Marianne kæmper for kvart million efter alvorligt cykelstyrt
Et cykelstyrt på vej til en borger var ved at koste social- og sundhedshjælper Marianne Bredmose den venstre fod. Nu kæmper hun for erstatning.
Af
Morten Olsen
15. juni 2017
En fod, der nær var faldet af, og en karriere som social- og sundhedshjælper, der er slut. Det var resultatet af et cykelstyrt for Marianne Bredmose i begyndelsen af 2015.
Nu er sagen endelig ved at være nået til vejs ende efter en ankesag i Østre Landsret i dag torsdag.
”Jeg er træt og lettet og en smule forhåbningsfuld og glad. For den her sag har kørt i to et halvt år,” siger Marianne Bredmose, der glæder sig til, den endelige dom falder om to uger.
Hun må støtte sig til krykken, som hun har fået som fast følgesvend efter uheldet.
Tæt på at miste foden
30. januar 2015 klokken cirka 8.15 om morgenen var hun på cykel på vej ud for at besøge en borger i Farum.
Hun kørte ad en cykel- og gangsti i Farum Midtpunkt, men vintervejret havde gjort stien glat, og det fik forhjulet til at skride, så hun væltede og fik cyklen over sig. Kort efter så hun, at den ene fod sad helt skævt.
”Det første, jeg tænker, er, at jeg ikke må besvime, og så tænker jeg, at jeg skal have noget hurtig hjælp, for foden vokser nede i skoen,” forklarer Marianne Bredmose.
Vandt i byretten
Benet var brækket tre steder, og alt var revet over. Det var med Marianne Bredmoses ord en ”dinglefod”. På hospitalet sagde de, at det var heldigt, at de fik skubbet den på plads hurtigt, for ellers havde hun mistet foden. Hun er nu så invalideret, at hun har søgt seniorførtidspension.
Det er Furesø Boligselskab, der har ansvaret for at holde stien ryddet og farbar, men den var alt for glat, mener Marianne Bredmose. Derfor har hun sammen med FOA krævet erstatning for svie og smerte fra boligselskabet på i alt 250.000 kroner. I første omgang vandt hun sagen i byretten.
Tror på sejr
Men boligselskabet har sammen med sit forsikringsselskab, Topdanmark, valgt at anke sagen til landsretten, hvor den altså var for en dommer i dag torsdag den 15. juni. Og Marianne Bredmose er fortrøstningsfuld inden dommen den 30 juni.
”Jeg forventer, at vi vinder. Sagen er fremlagt eminent godt af FOAs advokat, som jeg er fuldt ud tilfreds med,” siger Marianne Bredmose.
Advokat tror på sagen
Og advokaten selv er også positiv, da hun ikke mener, at der er kommet afgørende nyt i sagen i forhold til, da den var oppe i byretten. Hun mener, at det er en vigtig sag for andre, der bliver nødt til at transportere sig, når de arbejder.
”Hvis vi ikke får medhold, så vil det jo betyde, at sådan nogle som Marianne, der skal bevæge sig rundt på cykel, de må sige; jeg kan ikke nå rundt til ti borgere i dag, jeg kan nå rundt til tre. Jeg bliver nødt til at bevæge mig på ben, for jeg kan ikke cykle,” forklarer FOAs advokat i sagen, Malou Ehmer.
Topdanmarks advokat Trine Schmidt argumenterede i retssagen for, at der var glatførebekæmpet tilstrækkeligt på stien, hvor Marianne Bredmose faldt, og at det derfor var Marianne Bredmose, der ikke havde kørt efter forholdene.