de almenpsykiatriske patienter. Når en retspsykiatrisk patient indlægges her, risikerer han derfor at blive forsømt.
Problemet med de retspsykiatriske patienter i almenpsykiatrien forstærkes yderligere af, at en del af dem har en anbringelsesdom eller er varetægtssurrogatfængslede. Det betyder, at de ikke kan udskrives, selv om de i lægelig forstand er raske. Konsekvensen er, at det bliver de syge almenpsykiatriske medpatienter, der skal udskrives, når der skal frigøres plads til nye indlæggelser. På den måde breder tendensen sig som ringe i vandet ud til bostederne i kommunerne, hvor mange af patienterne udskrives til.
5. Diagnosen
I dag bor Peter i et lille bofællesskab lidt uden for København. Bygningen ligger anonymt placeret i et villakvarter. Set udefra ligner det bare endnu en af de mindre andels- og ejerforeninger, der også ligger i området.
Ved indgangen er der et fællesområde med store vinduespartier i hver side. Fællesområdet er lyst og velholdt. Her er planter og farverige malerier, der er udstillet på væggene og på et staffeli.
Peter tager imod i døren. Han har en nyvasket T-shirt og et par joggingbukser på og giver et fast håndtryk. Peter er et pseudonym, men hans identitet er kendt af redaktionen. Det var en betingelse for, at Peter ville medvirke, at vi slørede hans identitet. I dag, mere end fem år efter psykosen på Buddinge Hovedgade, vil han opfattes af sine omgivelser som den fredelige mand, han har været hele livet. Ikke som den psykotiske voldsmand, han var i 20 minutter tilbage i 2012.
Peters lejlighed minder om en ungdomsbolig med et lille te-køkken i stuen. På væggen hænger et fjernsyn, og på sofabordet ligger flere bøger om jiu-jitsu-træning sammen med en skål jordbær, som hans mor har medbragt.
Peter blev diagnosticeret med skizofreni, da han var 22 år. Når han ser tilbage på sit liv fra lædersofaen i sin lejlighed, kan han ikke identificere årsagen til, at netop han blev ramt.
Han voksede op i en kernefamilie med en mor, en far og en søster. Peter har ikke haft traumer, og både han og forældrene beskriver samstemmende barndommen som lykkelig. Men den lykkelige fortælling ændrer sig gradvist i overgangen fra barndom til ungdom.
“I gymnasiet var jeg ikke glad. Det var en asocial klasse, og der var ikke meget socialt liv. Jeg havde en ven, men holdt mig ellers mest for mig selv,” husker Peter.
Han var god til matematik, men han havde svært ved den danske stil og det teenageliv, der fulgte med gymnasietiden.
Som han sidder der i den læderbetrukne trepersoners sofa i sin lejlighed, ligner han en almindelig mand midt i 40’erne. Han taler med en lavmælt stemme. Han virker venlig, lidt usikker og på ingen måde faretruende.
Peter blev matematisk student i 1991 og forlod her de trygge rammer i villakvarteret i Bagsværd og flyttede ind i en ungdomsbolig i Albertslund, hvor han begyndte at læse økonomi på Københavns Universitet.
“Jeg flyttede hjemmefra lige efter gymnasiet. 19 år og direkte på universitetet. Jeg var glad for studiet, hvor jeg havde nogle venner og fik læst mine lektier,” husker Peter.
Hanne husker, at sønnens forhold til forældrene på det tidspunkt var anstrengt. I en periode på næsten et år frem til Peter fik sin diagnose, havde de ikke kontakt. Flere gange forsøgte hun at få sønnen til at fortælle, hvad der foregik i hovedet, men hver gang blev hun afvist.
Imens fortsatte Peter sin gang på universitetet. Han bestod sine eksamener, men i takt med at han nåede længere frem på uddannelsen, blev hans sind mere mørkt.
“De første symptomer, jeg mærkede, var, da jeg boede i lejligheden i Albertslund. Jeg tror, jeg fik en depression, men det vidste jeg ikke dengang. Jeg vidste bare, jeg havde det dårligt,” siger Peter.
Over to år kunne forældrene se til fra sidelinjen, mens deres søn gradvist forsvandt ind i sig selv, indtil han en dag i 1994 opsøgte sin mor.
“Han henvendte sig selv og sagde: ‘Mor, du spurgte mig engang, om jeg hørte stemmer. Det gør jeg nu.’ Jeg vidste, der var noget galt, men alligevel kom det som et kæmpe chok,” siger hun.
Hun ringede med det samme til en professor på Rigshospitalet, som hun nogle dage før havde været på kursus med, og fortalte, hvad sønnen havde sagt.
“Så sagde han: ‘Kom ind til mig.’ To dage efter var vi på Rigshospitalet. Lægen sagde på et tidspunkt: ‘Han er et let skizofreni-tilfælde’, og så fik vi ordineret Trilafon (psykosemedicin, red.) ambulant,” husker Hanne.
Med lægens ord i baghovedet var Hanne i begyndelsen af sygdomsforløbet optimistisk under den ambulante behandling på Rigshospitalet. På det tidspunkt kunne hun ikke forestille sig, hvilke omfattende konsekvenser sygdommen ville have for Peter og resten af familien.
6. Forvandlingen
Et vigtigt spørgsmål lige nu er: Hvorfor? Hvorfor ser vi den stigning i retspsykiatriske patienter, som skaber så store udfordringer?
I slutningen af 2015 udgav Sundhedsministeriet en kortlægning af retspsykiatrien. Som en af forklaringerne på stigningen i de retspsykiatriske patienter nævnes, at personalet i psykiatrien er blevet mere tilbøjeligt til at anmelde kriminalitet. Og det er der en god grund til. Særligt på bosted-området. Hvis en beboer på et bosted har en dom, er det nemlig meget lettere at få ham indlagt, hvis han bliver syg.
Et af de steder, hvor man er blevet mere tilbøjelig til at anmelde beboernes kriminalitet, er bostedet Tuesten Huse lidt uden for Aarhus, hvor man sidste år modtog en pris for at nedbringe konflikter gennem øget beboerinddragelse.
“Vi er opmærksomme på, at vi i højere grad anmelder borgere for kriminalitet, som vi før så som en del af den pædagogiske opgave. Det gør vi, fordi vi har meget svært ved at hjælpe dem inden for det normale system. Retspsykiatrien har flere ressourcer og kan derfor bedre hjælpe borgeren,” siger boformsleder Kenneth Sandell Henriksen.
Han fortæller, at der følger nogle svære etiske overvejelser, når man anmelder en beboer. Forvandlingen fra psykiatrisk til retspsykiatrisk patient åbner op for en række magtredskaber, der strider mod intentionerne for det pædagogiske arbejde.
“Jeg arbejder med de her mennesker, fordi jeg gerne vil hjælpe og støtte dem. Det gør man bedst ved at arbejde med deres motivation til forandringer. Ikke ved at bruge magt. Derfor er den her tendens tragisk. Når man oplever systemet indefra, virker det, som om man skaber nogle retspsykiatriske borgere, der måske ikke havde brug for at være i retspsykiatrien, hvis almenpsykiatrien havde de nødvendige ressourcer,” siger Kenneth Sandell Henriksen.
7. Hvad det koster os
Der er flere forklaringer på det mere generelle hvorfor: Hvorfor antallet af danskere med kontakt til psykiatrien er steget de sidste år.
En af dem er, at det er blevet muligt at få behandling for diagnoser som angst og ADHD. Når en ny sundhedsydelse bliver udbudt, kan det tiltrække nye kunder i biksen.
En anden hypotese er, at vi har udviklet nogle samfundsstrukturer, der i højere grad fremkalder ADHD, angst og depression. Som Anna Paldam, forskningschef på Statens Institut for Folkesundhed, formulerer det:
“En mulig forklaring er stigende krav til, hvor velfungerende man skal være for at kunne begå sig på arbejdsmarkedet. Tempoet i samfundet er også øget, og vi skal være mere effektive. Den højere barre øger risikoen for, at nogen bliver tabt.”
En tredje hypotese kunne være, at psykisk sygdom – i hvert fald for diagnoser som depression, angst og ADHD – er mindre tabubelagt.
“Som følge af afstigmatisering er der flere, der tør søge behandling. Sådan noget som ADHD var ikke anerkendt som sygdom før, men det er den nu, og det kan give en øget efterspørgsel på behandling,” siger Anna Paldam.
Hos Psykiatrifonden er formand Anne Lindhardt enig i, at de flere patienter skyldes en kombination af mere effektiv diagnosticering og ændrede samfundsvilkår. Især sidstnævnte tilskriver hun en betydning.
“Sammenhængskraften i et samfund er en af de vigtigste faktorer for at forebygge psykisk sygdom. Vi har et velfærdssystem, der er under pres af en lang række reformer. Det giver et vældigt stress på fattige familier. Især for børnene, som føler sig sat udenfor,” siger hun.
Netop i børne- og ungepsykiatrien er der sket en stor stigning i patienter fra 21.047 i 2010 til 30.383 i 2015. Anne Lindhardt finder stigningen bekymrende. Får man ikke behandlet psykisk sygdom i de tidlige stadier, er risikoen for, at sygdommen sætter varige ar på sjælen, større. Lige nu er børne- og ungepsykiatrien presset. Det øger risikoen for, at de mange børn, der i dag har ondt i sindet, bliver patienter i den lige så pressede voksenpsykiatri, når de fylder 18.
Presset på psykiatrien har åbenlyse menneskelige konsekvenser. Men stolelegen, hvor alt for mange patienter kæmper om for få pladser, er også en dårlige forretning, mener Anne Lindhardt.
Hun henviser til den næsten 500 sider lange hvidbog, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø udgav i 2010. Her vurderes det, at de samlede årlige omkostninger af psykisk sygdom er 55 milliarder kroner – det svarer næsten til halvdelen af regionernes årlige sundhedsudgifter, der blandt andet dækker driften af samtlige hospitaler i landet. 90 procent af omkostningerne – altså næsten 50 milliarder – blev brugt på indirekte udgifter såsom overførselsindkomster og nedsat arbejdsevne. Kun 10 procent gik til psykiatrisk behandling.
“Vi ville få pengene mange gange igen, hvis vi investerede mere i forebyggelse og tilstrækkelig behandling. Desværre virker det, som om vores politikere tænker meget kortsigtet,” siger Anne Lindhardt.
8. De hårde patienter
Over for Rigshospitalets højhus ligger en lille velholdt bygning. Den er i tre etager, klædt i beige og hører til den ældre del af hospitalet.
Det ser næsten idyllisk ud, hvis ikke det var for et fire meter højt, sort metalhegn, der tårner sig op til begyndelsen af anden sal og giver stedet et lidt fængselsagtigt præg. Det er afdeling O på Psykiatrisk Center København.
At det netop er her, vi kommer på besøg, skyldes tilfældigheder. Af de fem regioner, vi henvendte os til, var det kun Region Hovedstaden, der vendte tilbage med en invitation. Det sætter vi pris på.
På afdelingen møder vi Torsten Bjørn Jacobsen, der ud over at være overlæge også er formand for Dansk Psykiatrisk Selskab. Han følger mig ned til kontoret, der ligger på en lang gang med hvide vægge og turkisgrønne døre. Bag dørene har patienterne deres stuer. På kontoret får jeg en overfaldsalarm, hvilket virker lidt som en overreaktion.
Afdelingen er så stille, at lyden af mine skridt og knitren fra stoffet i mine bukser lyder som en buldrende lavine hen ad gulvet. Og sådan skal det være, fortæller Torsten Bjørn Jacobsen.
“Der skal være stille på sådan en afdeling. Det er en forudsætning for, at patienterne kan få det bedre. Hvis der er råben og skrigen, er det et tegn på, at der er noget galt,” forklarer han.
Som regel er der da også roligt på afdelingen. Men en ny tendens gør det svært for det travle personale at sikre stilhed. Der er nemlig kommet flere patienter med stofmisbrug og en gruppe mere krævende retspsykiatriske patienter.
Afdelingen har oplevet at få retspsykiatriske patienter med relation til bandemiljøet indlagt side om side med almindelige patienter. Det skaber problemer.
“Dem skal vi jo tage imod. Der har vi prøvet, at vennerne med store guldkæder kører op foran afdelingen i Mercedes og sportsvogne med sushi til den indsatte. Det er uhensigtsmæssigt, at sådan en skal indlægges ved siden af en svært deprimeret kvinde,” fortæller en sygeplejerske på afdelingen.
Oplevelsen er ikke unik. Aktindsigter fra Arbejdstilsynet og Ombudsmandens besøg på andre hospitaler viser, at man også her modtager voldsomme kriminelle på afdelinger, der er indrettet til almindelige patienter. Personale på lukkede afdelinger på andre hospitaler bekræfter, at man også her har oplevet indlæggelsen af patienter med relation til bandemiljøet som en problematisk ny tendens.
Den nye gruppe af voldsomme kriminelle hænger sammen med det, vi konstaterede tidligere: På grund af pladsmangel i retspsykiatrien må flere af de kriminelle patienter indlægges i almenpsykiatrien, altså der, hvor du og jeg bliver indlagt, hvis vi får en eksistentiel nedtur og bliver syge i sindet.
“Retspsykiatrien er et udtryk for den generelle krise, der er i psykiatrien. Vi burde ikke have så mange patienter,” siger Torsten Bjørn Jacobsen.
Han fortæller, at mange danskeres forestilling om, at det kun er kriminelle og misbrugere, der ender som retspsykiatriske patienter, ikke længere holder. Rejsen fra at have ondt i sjælen til at få en dom til behandling er blevet gjort kortere og mere uforudsigelig.
“De fleste danskere vil have svært ved at forestille sig selv som en retspsykiatrisk patient, men det rammer flere og flere. Der er rigtig mange, som får en almindelig psykisk lidelse og pludselig havner i en situation, hvor de eksempelvis i en psykose kommer til at overtræde loven og bliver til en retspsykiatrisk patient,” siger han.
I 2001 var der 1.500 retspsykiatriske patienter. I dag har vi næsten 4.500. I modsætning til deres medpatienter uden dom er der nøje fastlagte rammer for, hvordan de skal håndteres. Mange af dem har brug for døgnpladser på retspsykiatriske afsnit, der er nogle af de højest normerede afdelinger i hele psykiatrien. Og det koster flere penge.
De penge, man har sparet på nogle dele af almenpsykiatrien, risikerer på den måde at skabe øgede udgifter i retspsykiatrien.
“Det er dybt tragisk. I iveren efter at spare nogle håndører har vi skabt et system, der er meget dyrt,” siger Torsten Bjørn Jacobsen.
Det har konsekvenser, der breder sig videre ud i samfundet og dybt ind i den enkelte familie.
“Det rammer familien dybt. Man har et familiemedlem, som er noget, som ingen vil være. Det er nogenlunde uden stigmata at have en depression, det er mindre rart at stå ved skizofreni, men der er ikke nogen, som ønsker at være retspsykiatrisk patient,” siger han.
Over for kontoret på afdeling O ligger et motionsrum, som patienterne kan bruge. Motion er nemlig gavnligt for den mentale sundhed. Men rummet er ikke altid ledigt.
“Vi har med jævne mellemrum overbelægning på afdelingen. For at patienterne ikke skal ligge på gangen, bruger vi motionsrummet,” siger Torsten Bjørn Jacobsen.
Interviewet er ved at være slut. Jeg begynder at pakke mine ting sammen. Jeg tager min overfaldsalarm af. Pludselig ringer Torstens telefon. Han udveksler hurtigt nogle informationer med personen i den anden ende og lægger så på.
“Det var afdelingen, som fortalte, at vi i aften har overbelægning igen,” siger han med en selvfølgelighed, der afslører, at han har fået denne besked mange gange før.
Udenfor skinner solen over København. Jeg sætter mig op på cyklen for at køre videre ud i min virkelighed. På den anden side af det fire meter høje, sorte metalhegn, der vender ud mod Henrik Harpestrengs Vej, står en mand og ryger en smøg. Han ser mig ikke.
9. Psykosen
At afstanden fra at være et rimelig velfungerende menneske med en psykisk lidelse til at blive retspsykiatrisk patient er kort – og måske uforskyldt – oplevede Peter og hans forældre.
Ifølge Peters mor, Hanne, var det en ændring i medicinen, der var årsagen til, at hendes ellers fredelige søn gik amok med en kniv.
Der er ingen tvivl om, at den morgen på Buddinge Hovedgade har været ekstremt voldsom for de berørte forbipasserende – traumatiserende måske. Men alligevel – eller netop derfor – er det relevant at se nærmere på, hvorfor det skete.
Peters psykose opstod, efter at en læge begyndte at trappe ham ud af hans forbrug af benzodiazepiner, en kraftig beroligende medicin. Benzodiazepinerne, som Peter på det tidspunkt havde taget i 15 år, er stærkt afhængighedsskabende, og man bør derfor ikke tage dem i længere tid ad gangen. Men hver gang læger havde forsøgt at trappe Peter ud af pillerne, blev han psykotisk.
“Han stoppede med at tage benzodiazepiner nogle dage forinden,” forklarer Hanne.
Årsagen til nedtrapningen var, at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man undgår langvarigt forbrug af benzodiazepiner, da pillerne som nævnt er meget afhængighedsskabende. Peter ville også gerne ud af det. En potentiel bivirkning ved nedtrapningen er Benzodiazepine Withdrawal Syndrome, der kan medføre irritation, søvnproblemer, psykoser og hallucinationer.
Peter havde levet med skizofreni, siden han var 22 år – en sygdom, hvor symptomerne beskrives som træthed, hallucinationer og stemmer i hovedet. De sidste ti år op til hændelsen boede han på et botilbud, som Gladsaxe Kommune havde visiteret ham til. Selv om Peter var velbehandlet og trivedes på bostedet, havde sønnens sygdom allerede slidt hårdt på familien.
“Min mand fik en lille blodprop i hjernen, kort efter Peter blev diagnosticeret med skizofreni. Det betød, at han valgte at gå på pension. Man begriber ikke, hvor hård sygdommen er, før man selv står i det. Hele familier går i stykker af det her,” siger Hanne.
Peters psykose er da også langtfra den eneste traumatiserende oplevelse, som forældrene har haft med sønnen, siden han fik sin diagnose på Rigshospitalet i 1994.
“Især de første fem-seks år efter Peter havde fået sin diagnose, havde han det meget dårligt. Han prøvede at begå selvmord to gange og var flere gange indlagt i psykiatrien. Både frivilligt og på gule papirer (tvangsindlæggelse, red.),” siger Hanne.
Hun kan ikke lade være med at tænke på, hvordan Peters liv kunne have været, hvis kemien i hans hjerne havde været anderledes.
“I perioder kan Peter sidde i et selskab og tale med om politik, uden man kan mærke noget på ham. I andre perioder trækker han sig ind i sit eget sind og er meget svær at komme i kontakt med. Det er utrolig hårdt at stå på siden og være tilskuer til det som pårørende” siger Hanne.
10. Drabet
Egentlig skulle Vivi Nielsen bare have hentet medicinen.
Det var en fredag, 25. marts 2016, på bostedet Lindegården. Vivi Nielsen skulle klargøre medicin til en 30-årig mand, der boede på Lindegården. Han havde over en længere periode haft det dårligt og havde samme fredag taget amfetamin.
Da den 57-årige sosu-assistent stod i medicinrummet, kom beboeren med målrettede skridt gående mod hende. I hånden havde han en lang kniv.
Manden, der i gerningsøjeblikket beskrives som psykotisk, jog kniven ind i Vivi Nielsens krop, hvor den lavede alvorlige skader. Senere samme aften måtte lægerne erklære hende død.
Hun blev den femte ansatte på et bosted siden 2012, der er blevet dræbt i forsøget på at værne om nogle af de mest sårbare mennesker i vores samfund.
Men det er langtfra det eneste dødsfald, der kan have forbindelse til psykiatriens udfordringer. I samme periode har der været en række familietragedier, hvor et psykisk sygt menneske har dræbt pårørende. Derudover har der været hundredvis af selvmord, hvoraf en del er sket, mens patienterne har været indlagt i samfundets varetægt på hospitalerne.
Det er vigtigt at understrege, at sammenhængen mellem mord, selvmord og en psykiatri i krise ikke kan dokumenteres direkte. Det er dog tankevækkende, at der de seneste år er dræbt fem ansatte på bostederne – mens der årene inden ikke har været drab. Spørger man interesseorganisationer og fagfolk, mener flere da også, at der er en direkte sammenhæng mellem de mange menneskelige tragedier og en tiltagende presset psykiatri.
Drab og dødsfald er den yderste konsekvens af, at sygdommen har taget styringen over et menneskes sind. Men til daglig oplever patienter, ansatte og pårørende
også utallige episoder, der sammenlignet med drab og dødsfald kan virke som mindre, men som alligevel er så indgribende, at det for evigt kan ændre kursen i det enkelte menneskes liv. En del handler om narkotika.
11. Misbruget
Den 16. januar i år besøgte Ombudsmanden Bispebjerg Hospital i København.
Her forklarede ledelsen ifølge Ombudsmanden, at “særligt de retspsykiatriske patienter kan give anledning til problemer med indsmugling af stoffer”, da de er “de stærkeste” og “kan påvirke de andre til at smugle ting ind”.
Stofmisbrug er i sig selv ulovligt og meget dyrt. For flere psykisk syge er kriminalitet ofte løsningen til at finansiere misbruget, og det øger risikoen for, at de får en dom. Ved Ombudsmandens tilsynsbesøg på Psykiatrisygehus Slagelse oplyser ledelsen da også, at “88-92 procent af de retspsykiatriske patienter er eller har været misbrugere”.
Vi har søgt aktindsigt i belægningen af retspsykiatriske patienter på almenpsykiatriske sengeafsnit hos hver af de fem regioner. Regionerne har besvaret aktindsigterne forskelligt, så vi har ikke et præcist tal over, hvor mange almenpsykiatriske senge, de retspsykiatriske patienter optager på landsplan. Men på baggrund af de enkelte regioners tal – dem kan du læse i dette afsnit – kan vi lave en tilnærmelse, som kommer ret tæt på. Den peger på, at i hvert fald over otte procent eller næsten hver tiende seng i almenpsykiatrien er optaget af en retspsykiatrisk patient.
I Region Nordjylland optog de retspsykiatriske patienter ni procent af sengene i almenpsykiatrien i 2016. Region Sjælland kunne ikke trække tal for hele året, men på dagen for aktindsigten optog de retspsykiatriske patienter 11 procent af sengene i almenpsykiatrien. En tværsnitsundersøgelse foretaget i Region Hovedstaden viser, at de retspsykiatriske patienter her optog otte procent af sengene. I Region Midtjylland optog de retspsykiatriske patienter 9,7 procent af sengepladserne i almenpsykiatrien i Risskov. I Regionspsykiatrien Randers var tallet 14,6 procent.
Bag tallene gemmer der sig store variationer mellem de enkelte afsnit. På Psykiatrisk Hospital Risskov optog retspsykiatriske patienter eksempelvis 19,3 procent af sengene på afdeling P.
Kun Region Syddanmark afviger fra tendensen. På Psykiatrisk Afdeling Middelfart var 2,8 procent af de almindelige senge optaget af en retspsykiatrisk patient i 2016. På Psykiatrisk Afdeling Odense var tallet 6,8 procent. En forklaring kan være, at Region Syddanmark på afdelingen i Middelfart har rustet markant op på de retspsykiatriske senge.
Hos regionerne er de meget opmærksomme på problemet, fortæller Charlotte Fischer (R), formand for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg.
“Det er ikke godt, at der er så mange retspsykiatriske patienter, der ligger i meget lang tid på en almenpsykiatrisk afdeling. Det er noget, vi er opmærksomme på, og vi har prøvet at indhente det ved at øge antallet af retspsykiatriske pladser. Men antallet af patienter stiger også, så vi halter hele tiden bagefter,” siger hun.
Strategien med at nedlægge senge i den almindelige psykiatri for at oprette nye i retspsykiatrien bekymrer Knud Kristensen, formand for SIND. For det gør det sværere at blive indlagt for psykisk syge uden en dom. Når folk til gengæld har begået noget kriminelt, har regionen modtagepligt.
“Set fra et behandlingssynspunkt er det jo tosset, fordi man i virkeligheden siger til patienterne, at de kan først blive indlagt, når de har begået noget kriminelt,” siger Knud Kristensen.
Imidlertid står regionerne lige nu med nogle akutte problemer med at håndtere retspsykiatriske patienter i almenpsykiatrien. Det kan man se eksempler på i flere påbud og strakspåbud til psykiatriske hospitaler fra Arbejdstilsynet.
Arbejdstilsynet vurderer, at de voldelige retslige patienter er med til at gøre arbejdsmiljøet så farligt på nogle almenpsykiatriske afdelinger, at de ansatte risikerer at få ‘fysiske helbredsskader’ og udvikle depression, angst og PTSD, når de går på job. Det er problematisk, mener Karen Stæhr, sektorformand for sosu-sektoren i FOA.
“Jeg bliver enormt vred over, at der ikke er nogen, der handler. Politikerne stiller sig gang på gang op og siger, at nu skal vi have fokus på psykiatrien og sikre, at medarbejderne er trygge, men handlingen udebliver,” siger Karen Stæhr.
Hun repræsenterer sosu-assistenterne – den faggruppe, der har den tætteste patientkontakt og derfor ofte har den største risiko for at blive udsat for vold og trusler.
Det er dog langtfra kun de ansatte, der betaler prisen. På Psykiatrisygehus Slagelse nævnes i et af stedets påbud og strakspåbud fra Arbejdstilsynet, at “en retspsykiatrisk patient har afpresset øvrige patienter til at udlevere kontonumre og smykker ved at fortælle, at han tidligere har skåret fingre af og smadret knæskaller på folk, der ikke adlød ham”. Da det blev opdaget, og de ansatte konfronterede patienten, blev de truet på livet.
Ansatte på flere andre hospitaler kender til lignende eksempler, hvor retspsykiatriske patienter har afpresset almenpsykiatriske medpatienter for penge eller tvunget dem til at smugle narko ind på hospitalet. Episoderne skader selvsagt behandlingen, da ro og tryghed er forudsætningen for, at patienterne kan få det bedre.
“Det er jo helt ødelæggende for miljøet at have sådan nogle indlagt. Hvis man bliver udsat for trusler eller tvunget til noget, man ikke vil, går det ud over behandlingen. Vi kender til eksempler, hvor patienter lader sig udskrive, fordi de er utrygge ved at være der,” siger Knud Kristensen.
Netop de retspsykiatriske patienters uforudsigelige og truende adfærd understreges af en episode på samme hospital i forbindelse med, at en ansat skulle irettesætte to retslige patienter. Da den ansatte møder patienterne, stiller de sig op omkring den ansatte. Den ene patient “tager fat om den ansattes halskæde og snakker med den anden patient om, hvad man kan gøre med sådan en halskæde, og siger efterfølgende til den ansatte, at hvis de var uden for hospitalet, ville han kvæle hende med den,” skriver Arbejdstilsynet.
“Det er slemt for de ansatte og de andre patienter på afdelingen. Men det er også et svigt af den kriminelle, for vedkommende er jo kommet det helt forkerte sted hen. Det må man gøre op med, for det er uacceptabelt, at man bruger psykiatrien til at opbevare nogle borgere, der hører til et helt andet sted,” siger Karen Stæhr.
I samtlige fem regioner har man ellers oprustet retspsykiatrien for at skærme patienter og ansatte i almenpsykiatrien. Men da psykiatrien er økonomisk presset, er pengene flere steder hentet ved at nedlægge almenpsykiatriske sengepladser. Det betyder, at de almindelige patienter skal udskrives tidligere, ofte i en mere syg tilstand. Og det øger risikoen for, at de i desperation over, at de ikke kan få hjælp, bliver voldelige og bliver til nye retspsykiatriske patienter, fortæller Knud Kristensen.
“Det er lidt ligesom at tisse i bukserne for at holde varmen. I stedet for at nedlægge pladser burde man opgradere den intensive almenpsykiatri og på den måde bremse op for stigningen i patienter med domme,” siger han.
Flere andre steder i myndighedernes arkiver er der tegn på, at der er kommet en gruppe patienter, der er mere udfordrende end tidligere, i psykiatrien. Fra 2010 til 2016 steg opkaldene til politiet fra otte psykiatriske hospitaler fordelt over hele landet i gennemsnit med 19,7 procent. Opkaldene handler især om bortløbne patienter, konfiskering af stoffer samt pacificering af voldelige patienter, viser aktindsigter fra politiet.
Der er også rustet op med muskelkraften på afdelingerne de sidste par år. Således er flere afdelinger begyndt at bruge vagtselskaber, som er til stede på særligt pressede afdelinger.
Eksempelvis brugte man i Region Sjælland 2,218 millioner kroner i Psykiatrien Vest på vagtselskabet Sjællandske Vagtservice, mens Psykiatrien Syd brugte 2,725 millioner kroner på vagtselskabet G4S. Årene forinden havde man sporadisk brugt vagtselskaberne, men før 2013 findes der ikke udgiftsposter til vagter i psykiatrien i Region Sjælland. I flere af de øvrige regioner er billedet det samme.
12. Kastebold
Der er uden tvivl en række årsager til psykiatriens udfordringer, men en årsag går igen, når man taler med eksperterne: samarbejdsproblemer. Det handler især om samspillet mellem kommunerne og regionerne. Både hos Kommunernes Landsforening, KL, og Danske Regioner erkender man, at de to ansvarlige myndigheder har svært ved at arbejde sammen om de psykisk syge borgere.
“Jeg tror, det er i samarbejdet, at en meget stor del af psykiatriens udfordring ligger. Får vi ikke løst samarbejdet bedre, tror jeg ikke, vi kommer meget ud af stedet,” siger Charlotte Fischer (R), formand for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg.
For at forstå roden til samarbejdsproblemerne bliver vi nødt til at få afklaret, hvilke opgaver henholdsvis kommuner og regioner har ansvaret for.
Regionerne har overordnet ansvaret for behandlingen af den psykiske sygdom. Det vil altså sige, at det er deres opgave at tage sig af patienterne, når de er indlagt på hospitalet, samt den ambulante behandling efter udskrivelsen, for eksempel når patienterne møder op hos en læge, hvor de kan få hjælp til medicinering af deres sygdom. Nogle regioner har også opsøgende teams som en del af den ambulante behandling.
Kommunerne har ansvaret for de sociale opgaver, når patienterne bliver udskrevet fra hospitalet. En af deres hovedopgaver er bostederne, som en del af de mest syge patienter udskrives til. Her skal de hjælpe borgeren med at få nogle rammer i livet – det kan være at hjælpe med indkøb, madlavning og pædagogisk støtte. Derudover har kommunerne ansvaret for den misbrugsbehandling, der i stigende grad bliver nødvendig i takt med, at antallet af de såkaldte dobbeltdiagnoser, altså psykisk syge med misbrug, vokser.
Samarbejdsproblemerne består i, at kommunerne oplever, at deres borgere har svært ved at blive indlagt, selv om de er meget syge. Og når de indlægges, risikerer de at blive udskrevet, selv om de ikke er færdigbehandlede. Regionerne oplever, at kommunerne har svært ved at hjælpe de psykisk syge borgere med misbrug og at støtte dem i hverdagen, når de udskrives. Det øger risikoen for genindlæggelser.
Samarbejdsproblemerne betyder, at psykisk syge danskere alt for ofte ender som kastebold mellem to systemer, som hver især er bedre til at kaste end gribe.
“Vi har klart et udviklingspotentiale her. Det duer ikke, at borgeren ender med at blive kastebold mellem det kommunale og det regionale system. Vi skulle jo gerne slå ring om borgeren og prøve at hjælpe med hele lidelsen,” siger Thomas Adelskov (S) formand for Social- og Sundhedsudvalget i KL.
Han mener, at kommunerne lige nu har meget svært ved at løfte opgaverne, fordi de får nogle borgere hjem fra hospitalerne, der ikke er færdigbehandlede. Hos regionerne forstår de godt kommunernes frustration.
“Jeg kan godt forstå, at man som kommune er stresset over at få patienter hjem tidligere og tidligere. Omvendt bliver vi frustrerede i regionerne, når kommunerne beskærer tilbud eller gør andet, der betyder, at vores patienter ikke får den hjælp, de har behov for, og derfor må genindlægges,” siger Charlotte Fischer fra regionerne.
Der er en række aktuelle eksempler på samarbejdsproblemerne. Tag Ombudsmandens besøg på en række psykiatriske hospitaler i 2017. Vi har fået aktindsigt i flere tilsynsnotater herfra. På den retspsykiatriske afdeling i Slagelse fortæller ledelsen, at afdelingen modtager en del patienter, som kommunerne har visiteret til private bosteder, “som de (bostederne, red.) slet ikke er gearede til at håndtere, og så ender patienterne i retspsykiatrien i Slagelse, når det går galt”. Nogenlunde samme problemstilling rejser ledelsen på Rigshospitalet til Ombudsmanden, som forklarer, at problemet med “genindlæggelser skyldes underbemanding eller manglende uddannelse på bostederne”.
En af de faktorer, der særligt er med til at udfordre kommunernes og regionernes samarbejde, er det stigende antal psykisk syge misbrugere, de såkaldte dobbeltdiagnoser. Således blev 5.404 patienter i 2006 indlagt i psykiatrien med stofmisbrug. I 2015 var det tal ifølge rapporten “Narkosituationen i Danmark 2016” fra Sundhedsstyrelsen vokset til 9.465.
Hos Danske Regioner er man ikke optimistisk i troen på, at man kan bryde psykiatriens onde cirkel, hvis ikke man gør noget fundamentalt anderledes end i dag.
“Med det pres, der er på psykiatrien, kan man ikke forvente, at vi afgørende kan få vendt denne udvikling, uden at vi får forebygget mere, opsporet bedre og får et bedre samarbejde. De ting kræver også, at vi får noget backing fra centralt hold,” siger Charlotte Fischer.
13. Borgen
For nogle uger siden talte jeg med sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Og det er uvist, om regionerne vil få deres ønske om “backing fra centralt hold” opfyldt.
På spørgsmålet, om sundhedsministeren mener, at psykiatrien har de nødvendige midler til at løfte opgaverne – et lukket spørgsmål, jeg stiller tre gange i streg – svarer hun hverken ja eller nej.
I stedet henviser hun gentagne gange til de 400 millioner, som regeringen har afsat til at forebygge vold på bostederne sidste år, samt den halve milliard, som blev afsat til hele hospitalsvæsenet ved de netop afsluttede økonomiforhandlinger.
Ellen Trane Nørby håber på, at en del af den halve milliard kommer psykiatrien til gode. Hvorvidt det kommer til at ske, er op til regionerne, hvis budget lige nu er hårdt presset af andre ting end psykiatri – for eksempel dyr sygehusmedicin. Flere af psykiatriens parter mener derfor også reelt, at den halve milliard bliver slugt af somatikken, altså de kropslige sygdomme som KOL, hjerte-kar-sygdom og kræft, som udgør langt størstedelen af de over 100 milliarder kroner, som regionernes samlede sundhedsudgifter årligt beløber sig til.
Ministeren erkender dog, at hun er nervøs for den kurs, som psykiatrien befinder sig på.
“Jeg er dybt bekymret for nogle af de ting, vi ser på psykiatriområdet. Det er derfor, jeg iværksatte styringsgennemgangen af hele psykiatriområdet tilbage i januar måned. Der er nogle grundlæggende problemer, som vi er nødt til at tage hånd om,” siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.
Når hun taler om styringsgennemgang, mener hun en slags kortlægning af psykiatrien. Formålet er at få afklaret, hvor problemerne opstår, og hvordan de kan forebygges til gavn for de ansatte og patienterne.
Ministeren peger også tilbage på regionerne, når det gælder de mange retspsykiatriske patienter i almenpsykiatrien.
“Der skal jo være plads i retspsykiatrien. Det er regionernes opgave at sikre, at der er den kapacitet, som der skal være på det her område. Hvis de ikke mener, de er i stand til at tilvejebringe kapaciteten, så er de jo nødt til at bringe det op,” siger Ellen Trane Nørby.
Jeg har talt med psykiatriordførerne fra Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet – der sammen med Venstre udgør de fire største partier i Folketinget. De har forskellige løsningsforslag, men er alle enige om, at psykiatrien skal prioriteres mere.
Ministeren og psykiatriordførerne er alle enige om, at der på det strukturelle plan skal ske noget. Det forebyggende arbejde i kommunerne skal styrkes, og regionernes og kommunernes samarbejde om den enkelte patient skal forbedres. Der er dog ikke blevet fremlagt nye måder at strukturere behandlingen og fordele ansvaret mellem kommune og region.
Med andre ord: Der mangler buddet på den store, gennemgribende konkrete løsning.
14. At se græsset gro
Det er ikke kun økonomi og et haltende samarbejde, der presser psykiatrien. Lang sagsbehandlingstid og rigide regler er med til at skabe flaskehalse, så raske patienter ikke udskrives, mens syge patienter afvises i døren.
Det oplevede Peter og hans forældre i tiden efter den fatale morgen på Buddinge Hovedgade. Peters handlinger forvandlede ham fra en psykiatrisk patient til en retspsykiatrisk patient. For Peter betød det helt konkret, at han blev flyttet fra de trygge, frie rammer på sit botilbud til et lukket psykiatrisk afsnit.
Peter blev surrogatvaretægtsfængslet på en almenpsykiatrisk afdeling. Først i Gentofte og siden i Ballerup, hvor han blev indlagt i juni 2012. Her ventede han på at komme for en dommer.
Dagligt kunne han se, hvordan de øvrige patienter kom ind og kort tid efter blev udskrevet igen. Det var frustrerende. Hver dag håbede Peter at høre nyt. Men der skete intet. Uvisheden blev til apati, som voksede sig større i takt med, at dagene blev til uger, ugerne blev til måneder, og månederne næsten blev til et helt år.
“Bygningen, jeg boede i på Ballerup, var ny. Uden for mit vindue var der sået græs, og der kunne jeg så sidde og se græsset gro. Jeg tænkte så, at jeg da måtte komme i retten, inden græsset voksede frem, men det gjorde jeg ikke. Der var en plæne, da jeg kom i retten,” fortæller Peter.
I Ballerup brugte han det meste af sin tid i sin seng.
“Jeg forstod, at jeg var skyldig. Det sagde folk jo til mig. Men jeg kan ikke selv huske, hvad jeg havde gjort. Når man ikke er bevidst om forbrydelsen, så er ventetiden frustrerende. Det mener jeg godt, at man kan sætte en finger på,” siger Peter.
I slutningen af januar 2013 blev han dømt til anbringelse på en retspsykiatrisk afdeling efter at have været surrogatfængslet på en almenpsykiatrisk afdeling i et år.
Anbringelsesdommen undrer Peters advokat. Psykiateren på sygehuset i Ballerup anbefalede nemlig i en mentalerklæring, at Peter fik en behandlingsdom, som ikke er en nær så indgribende straf. Men da Peters mentalerklæring blev sendt til Retslægerådet, anbefalede lægerne – der aldrig havde mødt Peter – at han skulle anbringes på en retspsykiatrisk afdeling.
“I retten har man et princip om, at tiltalte som udgangspunkt skal være til stede, fordi vi vil se den person, vi dømmer, og høre, hvad personen siger. Derfor kan man godt undre sig over, at den højeste lægelige sagkundskab ikke skal se de mennesker, de dømmer, på andet end papir,” siger Kristian Braad Jensen, advokat hos Thorkild Høyer.
Vi har spurgt Retslægerådet, hvor ofte de omgør vurderingen fra den behandlende psykiater. De oplyser, at det vil kræve en manuel gennemgang af samtlige sager for at svare på spørgsmålet, og det vil tage for lang tid.
Vi har også spurgt Retslægerådet, hvor ofte de møder patienten, inden de sender deres anbefaling til en dom videre til Anklagemyndigheden. De oplyser i en mail, at “det forekommer meget sjældent, at Retslægerådet behandler en sag mundtligt. Der har således udelukkende været skriftlig sagsbehandling i hvert fald de sidste tre år.”
Vi har efterfølgende henvendt os til Retslægerådet for at høre, hvorfor de ikke oftere benytter sig af muligheden for mundtlig sagsbehandling. I et skriftligt svar henviser de til en tidligere mail, hvor de opridser lovgivningen på området.
Den 6. august 2013 blev Peter overflyttet fra almenpsykiatrien i Ballerup til retspsykiatrien på Psykiatrisk Center Sct. Hans, der ligger idyllisk placeret tæt på Boserup Skov og Roskilde Fjord.
På papiret hørte Peter helt oplagt til patientgruppen – altså de retspsykiatriske patienter. Han havde jo en dom. Men målt mod et helt liv som lovlydig borger udgjorde Peters kriminalitet kun et komma i den samlede livsfortælling, følte han. I sin selvopfattelse så han sig ikke som kriminel på samme måde, som han forestillede sig sine medpatienter.
Derfor frygtede han på køreturen fra Ballerup til den retspsykiatriske afdeling lidt uden for Roskilde, hvordan opholdet ville blive. Men fordommene blev gjort til skamme.
“Det kom bag på mig, hvor fredeligt der var på afdelingen. De andre patienter var meget rolige, og personalet var utrolig søde. Jeg oplevede ikke at være utryg i de år, jeg var der,” fortæller Peter.
Vi har nu talt sammen i næsten to timer, hvor han har gjort rede for sin sygdom og behandlingsforløbet. Sproget flyder langsommere nu, mere monotont. Flere gange standser han op og må koncentrere sig for at huske sig på, hvad han sagde i den sidste sætning.
“Det er et af symptomerne på medicinen, jeg tager. Jeg bliver glemsom og mister overblikket,” forklarer Peter.
På Sct. Hans havde Peter det godt og var glad for behandlingen. Og da han var indlagt på åben afdeling, gav det ham mulighed for at besøge sin familie og lave ærinder uden for afdelingen.
Peters beretning om Sct. Hans giver god mening. De retspsykiatriske afdelinger har bedre normeringer, og patienterne er indlagt i flere år. Det står i kontrast til almenpsykiatrien, hvor man har færre hænder, og en indlæggelse ofte kun varer få dage. De lange patientforløb og de flere ansatte til at tage sig af patienterne skaber ro og stabilitet på afdelingen. Derfor er de retspsykiatriske afsnit ofte de bedst fungerende i psykiatrien.
Alligevel så Peter frem til at få den frihed endeligt tilbage, som han mistede tre et halvt år tidligere, da hans bevidsthed i en psykose forlod kroppen, og han bevæbnet med en kniv gik ud på Buddinge Hovedgade.
Det var derfor til stor glæde for Peter, at den behandlende psykiater allerede den 7. oktober 2015 anbefalede, at hans anbringelsesdom skulle ændres til en behandlingsdom efter endnu et par måneders indlæggelse. Kristian Braad Jensen, Peters advokat, anmodede derfor om at fremrykke den årlige høring af Sct. Hans for ikke at forsinke sagen unødigt.
“Jeg beder dem om at følge op, så vi kan komme i gang. Så får jeg meldingen retur, at det vil man ikke, for man hører kun parterne én gang om året,” fortæller Kristian Braad Jensen.
Tilbagemeldingen fra Statsadvokaten – der kunne rykke høringen frem – undrer Kristian Braad Jensen. Han mener, den strider imod både hensynene til klientens konkrete situation, som tilsagde hurtig ageren, og retten til rettergang inden for rimelig frist i straffesager.
“Når man har med straffesager at gøre, står der i retsplejeloven, at Anklagemyndigheden er forpligtet til at fremme sager med den fornødne hurtighed,” siger han.
Først i slutningen af februar bad Statsadvokaten den behandlende psykiater på Sct. Hans om at lave en psykiatrisk vurdering af Peter. Vurderingen, der fylder tre sider, lå klar i maj 2016.
En uge senere anmoder Kristian Braad Jensen i en mail Statsadvokaten om “snarest” at indbringe sagen for retten. Men på grund af forsinkelser hos Anklagemyndigheden og lang sagsbehandlingstid hos Retslægerådet kom sagen først for retten i december 2016.
Her fik Peter sin anbringelsesdom ændret til en behandlingsdom. Altså over et år efter, hans psykiater anbefalede det. Kort efter kom han hjem til sin lejlighed, der på det tidspunkt havde stået tom i næsten fem år.
Myndighedernes sagsbehandling i denne sag kan, som advokat Kristian Braad Jensen formulerer det, ses som udtryk for “at interne ordninger om arbejdsgange sættes over hensynet til den enkelte”.
“Der er naturligvis ikke nogen sagsbehandlere, der er interesserede i, at sagerne skal forsinkes. Men det virker, som om der er noget strukturelt, som gør, at det sker. Og man kan ikke lade være med at tænke på, om det er, fordi der mangler de fornødne ressourcer i systemet,” siger han.
Vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich fortæller, at det er korrekt, at Statsadvokaten kun hører parterne en gang om året. Men bliver Statsadvokaten kontaktet af lægen, den retspsykiatriske patient eller bistandsværgen, er det normal praksis, at de tager sagen op med det samme.
Hun bemærker, at et års ventetid generelt er “uacceptabelt”, og erkender, at man i den konkrete sag har beklaget det lange forløb. Hun fortæller videre, at hver enkelt sag skal være oplyst så godt som muligt, før den sendes i retten. I nogle sager er det derfor svært at undgå en lang sagsbehandlingstid, da flere myndigheder skal høres.
“Det bliver altid komplekst, når der er flere myndigheder involveret i sagsbehandlingen. Det er noget af det, der i sig selv kan trække tiden ud, og det er ofte situationen i de her sager,” siger Gyrithe Ulrich, der afviser, at ressourceproblemer hos Statsadvokaten er med til at forsinke sagsbehandlingen.
Imens myndighedernes sagsbehandling stod på i over et år, kunne Peter – igen – ligge i sin seng og se græsset gro, nu på Psykiatrisk Center Sct. Hans.
“Jeg synes ikke, det er så godt, at jeg måtte vente et helt år på at blive udskrevet, selv om lægen mente, jeg var rask. Det eneste, jeg kunne gøre, var at vente,” siger Peter.
Ventetiden er målt i kroner og ører dyr. Ifølge rapporten “Takstsystem 2017” fra Sundhedsdatastyrelsen er sengedagstaksten 3.628 kr i psykiatrien. Ganger man det beløb med 365 dage, har det altså kostet samfundet omkring 1,3 millioner kroner at have Peter – som lægen mente var klar til udskrivning – til at ligge i en seng og vente på, at retssystemet havde færdigbehandlet hans sag.
En ting er de økonomiske konsekvenser. Ventetiden har med stor sandsynlighed også påvirket behandlingen af patienter andre steder i systemet. For den retspsykiatriske patient, man ikke har haft plads til på Psykiatrisk Center Sct. Hans, har man skullet finde en anden plads til. Har der ikke været plads andre steder i retspsykiatrien, har man været tvunget til at indlægge denne patient i almenpsykiatrien.
Her vil denne patient have optaget endnu en af de senge, som et stigende antal meget syge patienter uden domme lige nu kæmper om at få plads i. Konsekvenserne af den lange sagsbehandlingstid breder sig således som ringe i vandet videre ud i det psykiatriske system.
15. Fremtiden
Kurverne over patienter i psykiatrien, retspsykiatriske patienter, misbrugende patienter, opkald til politiet og brugen af tvang – blot for at nævne nogle eksempler – har stort set været støt stigende siden 2010. Intet tyder lige nu på, at hældningskoefficienten ændrer sig.
Men hvor det på nationalt plan går den forkerte vej, er der også lokale succeshistorier. Et af de steder, hvor det går godt, er i Region Hovedstadens Psykiatri. Her kunne man i januar i år fejre, at man ikke havde brugt bæltefiksering 100 dage i streg på Psykiatrisk Center Ballerup. I samme region er volden mod de ansatte faldet, mens patienttilfredsheden er steget. I Region Nordjylland har man mere end halveret brugen af vikarfirmaer i en periode, hvor udgifterne på landsplan er eksploderet. Det giver mere ro og sammenhæng i behandlingen at have faste, erfarne medarbejdere tilknyttet.
Der er også positive historier fra bostederne. Eksempelvis har man på bostedet Tuesten Huse i Aarhus arbejdet målrettet med en inddragelse af beboerne. Her har man nedbragt vold og trusler fra 170 til 54 tilfælde fra 2014 til 2016. Sygefraværet er i samme periode næsten reduceret med 90 procent.
Og det er blot nogle af de positive eksempler.
Problemet er bare, at de lokale fremskridt bliver opvejet af tilbagegang på nationalt plan. Skal man vende udviklingen, kræver det nogle strukturelle indgreb, mener Anne Lindhardt, formand for Psykiatrifonden. Det gælder både behandlingen i regionerne og det sociale arbejde i kommunerne.
“Man skal skabe nogle helt andre systematiske overgange mellem kommuner og regioner. Og så skal man kigge på ansvarsfordelingen og den økonomiske kassetænkning, så man ikke kun ser på brandslukning,” siger hun.
Hun mener, at måden, det nuværende system er opbygget, er en del af problemet.
“Min pointe er, at man skal lave en mere intelligent arbejdstilrettelægning, så man får mere ud af de ressourcer, man har til rådighed. Men der skal selvfølgelig også flere ressourcer til, som det ser ud i dag,” siger hun.
Hos Dansk Psykiatrisk Selskab mener Torsten Bjørn Jacobsen, at der særligt skal gøres noget ved det stigende misbrug, der ser ud til at være roden til mange af psykiatriens problemer. I dag har de 98 kommuner ansvaret for misbrugsbehandlingen. Nogle løser opgaven godt. Andre steder er der store problemer. Særligt har kommunerne svært ved at hjælpe de mest sindslidende misbrugere. Ikke mindst fordi regionerne behandler den psykiske sygdom, mens kommunen skal stå for misbruget. Men de to ting hænger tæt sammen.
“For patienterne med de mest alvorlige sindslidelser fører det kun til behandlingssvigt, at man har skilt behandlingen af misbruget og sygdommen ad. Der bør behandlingen samordnes i regionerne,” siger Torsten Bjørn Jacobsen.
Hos KL fastholder man, at misbrugsbehandlingen skal ligge i kommunerne. Her er man nemlig tættere på det miljø, borgeren færdes i, og som ofte spiller en stor rolle for misbruget.
“Jeg tror, at man så vil misse det vigtige element, der handler om, at vi netop er der, hvor borgeren bor. Misbrugsbehandlingen handler både om job, bolig, beskæftigelse og nogle gange hele familien omkring borgeren. Der tror jeg, det er meget vigtigt, at man ikke mister den helhedsorienterede indsats, som man kan lave i kommunerne,” siger Thomas Adelskov (S), formand for Social- og Sundhedsudvalget i KL.
Torsten Bjørn Jacobsen mener, at et andet problem er folketingspolitikernes iver efter at virke handlingskraftige på et komplekst område.
“En af psykiatriens svøber er, at alle politikere har en mening om psykiatrien. Man vil gerne være handlekraftig, synlig og have nogle ‘quick fixes’, og så virker det måske meningsfyldt at øge antallet af retspsykiatriske sengepladser, men det er en misforståelse af, hvordan man løser problemet. Jeg mener, at politikerne skal have mere tillid til, at fagpersoner rent faktisk kan vejlede dem,” siger Torsten Bjørn Jacobsen.
Lad os vende tilbage til en vigtig pointe. Som jeg nævnte før: Kurverne bevæger sig den forkerte vej på flere centrale punkter i psykiatrien.
Og der er ikke noget, der tyder på, at de vender lige foreløbig, selv om politikerne på Christiansborg i 2014 afsatte 2,2 milliarder til psykiatrien. Et beløb, som skiftende ministre som en automatreaktion har henvist til, når de er blevet konfronteret med drab, vold og menneskelig tragedie i psykiatrien.
Henvisningen til, hvad man har gjort, i stedet for hvad der skal gøres, afsporer debatten om psykiatrien, mener psykiatriformanden. Og det risikerer at få alvorlige konsekvenser. Fortsætter kurverne deres himmelflugt de næste ti år, risikerer vi, at psykiatriens krise ikke længere vil være begrænset til bostederne og hegnene, der omkranser de lukkede psykiatriske afdelinger.
“Der findes nogle skræmmeeksempler, for eksempel fra USA, hvor man kan se åbenlyst sindssyge mennesker, der går rundt på gaden. Hvis vi lader stå til, vil vi få tydeligvis sindssyge mennesker vandre omkring i samfundet, uden der kan gøres noget,” siger Torsten Bjørn Jacobsen.
Han minder om, at selv de mest alvorlige sindslidelser kan behandles, så folk kan få et godt liv. Og måske endda blive en ressource for samfundet.
“Vi har haft en statsminister (Viggo Kampmann, red.), der har været maniodepressiv, og en nobelprismodtager, der har haft skizofreni (matematikeren John Forbes Nash, red.). Der er ikke grænser for, hvad man kan opnå med en psykiatrisk diagnose. Men selv om ikke alle kan få en nobelpris eller blive statsminister, kan man få et ordentligt liv. Men det er, som om vores system planlægger, at man er fortabt, når man er psykisk syg. Vi bliver nødt til at ændre syn på, hvordan vi behandler mennesker med psykiske lidelser, for det er dig og mig, der bliver ramt,” siger Torsten Bjørn Jacobsen.
16. Ufortalte historier
Tilbage på Peters bosted er det meget lange interview ved at være slut. En solsort hopper rundt uden for Peters vindue. Solen bager på det grønne græs, der stadig vokser og vokser dér udenfor i det københavnske forstadskvarter.
I dag har Peter det godt. Han får førtidspension, er velmedicineret og bruger det meste af sin tid sammen med familien og de andre beboere på bostedet.
Men konsekvenserne af morgenen for mere end fem år siden har sat dybe ar i familiens bevidsthed. For ja, selvfølgelig var det problematisk, det, der skete dengang på Buddinge Hovedgade. Og selvfølgelig kan det have været traumatiserende for nogle af dem, der var tæt på – ikke mindst den person, der blev ramt af kniven.
Men den morgen har også ramt familien hårdt. Når den ellers afmålte pensionerede læge og forsker Hanne taler om forløbet, bliver hun overmandet af vrede.
Hun føler, at Peter og familien først er blevet straffet ved uforskyldt at blive ramt af psykisk sygdom, og bagefter er de blevet trukket igennem et bureaukratisk system, der i perioder har gjort mere skade end gavn.
“Det er jo vanvittigt med den lange sagsbehandlingstid i retssystemet. Dels synes jeg, det er synd for Peter. Men som borger bliver jeg også bitter over, at det betyder, der spildes penge, der kunne være brugt på at behandle de patienter, der bliver sendt for tidligt hjem. Pengene kan jo kun bruges en gang,” siger Hanne.
Ligesom mange af psykiatriens faglige eksperter er Hanne efterladt med et indtryk af, at det system, man har bygget, er bygget forkert.
“Folk betaler for det her system i skat, men pengene kunne være brugt på patienter, der har brug for det. Jeg er så frygtelig skuffet og desillusioneret over at have oplevet et bureaukrati, der spænder ben for patienternes behandling,” siger hun.
Zoomer man fra hele psykiatrien ind på retspsykiatrien, mener hun også, at sønnens forløb rejser et mere grundlæggende spørgsmål.
“Forløbet her stiller et fundamentalt spørgsmål ved, om det samme system er i stand til at straffe og behandle på samme tid,” siger Hanne.
For på den ene side skal det psykiatriske system behandle og rehabilitere. Men samtidig er de retspsykiatriske patienter underlagt en række restriktioner af retssystemet, der er med til at spænde ben for samme behandling og rehabilitering.
Peter er mere stille nu end i begyndelsen af interviewet. To timers intensiv samtale om en traumatiserende oplevelse gør en tung i hovedet. Især når man er på beroligende og antipsykotisk medicin.
Når han ser tilbage på forløbet, forstår han, at indlæggelsen var nødvendig. For han var meget syg. Han havde brug for hjælp. Men Peter mener, at store dele af det lange ophold havde karakter af opbevaring frem for behandling.
“Tiden gik, og jeg ventede på retssagen, men jeg kunne ikke komme ud, før sagen var kommet for en dommer. Det var bare opbevaring. Jeg synes, et år er for lang tid. Det er jo tid, jeg ikke får igen,” siger han.
Han fortæller, at han oplever at få det bedre dag for dag. Han er glad for at bo i et fællesskab med andre mennesker, der har det som ham selv. Men han drømmer om at kunne udvide sin verden yderligere. Han drømmer om at få det så godt, at han kan gøre, hvad han vil, når han vil det.
“Jeg vil gerne kunne træne judo. Jeg vil gerne ind til byen om aftenen i weekenden og drikke en øl og gå rundt. Det kan jeg ikke gøre i dag, for jeg er bange for igen at få det dårligt omkring andre mennesker,” siger Peter.
Peters historie er én af hundredtusindvis af historier om psykiatrien i Danmark. I 2015 var 148.000 mennesker i kontakt med psykiatrien. Hertil kommer et endnu større antal pårørende. Når Peter og hans familie har valgt at stå frem, skyldes det, at de er ressourcestærke og har overskud.
Men psykisk sygdom har en kraftig social slagside. Historierne om de dårligste og mest ressourcesvage psykiatribrugere er svære at fortælle. De har ofte ikke lyst til at tale med medierne. De har sjældent en advokat og mange tykke ringbind med dokumentation til at understøtte deres påstande.
De opfanges som regel først kortvarigt på mediernes radar, når de har begået vold, drab eller taget deres eget liv. Og så forsvinder de ud i glemslen igen.
Men ligesom i historien om Peter ligger der bag ved den hurtige nyhed et tykt lag af smerte, svigt og menneskelig tragedie, der trækker tråde langt ud i andre dele af verden; der peger på et system, der er spændt til bristepunktet; der viser en dyb, men hengemt krise, vi må insistere på at tale om.
Disse historier er ufortalte.